Afvisning af klage over dispensation til opsætning af antennemast inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage indgivet af en lokal forening til Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende Kystdirektoratets afgørelse af 25. april 2023. Afgørelsen gav dispensation til opsætning af en antennemast inden for strandbeskyttelseslinjen i Gribskov Kommune. Klagen blev indgivet den 17. maj 2023.

Klagerens anbringender

Klageren, en forening, anførte, at den var klageberettiget i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5, og at klagen skulle realitetsbehandles, da den var rettidigt indgivet. Foreningen fremhævede også procesbesparende og omkostningsmæssige hensyn.

Klageren argumenterede desuden, at antennemasten ville skæmme landskabet, have en betydelig visuel påvirkning og forringe naturen. Den blev anset for at være i strid med områdets fredning og kommuneplan 2021-33. Klageren mente, at Kystdirektoratets afgørelse var truffet på et forkert grundlag og burde hjemvises for at inddrage klager og andre interessenter.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Klageren fremsendte supplerende klagepunkter den 15. august 2023, hvoraf det fremgik, at Kystdirektoratet havde henvendt sig til Gribskov Kommune, da kommunen angiveligt ikke ønskede masten placeret i området. En mailkorrespondance mellem ansøger og direktoratet indikerede, at direktoratet ville overveje at tilbagekalde afgørelsen, hvis kommunen ikke var indforstået. Klageren mente, at direktoratet burde have trukket afgørelsen tilbage. Gribskov Kommune bekræftede den 11. august 2023 formelt at have trukket sin fuldmagt tilbage.

Kystdirektoratets dispensation

Kystdirektoratet havde meddelt dispensationen i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 15. Formålet med den ansøgte 36 meter høje antennemast var at erstatte en tidligere mast på et vandtårn, som var opsagt. Ansøgeren havde oplyst om manglende mobil- og datadækning i området og fravær af alternative placeringsmuligheder uden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet havde afholdt møder med ansøgeren om placeringen.

Kystdirektoratet henviste til administrativ praksis, der tillægger almene samfundsmæssige hensyn, som forbedring af essentielle samfundsmæssige faciliteter, betydning. Direktoratet vurderede, at det overordnede almene samfundsmæssige hensyn til mobil- og teledækning i området udgjorde et særligt tilfælde. De lagde vægt på, at masten skulle sikre erstatningsdækning, at den blev trukket tilbage fra kystskrænten, og at området ikke var en helt ubebygget kyststrækning. Direktoratet konkluderede, at der ikke var afgørende hensyn, der talte imod det ansøgte forhold, heller ikke efter international lovgivning om naturbeskyttelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Kystdirektoratets afgørelse om dispensation til opsætning af en antennemast inden for strandbeskyttelseslinjen.

Klageberettigelse

Nævnet vurderede klagerens klageberettigelse i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, som angiver, hvem der er klageberettiget. Nævnet lagde til grund, at klageren var en lokal forening. For at en lokal forening kan være klageberettiget efter Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5, skal den have en væsentlig interesse i afgørelsen, og denne interesse skal være værnet efter naturbeskyttelsesloven. Vurderingen sker konkret ud fra foreningens vedtægter.

Vurdering af foreningens vedtægter

Nævnet bemærkede, at foreningens vedtægter i § 2 angiver, at formålet er at varetage grundejernes interesser på alle områder vedrørende sommerhusgrundene, herunder vejenes vedligeholdelse og afmærkning samt badeforhold. Nævnet fandt, at foreningens vedtægtsmæssige formål var af generel karakter og uden særlig tilknytning til interesser, der er beskyttet af naturbeskyttelsesloven. En grundejer- eller beboerforening er som udgangspunkt ikke klageberettiget, medmindre der foreligger særlige forhold, og nabohensyn/-interesser er ikke beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.

Afvisning af klagen

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at klageren ikke var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5, da foreningens formål primært var at varetage medlemmernes interesser i relation til ejendomme og veje, og ikke interesser beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Derfor blev klagen afvist fra realitetsbehandling. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.