Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om kystbeskyttelse ved Købelev Skov

Sagen omhandler en klage over Lolland Kommunes afgørelse af 6. marts 2023, hvor kommunen afslog en ansøgning om lovliggørende tilladelse til et kystbeskyttelsesanlæg i form af et dige. Diget er etableret på flere matrikelnumre i Købelev Skov, Købelev, og strækker sig over ca. 780 meter.

Sagens forhistorie og digets etablering

Kystdirektoratet besigtigede i 2011 diget og jordoplag. I 2013 meddelte direktoratet, at diget på strækningen st. 0 til st. 210 kunne bibeholdes, hvis brokker blev dækket med jord og tilsået med græs. Klager har anført, at dette er efterkommet, og at der kun er foretaget mindre reparationer efter højvandshændelser.

I 2018 afslog Kystdirektoratet en ansøgning om udvidelse af diget på strækningen st. 0 til st. 260 og forlængelse af diget på andre strækninger. Direktoratet vurderede, at udvidelsen var så omfattende, at der var tale om et nyt anlæg, og at det påvirkede beskyttet strandeng og eng. Klager blev påbudt at fjerne udvidelsen og retablere forholdene.

Myndighedskompetencen overgik i 2018 til kommunerne, og sagen blev videresendt til Lolland Kommune. Kommunen konstaterede ved besigtigelser i 2018 og 2022, at påbuddet ikke var efterkommet, og at der var foretaget yderligere aktiviteter, herunder hævning af diget på matr. nr. [M2] og [M3] og udvidelse på matr. nr. [M4].

Lolland Kommunes afgørelse

Lolland Kommune meddelte i juni 2022 varsel om påbud om at fjerne de etablerede diger og oplag på beskyttede naturarealer. Klager indsendte herefter en ansøgning om lovliggørende tilladelse til diget på strækningen st. 0 til st. 210 og st. 540 til st. 780. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at diget var anlagt på arealer med registreret eng og strandeng, som er beskyttet natur efter Naturbeskyttelseslovens § 3, og at det var muligt at anlægge diget uden for disse arealer. Kommunen henviste til Kystdirektoratets tidligere afgørelse fra 2018, der afslog udvidelse af digerne.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at Kystdirektoratets brev fra 2013 skabte en berettiget forventning om, at diget på strækningen st. 0 til st. 210 var lovligt. Klager bestred, at der var tilføjet yderligere jord udover nødvendige reparationer og tildækning af brokker. Vedrørende strækningen st. 540 til st. 780 anførte klager, at det ikke var muligt at flytte diget, da hele arealet var registreret som eng, og at udvidelsen var nødvendig på grund af stigende vandstande og kraftigere storme.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 og Kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 1. Nævnet har ophævet Lolland Kommunes afgørelse af 6. marts 2023 om afslag på lovliggørende tilladelse til kystbeskyttelse og hjemvist sagen til fornyet behandling ved førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Nævnets prøvelse og bemærkninger

Nævnet har i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2 begrænset sin prøvelse til de væsentligste retlige spørgsmål, herunder om kommunens afgørelse havde hjemmel i loven og var i overensstemmelse med forvaltningsretlige principper. Skønsmæssige spørgsmål vedrørende kystteknisk vurdering kan ikke påklages til nævnet, jf. Kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1.

Nævnet fandt, at Lolland Kommune havde truffet afgørelse på en forkert forudsætning. Kommunen anså hele kystbeskyttelsesanlægget på strækningen st. 0 til st. 210 for ulovligt, men nævnet vurderede, at klager havde en berettiget forventning om at kunne beholde det oprindelige anlæg på denne strækning, baseret på Kystdirektoratets brev af 31. januar 2013 og afgørelse af 12. februar 2018.

Derudover fandt nævnet, at Lolland Kommunes afvejning efter Kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1 var mangelfuld. Kommunen havde ikke tilstrækkeligt inddraget de parametre, som klager havde gjort gældende i ansøgningen, herunder behovet for kystbeskyttelse og udvidelse af denne på den ønskede placering. Nævnet konkluderede, at kommunens afgørelse led af væsentlige retlige mangler, der medførte dens ugyldighed.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Lolland Kommune ved den fornyede behandling af sagen skal være opmærksom på, at lovliggørelsesprocessen kun skal forholde sig til udvidelsen af kystbeskyttelsesanlægget, og at afgørelsen skal indeholde en fyldestgørende afvejning efter kystbeskyttelsesloven.