Afslag på forlængelse af dispensation fra bopælspligten stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på forlængelse af dispensation fra bopælspligten på en landbrugsejendom i Aarup. Ejendommen, matr. nr. [M1] Skydebjerg By, Skydebjerg, blev erhvervet med dispensation fra bopælspligten, da beboelsesbygningen skulle nedrives og nyopføres grundet forsømmelse, skadedyr og frygt for nedstyrtning.

Landbrugsstyrelsen meddelte den 24. november 2021 en dispensation fra bopælspligten frem til den 30. marts 2023. Klager ansøgte den 12. april 2023 om en forlængelse på minimum 12 måneder, da en ny bolig endnu ikke var opført, og den tidligere bygning var nedrevet. En byggetilladelsesansøgning var indsendt til Assens Kommune, men sagsbehandlingstiden var ukendt.

Landbrugsstyrelsens afslag

Landbrugsstyrelsen afslog den 13. juni 2023 ansøgningen om forlængelse. Afgørelsen var begrundet i, at klager ikke havde anført særlige forhold, der kunne retfærdiggøre en yderligere udsættelse af bopælspligten. Styrelsen vurderede, at klager ikke havde udvist rettidig omhu i forhold til opførelsen af den nødvendige bolig, og at forsinkelsen ikke skyldtes nye, udefrakommende forhold, der var særlige i forhold til Landbrugsloven § 8, stk. 4.

Styrelsen lagde vægt på, at den oprindelige dispensation på halvandet år var den normale frist, og at det i dispensationen var oplyst, at fristen normalt ikke kunne forlænges, medmindre særlige forhold, der ikke kunne tilskrives klager, var opstået. Styrelsen konstaterede, at den eneste forberedende handling i dispensationsperioden var nedrivning af den gamle bygning og ansøgning om byggetilladelse, hvilket ikke blev anset for tilstrækkelig fremme af istandsættelsen. Afgørelsen af 24. november 2021 var ikke påklaget, hvilket indikerede, at klager måtte have anset projektet for realiserbart inden for den givne frist.

Klagens indhold

Klager påklagede afgørelsen den 6. juli 2023 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at der i mellemtiden var meddelt byggetilladelse til den nye beboelsesbygning, og at byggearbejdet var påbegyndt med forventet indflytning om cirka 9 måneder. Klager argumenterede for, at bopælspligten for nuværende kun kunne opfyldes ved midlertidige foranstaltninger som en beboelsesvogn, hvilket blev anset for uhensigtsmæssigt og forbundet med yderligere omkostninger, og ikke i tråd med bopælspligtens hensigt. Klager anmodede derfor fortsat om dispensation og foreslog en frist på 9 måneder i et eventuelt påbud, hvis afslaget blev fastholdt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 13. juni 2023 om afslag på forlængelse af dispensation fra bopælspligten på ejendommen i Aarup. Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens afslag var korrekt.

Nævnet konstaterede, at ejendommen er noteret som en landbrugsejendom i Geodatastyrelsens matrikelregister og dermed er underlagt landbrugspligt og bopælspligt i henhold til Landbrugsloven § 2, stk. 1, Landbrugsloven § 2, stk. 2, Landbrugsloven § 16, stk. 2, Landbrugsloven § 12 og Landbrugsloven § 8, stk. 1.

Vurdering af særlige forhold

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at der ikke forelå særlige forhold, som kunne begrunde en forlængelse af dispensationen fra bopælspligten efter Landbrugsloven § 8, stk. 4. Nævnet henviste til den restriktive praksis for dispensationer, som primært er begrænset til de situationer, der er oplistet i Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme § 11, stk. 1, nr. 1 og tidligere cirkulærer, hvis principper fortsat anses for gældende praksis.

Nævnet lagde vægt på, at klager allerede havde opnået en dispensation på halvandet år, hvilket oversteg den normale frist på 1 år for istandsættelse eller ombygning af beboelsesbygningen. Det blev også fremhævet, at den oprindelige dispensation af 24. november 2021 udtrykkeligt nævnte, at fristen normalt ikke ville blive forlænget, medmindre der opstod særlige forhold, der ikke kunne tilskrives klager.

Nævnet fandt, at klager ikke havde redegjort for sådanne særlige forhold. Forsinkelsen i byggeprocessen blev ikke anset for et særligt forhold, især da den eneste oplyste forberedende handling i dispensationsperioden var nedrivning af den gamle bygning og ansøgning om byggetilladelse. Dette blev ikke vurderet som tilstrækkelig fremme af byggeprojektet.

Frist for lovliggørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede dog, at Landbrugsstyrelsen ved fastsættelse af en frist for lovliggørelse efter Landbrugsloven § 41, stk. 1 bør inddrage det forhold, at klager har opnået byggetilladelse og påbegyndt byggeri på ejendommen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1.