Moms – Leveringssted for digitalt indhold: Tjenesteydelser fra videochat-studie til platformsvirksomhed falder ikke under særregel for adgang til underholdningsarrangementer (Art. 53)

Domstolens Konklusion og Ræsonnement

Domstolen fastslog, at artikel 53 i Momsdirektivet skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på tjenesteydelser som de i hovedsagen omhandlede – nemlig fremstillingen og leveringen af digitalt indhold (interaktive erotiske videosessioner) fra et studie til operatøren af en internetplatform.

Domstolen begrundede sin afgørelse med en præcisering af artikel 53's anvendelsesområde:

• Artiklen omhandler ydelser, der består i at give adgang til arrangementer (præmis 38). Dette skal forstås som de ydelser, der har til formål at markedsføre adgangen til arrangementet over for de faktiske kunder (seerne).
• Westside Unicats tjenesteydelse består i at fremstille og stille det digitale indhold til rådighed for platformens operatør (StreamRay), som derefter udsender det til sine egne kunder. Westside Unicats rolle er således ikke at give slutkunden adgang.
• Domstolen fremhævede, at selvom studiet råder over optageudstyr, er dette ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at studiet giver adgang til sessionerne, da hverken besiddelsen eller håndteringen af udstyret i sig selv indebærer, at sessionerne vises for offentligheden (præmis 44).

»Heraf følger, at den særlige tilknytningsregel, der er fastsat i artikel 53 i direktiv 2006/112, skal forstås således, at den ikke finder anvendelse på de tjenesteydelser, der leveres med henblik på at udøve en aktivitet, der giver anledning til et arrangement, men alene på de ydelser, der består i at markedsføre adgangen til et sådant arrangement over for kunderne.« (Præmis 42)

Da artikel 53 ikke fandt anvendelse, måtte leveringsstedet for Westside Unicats B2B-ydelser til StreamRay bestemmes ud fra den generelle B2B-regel i artikel 44, hvilket betyder beskatning på modtagerens hjemsted (USA).

Den forelæggende ret ønskede svar på, om momsdirektivets artikel 55 skal fortolkes således, at den finder anvendelse, når en aftager af tjenesteydelser både er momsregistreret i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne faktisk blev præsteret, og i en anden medlemsstat, og hvor varerne ikke blev forsendt eller transporteret til steder uden for den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne faktisk blev præsteret, efter udførelsen af disse tjenesteydelser, men først efter et efterfølgende salg.