Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af parkeringsplads i forhave

Københavns Kommune udstedte den 10. marts 2023 et påbud om lovliggørelse af en parkeringsplads på ejendommen [A1], 2400 København NV. Påbuddet blev udstedt, da kommunen konstaterede, at der var etableret en parkeringsplads i forhaven, og at hækken mod vejen var fjernet, hvilket stred mod lokalplan nr. 299, Hvidkildevej, specifikt § 9, stk. 4.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er beliggende i lokalplanens delområde III. Lokalplanens § 9, stk. 4, fastsætter, at ubebyggede arealer skal anlægges og vedligeholdes som have, og at forhaver ikke må indrettes med parkering. Desuden skal forhaven hegnes mod vej med en hæk på ca. 1 meter i højde.

Forløbet før kommunens afgørelse

Klageren modtog den 19. juli 2022 en tilladelse til etablering af en ny overkørsel på ejendommen. Denne tilladelse blev givet i henhold til Vejloven § 49, stk. 1 af Vejmyndighed, Tilladelse til Vejændring, Område for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold. Tilladelsen indeholdt ingen oplysninger om overensstemmelse med lokalplanen. Den 6. september 2022 modtog klageren en e-mail fra kommunen, der gjorde opmærksom på, at parkering i forhaver ikke var tilladt ifølge lokalplan nr. 299.

Klagerens anbringender

Klageren indgav en klage over kommunens påbud og anførte flere punkter:

• Lokalplanens fortolkning: Klageren mente, at lokalplanen ikke klart forbød parkering, så længe haven var anlagt og vedligeholdt som have, og at vurderingen af, hvad der udgjorde en have versus en parkeringsplads, var subjektiv. Klageren mente også, at forholdet var af underordnet betydning, hvilket ifølge Planloven § 51, stk. 3 burde fritage kommunen fra pligten til at håndhæve.
• Berettigede forventninger: Klageren havde modtaget en positiv tilladelse til overkørslen og var i god tro om projektets lovlighed. Klageren mente, at kommunen havde undladt at vejlede i strid med Forvaltningsloven § 7, stk. 2, og at tilladelsen til overkørsel burde betragtes som en dispensation.
• Proportionalitet og værdispild: Klageren havde brugt ca. 40.000 kr. på anlægget og ville påføres yderligere omkostninger ved lovliggørelse, hvilket klageren anså for at være i strid med proportionalitetsprincippet og ville medføre værdispild.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren påpegede, at mange andre ejendomme i området havde lignende parkeringsforhold i forhaven, og at det var udtryk for forskelsbehandling, at klageren blev påbudt at lovliggøre forholdet.

Planklagenævnet behandlede klagen over Københavns Kommunes påbud om lovliggørelse af parkeringspladsen på ejendommen [A1], 2400 København NV. Nævnet vurderede de retlige spørgsmål i sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Hjemmel til påbuddet

Planklagenævnet fandt, at etablering af kørespor i forhaven og fjernelse af hækken mod vejen var i strid med lokalplanens § 9, stk. 4. Forholdet krævede derfor dispensation i henhold til Planloven § 19. Kommunen havde således hjemmel til at give påbud om lovliggørelse. Nævnet bemærkede desuden, at Planloven § 51, stk. 3 kun fritager kommunen fra pligten til at håndhæve, hvis forholdet er af underordnet betydning, men ikke fra retten til at håndhæve. Klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde skabt en berettiget forventning hos klageren om, at fjernelse af hækken og etablering af parkeringspladsen var i overensstemmelse med lokalplanen. Tilladelsen til overkørsel var givet i henhold til Vejloven § 49, stk. 1 og indeholdt ingen henvisning til lokalplanen. Et eventuelt ukendskab til lokalplanens bestemmelser eller manglende vejledning fra kommunen i henhold til Forvaltningsloven § 7, stk. 2 kunne ikke medføre ugyldighed af kommunens afgørelse. Klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Proportionalitet og værdispild

Planklagenævnet vurderede, at påbuddet ikke var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Nævnet lagde vægt på hensynet til retshåndhævelsen og undgåelse af præcedensvirkning. Selvom klageren havde afholdt udgifter til anlægget, fandt nævnet, at fysisk lovliggørelse af parkeringspladsen og hækken ikke ville medføre et sådant værdispild, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet fandt, at den omstændighed, at kommunen endnu ikke havde håndhævet sammenlignelige forhold, ikke kunne føre til, at klageren havde krav på, at kommunen ikke håndhævede lokalplanen i den konkrete sag. Kommunen havde desuden oplyst, at de parkeringspladser, som klageren henviste til, var etableret før lokalplanens vedtagelse og derfor udgjorde eksisterende lovlig anvendelse, hvilket gjorde dem usammenlignelige med klagerens sag. Klagepunktet blev derfor ikke imødekommet.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes påbud af 10. marts 2023. Kommunens afgørelse står ved magt, og en eventuel ny frist for lovliggørelse skal fastsættes af Københavns Kommune. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.