Stadfæstelse af lovliggørende landzonetilladelse til sommerhus i Aakirkeby

Bornholms Regionskommune meddelte den 16. oktober 2023 en lovliggørende landzonetilladelse til opførelse af et sommerhus på en ejendom i Aakirkeby. To naboer klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Ejendommen er beliggende i landzone inden for et sommerhusaftaleområde, der er udlagt til sommerhus- og fritidsbebyggelse i kommuneplanen. Området er karakteriseret ved at være et bevaringsværdigt landskab, naturbeskyttelsesområde, og indeholder økologiske forbindelser, værdifulde kulturmiljøer og geologiske bevaringsværdier. Ejendommen ligger desuden i kystnærhedszonen, ca. 60 meter fra kysten, og umiddelbart syd og øst for det ansøgte findes beskyttet hede omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3.

Planklagenævnet stadfæstede Bornholms Regionskommunes afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til opførelse af et sommerhus på ejendommen. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende.

Planklagenævnets kompetence og landzoneregler

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone) samt retlige spørgsmål vedrørende undtagelser fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet bemærkede, at kommunens beslutning om ikke at håndhæve en privatretlig deklaration efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse, der kan påklages til Planklagenævnet.

Det blev fastslået, at ingen af undtagelserne fra kravet om landzonetilladelse, jf. Planloven § 5 u og Planloven § 36 til Planloven § 38, fandt anvendelse, hvorfor det ansøgte krævede landzonetilladelse.

Vurdering af landzonetilladelse i kystnærhedszonen

Nævnet lagde vægt på, at ejendommen ligger i landzone og ikke er et sommerhusområde i planlovens forstand, jf. Planloven § 34. I kystnærhedszonen skal der kun gives landzonetilladelse, hvis det ansøgte er af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det ansøgte ikke stred mod landzonebestemmelserne, herunder hensynet til landskabelige interesser og kystnærhedszonen.

Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte sommerhus, med dets størrelse, højde og tagryggens retning, ikke vil fremstå fremtrædende i landskabet. Der var tale om erstatning af et sommerhus på 42 m² med et udhus på 20 m² med et nyt sommerhus på knap 50 m² og et udhus på knap 20 m². En mindre udvidelse på ca. 8 m² blev anset for at være i overensstemmelse med hidtidig praksis for mindre sommerhuse i særligt værdifulde områder.

Forhold uden for Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har ikke kompetence til at behandle spørgsmål vedrørende Naturbeskyttelsesloven § 3 eller spørgsmål om indbliks- og skyggegener, som falder under byggelovgivningen. Klagepunkter vedrørende disse forhold blev derfor ikke behandlet af nævnet. En kommunes afgørelse efter naturbeskyttelsesloven kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.