Afslag på støtte til unge landbrugere grundet kunstigt skabte betingelser

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Landbrugsstyrelsens (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) afgørelse af 17. maj 2023. Afgørelsen vedrørte afslag på støtte til unge landbrugere for årene 2021 og 2022 samt krav om tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte for 2021. Styrelsen begrundede afslaget med, at klager kunstigt havde skabt betingelserne for at opnå støtte, i strid med ordningens formål. Klager påklagede afgørelsen den 14. juni 2023, idet klager anførte, at virksomheden ikke var kunstigt oprettet, ikke bestod af handelstransaktioner uden reelt økonomisk indhold, og at styrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for omgåelse af reglerne. Klager uddybede klagen den 28. juni 2023. Klager ansøgte om støtte til unge landbrugere for sin enkeltmandsvirksomhed i 2021 (93,07 ha) og 2022 (157,46 ha). Styrelsen konstaterede ejer- og/eller adressesammenfald mellem klagers virksomhed og fem andre virksomheder (Virksomhed 1-5), hvoraf flere var ejet af familiemedlemmer og havde modtaget støtte under samme ordning i tidligere perioder. Styrelsen bemærkede, at arealerne forekom afpasset støtteloftet for unge nyetablerede landbrugere, og at virksomhederne drev landbrug på arealer forpagtet fra Virksomhed 1. Desuden var flere af de andre virksomheder ophørt tæt på udløbet af støtteperioden for unge landbrugere. Klager forklarede, at virksomheden var uafhængig og drevet professionelt, med forpagtning af jord fra Virksomhed 1, da ejeren ikke havde tid til planteavl. Klager oplyste om mundtlige aftaler vedrørende levering af majs til Virksomhed 1 og salg af korn til Virksomhed 6. Klager fremhævede, at virksomheden var startet ud fra interesse for økonomi og biologi, og at støtteordningen gav mulighed for at komme i gang som selvstændig. Klager fremlagde årsrapporter, fakturaer og forpagtningsaftaler. Det fremgik, at klagers virksomhed forpagtede arealer fra Virksomhed 1 og havde indtægter, hvoraf en betydelig del var EU-støtte. Virksomhed 1's ejer bekræftede bortforpagtning af jord til sine sønners virksomheder, herunder klagers, med krav om levering af majs til Virksomhed 1. Han forklarede også, at de andre virksomheder var ophørt, da sønnerne havde købt egne bedrifter. Styrelsen fastholdt sin vurdering af, at klagers virksomhed og de øvrige virksomheder reelt blev drevet som én samlet landbrugsvirksomhed, og at klagers virksomhed fremstod som en 'tom virksomhed' uden reelle aktiver eller forretningsmæssig realitet, hvis overskud alene skyldtes den udbetalte landbrugsstøtte. Styrelsen lagde vægt på, at klagers virksomhed forpagtede alle arealer fra Virksomhed 1, afsatte langt hovedparten af sine produkter til Virksomhed 1 eller Virksomhed 6 (delvist ejet af klagers far og bror), havde samme virksomhedsadresse som Virksomhed 1, og købte hovedparten af sine råvarer fra Virksomhed 1. Desuden havde klagers virksomhed ingen fysiske aktiver relateret til landbrugsdriften og fremstod økonomisk som en nettoafregning med Virksomhed 1. Styrelsen vurderede, at etableringen af klagers virksomhed var sammenfaldende med, at Virksomhed 3 ophørte efter fem års støtte, og at formålet var at omgå støtteloftet på 90 ha og den maksimale støtteperiode på fem år. Klager fastholdt, at virksomheden var uafhængig, og at samhandel med Virksomhed 1 skete på forretningsmæssige vilkår for at opnå stordriftsfordele. Klager henviste til, at vejledningerne ikke specificerede virksomhedsstruktur eller forbød samhandel. Klager fremlagde dokumentation for salg af raps til DLG og en kreditaftale med Danske Bank for at underbygge virksomhedens realitet. Styrelsen anerkendte salg af raps til DLG, men fastholdt, at hovedparten af afgrøderne afsattes til Virksomhed 1 eller Virksomhed 6. Styrelsen afviste klagers forklaring om arealers egnethed til majs som efterrationalisering, da forpagtningsaftalen dikterede majsdyrkning og afsætning. Styrelsen bemærkede, at klagers manglende investering i aktiver og den økonomiske afhængighed af Virksomhed 1 indikerede, at virksomheden ikke var etableret med et langsigtet perspektiv. Styrelsen fastholdt, at støtten til klager fik karakter af driftsstøtte til den samlede landbrugsbedrift, i strid med ordningens formål.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på støtte til unge landbrugere for 2021 og 2022 samt tilbagebetaling af udbetalt støtte for 2021.

Omgåelse af reglerne for støtte til unge landbrugere

Nævnet vurderede, at klager havde skabt betingelserne for at opnå støtte til unge landbrugere på en kunstig måde og i strid med lovgivningens målsætninger for støtteordningen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 artikel 62. Nævnet lagde vægt på, at formålet med ordningen er at støtte unge landbrugere, der indleder en landbrugsaktivitet, i en periode på højst fem år, så den ikke får karakter af driftsstøtte, jf. betragtning 47 i præamblen til Forordning (EU) nr. 1307/2013 og artikel 50, stk. 2, litra a, i Forordning (EU) nr. 1307/2013.

Nævnet fandt, at klagers virksomhed driftsmæssigt og økonomisk fremstod som en produktionsenhed i Virksomhed 1, og dermed som én samlet landbrugsbedrift, jf. Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 4, stk. 1, litra b. Dette blev begrundet med, at klagers virksomhed forpagtede alle arealer fra Virksomhed 1, som havde fordelt arealerne ligeligt mellem sine børn. Det var en forudsætning for forpagtningsaftalen, at klagers virksomhed solgte majs til Virksomhed 1, og al klagers salg skete til Virksomhed 1 eller Virksomhed 6 (delvist ejet af klagers far og bror). Klagers virksomhed havde samme adresse som Virksomhed 1, købte en stor andel af råvarer fra Virksomhed 1 eller relaterede virksomheder, og maskinstationen, der udførte markarbejdet, var delvist ejet af Virksomhed 1's ejer. Klagers virksomhed havde ingen reelle aktiver og dens indtægter, fratrukket EU-støtte, var mindre end udgifterne til Virksomhed 1 og maskinstationen. Nævnet vurderede, at driften var afhængig af Virksomhed 1, og at støtteudbetalingen fik karakter af driftsstøtte til den samlede landbrugsbedrift, hvilket oversteg den maksimale støtteperiode på fem år og støtteloftet på 90 ha, jf. artikel 50, stk. 2, litra a, og stk. 9, 1. pkt., i Forordning (EU) nr. 1307/2013. Dette udgjorde det objektive element for misbrug, jf. præmis 52 i EU-Domstolens afgørelse i sag C-110/99.

Det subjektive element for misbrug blev også fundet til stede, idet virksomhedernes samhandel og samdrift skabte en formodning for, at klager udelukkende havde til hensigt at opnå en fordel i strid med ordningens mål, jf. præmis 43 i EU-Domstolens afgørelse i sag C-434/12. Nævnet lagde vægt på de objektive omstændigheder, den familiære relation, og at klagers ansøgning faldt sammen med, at Virksomhed 4 ophørte efter fem års støtte. Klagers oplysning om, at virksomheden var oprettet for at skaffe erfaringer med henblik på en mulig fremtidig etablering, understøttede, at formålet ikke var at etablere sig som ung landbruger efter støtteordningens mål. Virksomhed 2 og 3, ligeledes oprettet af Virksomhed 1's ejers børn, var også oprettet for en periode svarende til den maksimale støtteperiode.

Tilbagebetaling af tidligere udbetalt støtte for 2021

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klager uretmæssigt havde fået udbetalt støtte til unge landbrugere for 2021, som skulle tilbagebetales, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 artikel 7, stk. 1. Dette skyldtes, at klager ikke var støtteberettiget i støtteårene 2021-2022.