Planklagenævnets afgørelse om manglende begrundelse i Svendborg Kommunes afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse

Svendborg Kommune udstedte den 11. maj 2023 et påbud om lovliggørelse af beboelse i et udhus og en mellembygning på ejendommen [A1], 5700 Svendborg. Efterfølgende, den 11. september 2023, meddelte kommunen afslag på en lovliggørende dispensation for mellembygningen i henhold til lokalplan nr. 386, Bevarende lokalplan for Troense.

Ejeren af ejendommen klagede over begge afgørelser, og Planklagenævnet har i denne sag primært behandlet spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har begrundet sine afgørelser tilstrækkeligt i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 386, Bevarende lokalplan for Troense. Lokalplanens § 6.2 regulerer bebyggelsens omfang og placering, herunder det samlede bruttoetageareal for boligen (maksimalt 250 m²) og for mindre bygninger (maksimalt 50% af boligarealet). Desuden fastsætter den, at udvidelse af boligarealet kun må ske i sammenhæng med hovedhuset, og at garage, carport eller udhus må være maksimalt 35 m².

Kommunens afgørelser

Kommunen begrundede påbuddet om fysisk lovliggørelse med, at der var etableret beboelseslignende forhold i et eksisterende udhus og opført en mellembygning, hvilket var i strid med lokalplanens § 6.2. Afslaget på lovliggørende dispensation blev begrundet med en skønsmæssig vurdering af, at der ikke ville være meddelt dispensation forinden, samt at forholdene var i strid med de bevarende bestemmelser i lokalplanen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder kommunens tilsynsafgørelser efter Planloven § 51, stk. 1.

Planklagenævnet har ophævet Svendborg Kommunes afgørelse af 11. september 2023 om afslag på lovliggørende dispensation til mellembygningen og hjemvist sagen til fornyet behandling i kommunen. Desuden har nævnet ophævet kommunens påbud af 11. maj 2023 om fysisk lovliggørelse af anvendelsen af udhuset til beboelse og mellembygningen.

Planklagenævnets vurdering af begrundelseskrav

Nævnet har prøvet, om kommunens afgørelser overholder begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. En begrundelse skal indeholde henvisning til retsregler og en forklaring på afgørelsens resultat, herunder hovedhensyn ved skønsudøvelse og væsentlige faktiske omstændigheder.

Påbud om lovliggørelse

Planklagenævnet fandt, at påbuddet om lovliggørelse var mangelfuldt. Det fremgik ikke af påbuddet, hvilke faktiske oplysninger – såsom bygningernes størrelse eller det samlede bruttoetageareal – der lå til grund for kommunens vurdering af, at forholdene var i strid med lokalplanens § 6.2. Denne mangel på faktiske oplysninger i begrundelsen udgør en væsentlig retlig mangel, der gør afgørelsen ugyldig i henhold til Forvaltningsloven § 24.

Afslag på lovliggørende dispensation

Kommunens afslag på lovliggørende dispensation til mellembygningen var ligeledes mangelfuldt begrundet. Kommunen henviste alene til, at der var tale om en bevarende lokalplan, og at dispensation ikke ville være meddelt forinden. Det fremgik ikke, hvilke konkrete hovedhensyn eller bevaringshensyn der havde været bestemmende for kommunens skønsmæssige vurdering. Dette er en væsentlig retlig mangel, der gør afgørelsen ugyldig i henhold til Forvaltningsloven § 24.

Konsekvenser for kommunens afgørelser

Da begge afgørelser lider af væsentlige retlige mangler i forhold til begrundelseskravet, har Planklagenævnet ophævet dem. Ved fornyet behandling skal kommunen sikre, at afgørelserne begrundes korrekt i henhold til Forvaltningsloven § 24. Hvis kommunen fortsat ønsker at udstede et nyt påbud om lovliggørelse, skal der forinden ske varsling og partshøring af ejendommens ejere og brugere.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.