Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation i fredningsområde på Kabbel

Sagen omhandler en klage over Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig dels afgørelse af 1. maj 2023, som meddelte afslag på en række ansøgninger vedrørende en ejendom beliggende i et fredet område ved Kabbel i Lemvig Kommune. Ejendommen, der omfatter matr.nr. [Matrikelnummer 1] og [Matrikelnummer 2], er hovedsageligt åbne græsområder, hvoraf en del er beskyttet som overdrev. Størstedelen af ejendommen er omfattet af Overfredningsnævnets afgørelse af 26. juni 1980, hvis formål er at bevare områdets landskabelige værdier og forbedre offentlighedens rekreative udnyttelse. Fredningsbestemmelserne foreskriver, at arealerne skal bevares som på fredningstidspunktet, og forbyder terrænændringer.

Fredningsnævnets afgørelse

Fredningsnævnet meddelte afslag på lovliggørende dispensation til fjernelse af tjørn og krat ved hegnslinjer samt på arealet nord og nordøst for bygningerne, opstilling af 6 kamelfigurer og bibeholdelse af en dæmning. Der blev også meddelt afslag på dispensation til opstemning af overfladevand til et vandhul. Nævnet lagde vægt på, at de ansøgte projekter stred mod fredningens formål og bestemmelser.

Miljøstyrelsen ydede teknisk bistand og bekræftede ud fra luftfotos fra 1978, 1980 og 1982, at der var bevoksning på arealerne på fredningstidspunktet, og at seks kamelfigurer var placeret inden for fredningen. Lemvig Kommune vurderede i en habitatvurdering, at projekterne ikke ville have en nævneværdig forstyrrende effekt på det nærliggende Natura 2000-område, men bemærkede, at fjernelse af kratbevoksning kunne reducere opholds- og overvintringsmuligheder for stor vandsalamander og påvirke birkemus.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med flere anbringender:

• Fredningsnævnets sagsbehandling var ikke i overensstemmelse med forvaltningsretlige regler.
• Fjernelse af tjørn og krat var en nødvendig konsekvens af hegnets udskiftning, og lodsejer havde pligt til at fjerne det i henhold til fredningsbestemmelserne.
• Der var ingen eller kun begrænset bevoksning på arealerne i 1980.
• Kamelfigurerne kunne have en positiv kulturel virkning.
• Der var ingen negative forhold i relation til Natura 2000 og bilag IV-arter, hvilket burde støtte dispensation.

Klager henviste til, at Fredningsnævnet ikke havde givet en fyldestgørende begrundelse vedrørende landskabspleje og lodsejers pligt til at fjerne selvsåede buske og træer i henhold til fredningens § 3 litra e, så området bevares i den tilstand, det var i på fredningstidspunktet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig dels afgørelse om afslag på lovliggørende dispensationer. Nævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 50, stk. 1, som fastslår, at dispensation kun kan meddeles, når det ansøgte ikke strider mod fredningens formål.

Vurdering af fredningens formål og bestemmelser

Nævnet fandt, at de ansøgte projekter stred mod fredningens formål, som er at bevare områdets landskabelige værdier.

• Fjernelse af bevoksning: Nævnet vurderede, at fjernelsen af tjørn og krat var i strid med fredningens § 2 om bevaring af områdets tilstand. Dette skyldtes, at luftfotos fra 1978 og 1982 viste bevoksning på arealerne på fredningstidspunktet. Nævnet bemærkede desuden, at fredningens § 3 litra e, jf. § 2, ikke pålægger lodsejer en pligt til at foretage landskabspleje i det omfang, der er sket.

• Opstilling af kamelfigurer: Opstillingen af de 6 kamelfigurer inden for fredningen blev også fundet i strid med fredningens § 2, da de blev anset for unødvendige fremmedelementer i naturen.

• Bibeholdelse af dæmning og opstemning af vandhul: Nævnet fandt, at bibeholdelse af dæmningen og opstemning af overfladevand var i strid med fredningens § 2 og § 4. Nævnet lagde vægt på, at dæmningen, uanset højde, ville forhindre bevaring af arealet i dets oprindelige tilstand og udgøre en terrænændring. En reduceret opstemning ville desuden påvirke udsigten over landskabet og fremstå kunstigt skabt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at klagerens øvrige anbringender kunne føre til et andet resultat. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.