Terrænregulering ved jordtilførsel kræver ikke landzonetilladelse

Kommunens afgørelse

Egedal Kommune vurderede, at det ansøgte projekt var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, da jordpåfyldningen havde et jordforbedrende formål. Kommunen betingede dog afgørelsen med specifikke koter for terrænreguleringen efter sætning:

• Område A: op til kote 15,0
• Område B: op til kote 16,0
• Område C: op til kote 16,0
• Område D: op til kote 16,0

Kommunen tilpassede terrænreguleringens udbredelse til disse koter, da den oprindelige ansøgning havde en variation af koter på op til 100 cm og en ønsket volumen på mellem 28.000-84.000 m³, hvilket ikke tilstrækkeligt underbyggede den landbrugsmæssige gavn af projektet.

Planklagenævnet behandlede klagerne over Egedal Kommunes afgørelse om, at terrænreguleringen ikke krævede landzonetilladelse. Nævnet har kompetence til at tage stilling til kommunens afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone) og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Klagerens anbringender

Klagerne anførte, at der var tale om deponi og ikke jordforbedring, da jordmængderne oversteg, hvad der kunne begrundes landbrugsfagligt. De bemærkede, at kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig fastsat jordmængde. Endvidere frygtede klagerne, at terrænreguleringen af særligt område D ville medføre oversvømmelse på [Vej2], og at projektets omfang og tidshorisont burde medføre et krav om landzonetilladelse. De mente også, at ansøgerens argument om økologisk drift var irrelevant for vurderingen af landbrugsmæssig nødvendighed.

Generelle principper for terrænregulering i landzone

I landzone kræves der som udgangspunkt tilladelse fra kommunen til ændring i anvendelsen af ubebyggede arealer, jf. Planloven § 35, stk. 1. En terrænregulering af landbrugsarealer med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift, især udjævning af vandlidende lavninger, anses dog ikke i sig selv for en "ændring af anvendelsen" og kræver derfor ikke landzonetilladelse, hvis den er nødvendig for den landbrugsmæssige drift. Hvis terrænreguleringen overstiger det nødvendige for landbrugsdriften, anses det derimod for en ændret anvendelse til opbevaring af overskudsjord, hvilket kræver landzonetilladelse. I tvivlstilfælde skal ejeren sandsynliggøre behovet for projektet, f.eks. gennem konkrete beregninger af den nødvendige jordmængde. Kommunen skal foretage en konkret vurdering, hvor der kan lægges vægt på jordmængde, terrænhøjder og arbejdets varighed, men der kan ikke opstilles faste kriterier. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør ændret anvendelse efter planloven. Selvom en terrænregulering ikke kræver landzonetilladelse, kan den dog eventuelt være i strid med anden lovgivning, f.eks. Naturbeskyttelsesloven § 3 eller miljølovgivningen.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at ansøgeren tilstrækkeligt havde sandsynliggjort, at terrænreguleringen, som beskrevet i afgørelsen, er nødvendig for forbedringen af den landbrugsmæssige drift og derfor ikke kræver landzonetilladelse. Nævnet lagde vægt på, at arealerne ud fra luftfotos og de oplyste forhold fremstod våde, og at der for nogle delområder var kørespor uden om dele af arealerne. Nævnet bemærkede desuden, at projektet som helhed havde karakter af udjævning af vandlidende lavninger, og at udjævningen ikke havde en udbredelse ud over det nødvendige, især med henvisning til kommunens fastsatte koter for terrænreguleringen.

Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagerne over Egedal Kommunes afgørelse af 30. juni 2023. Dette betyder, at kommunens afgørelse gælder. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Kommunens vurdering

Kommunen lagde vægt på den dokumenterede støjmæssige begrundelse og vurderede, at projektet ikke stred mod kommuneplanens retningslinjer, herunder for landskabskarakterområdet A2. Kommunen bemærkede, at området allerede er præget af råstofindvinding, og at jordvolden ikke ville påvirke kulturhistoriske bevaringsværdier eller værdifuldt landbrugsareal. Kommunen vurderede desuden, at anlægsarbejdet ikke ville medføre urimelige gener for naboer, og at den færdige vold ikke ville øge støjgenerne for dem.

Klagerens indsigelser

En beboer, der bor ca. 55 meter fra den planlagte jordvold, klagede til Planklagenævnet. Klageren anførte, at kommunen ikke havde inddraget alternative forslag til jordvoldens udformning, herunder en kortere vold drejet ind mellem den eksisterende sø og ansøgerens bygninger. Klageren frygtede desuden forringelse af udsigten over søen og øgede støjgener fra A1 som følge af støjreflektion fra volden, samt gener under anlægsarbejdet.

Ansøgerens bemærkninger til klagen

Ansøgeren bestred klagerens klageberettigelse med henvisning til, at klageren ikke var umiddelbar nabo, og at klagerens grund lå lavere end A1, hvilket allerede spærrede for udsigten til anlægsområdet. Ansøgeren mente ikke, at projektet ville ændre udsigt, støjforhold eller ejendomsværdi for klageren.