Afvisning af klage over kommunes afgørelse om fjernelse af låge og vegetation

Sagen omhandler en klage over Odense Kommunes afgørelse af 13. september 2023, hvor kommunen fastslog, at fjernelse af en låge og tilhørende vegetation på matr. nr. [Matrikelnummer 1] ikke krævede dispensation fra åbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af en omboende den 8. oktober 2023.

Klageren anførte, at Odense Kommune ikke havde forholdt sig til de konkrete faktiske forhold, herunder at stiens forløb var blevet ændret og forlænget. Klageren mente, at kommunen havde etableret en ny, offentlig færdselsvej i et fredet område, hvilket burde have været prøvet af fredningsnævnet. Det blev desuden hævdet, at forholdet var i strid med åbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen, og at rydning af bevoksning og udvidelse af stien havde forstyrret rasteområder for flagermus.

Klageren gjorde gældende at være klageberettiget på grund af en væsentlig, individuel interesse i sagen. Dette blev begrundet med forringet dyreliv i klagerens have, væsentlige gener fra øget trafik og støj, højere risiko for indbrud, begrænsning i valg af vinduer til huset, samt at matriklen var eksproprieret til et andet formål end sti.

Odense Kommunes vurdering

Odense Kommune hjemtog sagen til fornyet behandling efter Naturbeskyttelsesloven § 16 og Naturbeskyttelsesloven § 17. Kommunen fastholdt, at fjernelse af en låge på en offentlig sti ikke kræver tilladelser efter nogen lovgivning. Kommunen vurderede, at udvidelsen af stien var sket som følge af almindelig brug, og at der ikke var tale om etablering af en ny offentlig færdselsvej. Kommunen anerkendte ikke, at fjernelse af lågen var et kompromitterende forhold i henhold til naturbeskyttelsesloven, og så intet til hinder for en offentlig sti i området i forhold til Odense Å-fredningen.

Kommunen vurderede, at fjernelse af lågen og almindelig drift af de kommunale arealer ikke krævede forudgående dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 16 og Naturbeskyttelsesloven § 17. Lågen blev ikke sidestillet med "bebyggelse, campingvogne, beplantning eller ændringer i terrænet", da den ikke betragtes som en bygning med fast tag eller en konstruktion, der påvirker terrænforholdene ved fjernelse. Det udførte arbejde blev anset for uvæsentlige fysiske ændringer, der ikke påvirkede ådalsformationen eller de omkringliggende skovarealer, og levevilkårene for flora og fauna blev ikke vurderet reduceret.

Odense Kommune fremhævede desuden Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1-3 og vurderede, at klageren ikke var klageberettiget, da fjernelsen af lågen og driften af stiarealerne ikke medførte miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper i henhold til miljøskadebegrebet i Miljøskadeloven § 7. Kommunen mente, at klageren som nabo ikke havde en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Odense Kommunes afgørelse af 13. september 2023.

Afgørelsesbegrebet og tilsynsafgørelse

Nævnet vurderede, at Odense Kommunes "ikke-afgørelse" af 13. september 2023, hvor kommunen fastslog, at de konkrete forhold ikke krævede dispensation efter naturbeskyttelsesloven, udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette skyldtes, at kommunen havde taget stilling til, at forholdene var lovlige efter naturbeskyttelsesloven.

Imidlertid fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Odense Kommunes afgørelse var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Ifølge Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1, 2. pkt., kan afgørelser truffet som led i kommunernes tilsyn ikke påklages til nævnet. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle klagen. Klager over kommunernes tilsyn kan i stedet indgives til Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne efter Kommunestyrelsesloven.

Klageberettigelse

Nævnet vurderede desuden, at klageren ikke var omfattet af den personkreds, der efter Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1, nr. 4-6 og Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 2, kan anmode om en afgørelse vedrørende miljøskade efter Naturbeskyttelsesloven § 77 e eller Naturbeskyttelsesloven § 77 f, jf. Naturbeskyttelsesloven § 77 h. Klageren som omboende blev ikke anset for at have en individuel, væsentlig interesse i sagen, da de fremførte forhold (f.eks. trafik, støj, indbrudsrisiko) ikke er reguleret af naturbeskyttelsesloven. Da klageren ikke var klageberettiget, tog nævnet ikke stilling til forhold vedrørende miljøskade efter Naturbeskyttelseslovens kapitel 11 a.

Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.