Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en statsborger fra Filippinerne, der har søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger. Ansøgeren er datter af den danske statsborgers ægtefælle og søgte om ophold med henvisning til reglerne om sekundær bevægelighed for danske statsborgere, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden EU-medlemsstat.
Den danske statsborger havde i perioden fra februar 2019 til september 2019 etableret et reelt og faktisk ophold i Spanien sammen med sin ægtefælle, som er ansøgerens mor. Ved parrets tilbagevenden til Danmark i 2020 blev moderen meddelt opholdsret som familiemedlem. Ansøgeren selv indrejste dog først i Danmark i september 2021, hvilket var cirka to år efter, at den danske statsborger var vendt tilbage fra Spanien.
Det er ubestridt i sagen, at ansøgeren ikke opholdt sig i Spanien sammen med den danske statsborger og sin mor under deres ophold der. Ansøgningen om opholdskort blev først indgivet i november 2021.
Ansøgerens repræsentant har anført flere årsager til, at ansøgningen ikke blev indgivet tidligere:
Derudover blev det gjort gældende, at myndighederne i medfør af officialprincippet var forpligtet til at oplyse sagen yderligere, herunder at tage de efterfølgende personlige forhold i betragtning ved vurderingen af retten til ophold.
Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvorefter ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at en grundlæggende betingelse for afledt opholdsret ved sekundær bevægelighed er, at der er opbygget eller konsolideret et familieliv i den anden medlemsstat. Da ansøgeren aldrig har opholdt sig i Spanien sammen med den danske statsborger, kan der ikke være tale om et konsolideret familieliv, som kan danne grundlag for en opholdsret efter hjemkomsten til Danmark.
| Kriterium for EU-opholdsret | Myndighedens vurdering |
|---|
| Konsolidering i værtsland | Ikke opfyldt, da ansøgeren aldrig boede i Spanien |
| Tidsmæssig sammenhæng | Svækket af, at indrejse først skete 2 år efter den danske statsborgers retur |
| Karakter af ophold | Da den danske statsborger bor i Danmark ved ansøgerens indrejse, betragtes det som et rent internt forhold |
Nævnet præciserede, at EU-retten er konstaterende. Det afgørende er derfor forholdene på det tidspunkt, hvor den danske statsborger udøvede sin ret til fri bevægelighed. De personlige forhold, herunder skolegang i Danmark og situationen i Filippinerne, er efterfølgende omstændigheder, der ikke kan føre til en anden vurdering under EU-opholdsreglerne.
Da betingelserne i Udlændingeloven § 2 og de dertilhørende EU-retlige principper om konsolideret familieliv ikke var opfyldt, skal ansøgerens sag vurderes efter de nationale regler om familiesammenføring fremfor EU-reglerne om fri bevægelighed.
Udlændingenævnet præciserer praksis for opholdstilladelse til forældre fra tredjelande med danske børn efter en dom fra EU-Domstolen og undersøger mulighederne for genoptagelse af sager.
Denne præjudicielle sag omhandler fortolkningen af artikel 20 TEUF (unionsborgerskab) i en særlig kontekst, hvor en tredjelandsstatsborger søger en afledt opholdsret i en medlemsstat for at kunne etablere sig der med sit mindreårige barn, som er statsborger i denne medlemsstat, men som siden fødslen har boet uden for EU. Sagen blev forelagt af Rechtbank Den Haag (Nederlandene).
Udlændingenævnet genoptager nu sagsbehandlingen af sager om familiesammenføring efter TEUF artikel 20, som har været sat i bero siden august 2022 efter en dom fra EU-Domstolen.
En ny dom fra EU-Domstolen om afledt opholdsret til tredjelandsstatsborgere, der er forældre til mindreårige unionsborgere, medfører foreløbig berostillelse af visse familiesammenføringssager.
Sagsøgeren, X, er en thailandsk statsborger, som tidligere boede lovligt i Nederlandene, hvor hun var gift med en nederlandsk statsborger. I ægteskabet blev der født et barn, som automatisk fik nederlandsk statsborgerskab og dermed unionsborgerskab. Barnet blev dog født i Thailand og har siden sin fødsel boet der hos sin mormor og er aldrig rejst ind i EU.
Efter X’s skilsmisse fra barnets far inddrog de nederlandske myndigheder X’s opholdsret, og hun blev udvist til Thailand. X ansøgte efterfølgende om opholdstilladelse i Nederlandene. De nederlandske myndigheder afviste ansøgningen, idet de mente, at den etablerede Zambrano-retspraksis (som sikrer, at unionsborgere ikke tvinges til at forlade EU) ikke fandt anvendelse, da barnet aldrig har opholdt sig i Unionen.
X hævdede, at afslaget fratager hendes mindreårige barn muligheden for at indrejse og opholde sig i Unionen, hvilket truer den effektive virkning af barnets status som unionsborger. X gjorde gældende, at barnet er helt afhængigt af hende, især efter hun vendte tilbage til Thailand for at varetage den daglige omsorg.
Statssekretæren fastholdt, at da barnet aldrig havde opholdt sig i Unionen, kunne afslaget ikke tvinge barnet til at forlade Unionens territorium, og dermed var Zambrano-doktrinen ikke relevant. Den forelæggende ret ønskede at vide, om den manglende forudgående bopæl i EU afskærer muligheden for afledt opholdsret, samt hvilke kriterier der gælder for vurderingen af afhængighedsforholdet.
Denne sag vedrører en ansøgning om opholdstilladelse fra en makedonsk statsborger født i 1936, der ønskede at blive fore...
Læs mereSagen vedrører en statsborger fra Chile og hendes to børn, født i henholdsvis 2002 og 2003, der søgte om opholdstilladel...
Læs mereLov om ændring af reglerne for bortfald af opholdstilladelse ved genopdragelsesrejser og adgang til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus
