Afslag på dispensation til jordvold inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af en jordvold inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Rødekro. Jordvolden blev etableret i 2017 med det formål at forsinke overfladevand fra bagvedliggende arealer, indtil et privat rørlagt vandløb under ejendommen kunne håndtere vandet. Kystdirektoratet modtog henvendelser om jordvolden og besigtigede ejendommen i juli 2021.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 9. februar 2023 afslag på lovliggørende dispensation i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 15. Direktoratet påbød samtidig, at jordvolden skulle fjernes, og terrænet reetableres. Kystdirektoratet henviste til, at administrativ praksis for dispensation til terrænændringer er restriktiv, da sådanne ændringer ofte medfører en markant ændring af landskabet i strid med formålet med strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet fandt ikke, at det ansøgte udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, og mente, at de afvandingsmæssige udfordringer kunne løses på anden vis, f.eks. ved at dimensionere røret anderledes.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejere påklagede afgørelsen den 5. marts 2023 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne anførte navnlig, at:

• Der er tale om en mindre terrænregulering på under 0,5 m, som ikke vil medføre en negativ påvirkning af kystlandskabet, da den hverken er synlig fra kysten eller for forbipasserende.
• Jordvolden er nødvendig, idet de afvandingsmæssige forhold på ejendommen ikke kan løses på anden måde, især efter opførelsen af en mur på naboejendommene i 2016, som medførte øget opstuvning af vand.
• En dispensation ikke vil medføre præcedens, da der er tale om et nødvendigt forhold i et sommerhuslignende område, og volden er opført efter drøftelse med Aabenraa Kommune.
• Arealet har været anvendt til leg og samvær, og har været omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje siden 2003.

Kystdirektoratet fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at de afvandingsmæssige forhold kan løses på flere måder, og at jordvolden landskabeligt og præcedensmæssigt ikke er hensigtsmæssig i forhold til naturbeskyttelseslovens bestemmelser om strandbeskyttelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til bibeholdelse af jordvolden. Nævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på, at Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder terrænændringer. Formålet er at friholde strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb. Efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation, og praksis er meget restriktiv. En dispensation kræver et nødvendigt formål, der går forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og må ikke skabe præcedens.

Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til jordvolden. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at der findes alternative muligheder for at løse de nedbørsmæssige problematikker på ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at jordvolden udgør en ikke ubetydelig terrænændring, herunder at der er tilført stabilgrus. Det forhold, at volden ikke kan ses fra kysten eller af forbipasserende, ændrer ikke vurderingen, da strandbeskyttelseslinjen også tilsigter at beskytte de bagvedliggende kystlandskaber. Jordvolden er ikke forenelig med de hensyn, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage. Nævnet bemærkede desuden, at selvom arealet eventuelt skulle være have i naturbeskyttelseslovens forstand, ville den gennemførte terrænændring stadig kræve dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Nævnet lagde særligt vægt på den restriktive praksis og risikoen for uhensigtsmæssig præcedens i lignende sager.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.