Afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan til boligbebyggelse i Tåstrup

Aarhus Kommune traf den 23. august 2023 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 498, Landsbyen Tåstrup, vedrørende ændret anvendelse på ejendommen [A1], 8462 Harlev J. Ejendommens ejer klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 498, Landsbyen Tåstrup, og ligger specifikt i delområde III. Lokalplanens § 3, stk. 6, fastsætter, at området kun må anvendes til natur- og jordbrugsformål, herunder eng-, overdrevs- og åbne dyrkningsarealer. Ifølge § 3, stk. 7, må bebyggelse inden for byggefeltet kun anvendes til jordbrugsformål.

Klageren ansøgte om at udstykke to grunde fra landbrugsejendommen med henblik på boligbebyggelse.

Kommunens afgørelse

Aarhus Kommune begrundede afslaget med, at en dispensation fra anvendelsesbestemmelsen ville være i strid med lokalplanens principper. Kommunen vurderede derfor, at den ikke havde hjemmel til at meddele dispensation, jf. Planloven § 19.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren anførte, at kommunen havde en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at give dispensation efter Planloven § 19. Planklagenævnet behandlede i sagen to hovedspørgsmål:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens § 3, stk. 6 og 7.
• Om kommunen havde en forkert retsopfattelse omkring muligheden for at give dispensation, jf. Planloven § 19.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Aarhus Kommunes afgørelse står ved magt.

Vurdering af umiddelbar tilladelse eller dispensationskrav

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Planklagenævnet fastslog, at klagerens ønske om at anvende de to udstykkede grunde til boligbebyggelse er i strid med lokalplanens § 3, stk. 6 og 7, som udelukkende tillader natur- og jordbrugsformål. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planloven § 19.

Vurdering af dispensationsmulighed

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 3, stk. 6 og 7, er centrale anvendelsesbestemmelser. Da den ansøgte boligbebyggelse ikke ligger tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til natur- og jordbrugsformål, ville en dispensation være i strid med lokalplanens principper. Derfor kunne der ikke gives dispensation til det ansøgte, jf. Planloven § 19.

Konklusion

Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse om afslag på dispensation ikke hvilede på en forkert retsopfattelse. Afgørelsen havde således hjemmel i lokalplanen og planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.