Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til dyrkning af beskyttet natur

Sagen omhandler en klage over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 8. januar 2021, der afslog en lovliggørende dispensation til dyrkning af beskyttet natur på matr. nr. [matrikel nummer1] Ågård Hgd., Kettrup. Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. februar 2021, repræsenteret ved advokat.

Klager fastholdt, at arealet havde været dyrket fra 2005 til 2020, og at kommunen ikke havde ført tilsyn eller påtalt dyrkningen i denne periode. Klager henviste til en tidligere afgørelse (MAD.2000.1105), hvor dispensation blev meddelt på grund af ansøgerens gode tro og manglende reaktion fra tilsynsmyndigheden, og argumenterede for, at afslaget burde ændres til en dispensation.

Ejendommen og dens historie

Matr. nr. [matrikel nummer1] Ågård Hgd., Kettrup, er en landbrugsejendom på 6,25 ha, hvoraf ca. 2,2 ha er registreret som beskyttet overdrev, ca. 1.179 m2 som eng, og ca. 3.297 m2 som mose. Disse naturtyper er beliggende i sammenhæng. Nærmeste Natura 2000-område er nr. 13, Svinkløv Klitplantage og Grønne Strand, ca. 5,8 km væk.

Jammerbugt Kommune traf den 19. marts 2020 afgørelse om registrering af beskyttet mose og overdrev på matriklen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3. Kommunen vurderede, at arealet frem til 2002 havde været et samlet naturområde, der blev afgræsset eller anvendt til slæt. Efter 2002 blev dele af arealet, især den nordlige del, mindsket og omlagt til mark, hvilket fortsatte frem til 2016. Ved en besigtigelse i januar 2019 konstaterede kommunen, at den omlagte del var stubmark med majs, og at der var tegn på kalk og flint i jorden.

Klager ansøgte den 30. september 2020 om lovliggørende dispensation til dyrkning af jorden. Klager bestred kommunens vurdering af arealets historik og beskyttelsesstatus, idet det ikke tydeligt fremgik, hvordan kommunen var kommet frem til, at arealet havde været ét samlet naturareal frem til 2002. Klager mente, at den nordlige strimmel havde været dyrket mere intensivt og i sammenhæng med et ikke-beskyttet areal, og at den øvrige del havde været dyrket for intensivt til at være overdrev, hvilket kræver fravær af dyrkning i 30-50 år. Klager henviste til luftfotos, der angiveligt viste intensiv dyrkning siden 1954.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Jammerbugt Kommunes afgørelse af 8. januar 2021 om afslag på lovliggørende dispensation til dyrkning af beskyttet natur på matr. nr. [matrikel nummer1] Ågård Hgd., Kettrup. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt.

Retligt grundlag og arealets beskyttelsesstatus

Nævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2 og Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1. Det fremgår af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 2 og 4, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af moser, ferske enge og biologiske overdrev, når de er større end 2.500 m2 i sammenhængende areal. Nævnet konstaterede, at der var tvist om arealets beskyttelsesstatus, og efterprøvede derfor kommunens registreringsafgørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Jammerbugt Kommunes vurdering af, at arealerne er beskyttet overdrev og eng. Nævnet lagde vægt på en gennemgang af luftfotos fra 1944 til 1999, som viste, at den nordlige stribe fremstod uden opdyrkning/omlægning fra 1967 til 1999, og den resterende del fra mindst 1944 til 1999. Arealerne fremstod med uensartede strukturer med tegn på græsning/høslæt, og det registrerede engområde fremstod vandlidende på flere luftfotos. Desuden blev der ved besigtigelse i 2018 fundet karakteristisk overdrevsvegetation på tilstødende arealer med samme driftshistorie. Nævnet vurderede, at arealerne var beskyttet som henholdsvis fersk eng og overdrev på tidspunktet for opdyrkningen/omlægningen efter 1999, og at opdyrkningen udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelsesloven § 3.

Vurdering af dispensation

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Jammerbugt Kommunes vurdering af, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til opdyrkning af jorden. Det følger af Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, at dispensation kun kan meddeles i særlige tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at indgrebet ikke var naturforbedrende, og at der udelukkende var tale om private og jordbrugsmæssige formål. Den af klager fremhævede afgørelse (MAD.2000.1105) blev ikke anset for sammenlignelig på grund af forskellige faktiske forhold.

Det indgik desuden i nævnets vurdering, at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uhensigtsmæssig præcedens i fremtidige sager, hvilket ville stride mod hensynet bag beskyttelsesordningen i Naturbeskyttelsesloven § 3. Nævnet bemærkede, at det er lodsejerens ansvar at sikre, at der ikke foretages tilstandsændringer i beskyttet natur, og at beskyttelsen ikke er betinget af, at ejer har modtaget meddelelse herom, da det er arealets konkrete tilstand, der er afgørende for beskyttelsen.