Annullering af GUDP-tilsagn på grund af ulovlig statsstøtte efter overskridelse af støtteintensitet

En virksomhed søgte som hovedansøger på vegne af et konsortium om tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) til projektet ”Industrial production and processing of mussels to fish feed (InProFeed)”. Projektet involverede tre virksomheder og to universiteter. I december 2017 blev der meddelt tilsagn om et samlet tilskud på op til 7.727.814,00 kr. Klager, en stor virksomhed, fik tilsagn om 70 % i tilskud til demonstrationsaktiviteter, svarende til maksimalt 3.069.202,00 kr. Der blev udbetalt rater af tilskuddet i 2019 og 2020 på samlet 1.416.446,27 kr.

Annullering og tilbagebetalingskrav

Den 1. december 2022 traf Landbrugs- og Fiskeristyrelsen afgørelse om at annullere tilsagnet til klager og kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt med renter. Styrelsen begrundede afgørelsen med, at tilsagnet var i strid med EU's statsstøtteregler. GUDP-ordningen er anmeldt under EU's gruppefritagelsesforordninger, herunder Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 (GBER). Ifølge styrelsen kan en stor virksomhed, der udfører demonstrationsaktiviteter (som falder under kategorien eksperimentel udvikling), maksimalt modtage en støtteintensitet på 40 %. Da klager fik tilsagn om 70 %, var støtten ydet i strid med GBER og dermed ulovlig statsstøtte, som skal tilbagebetales for at genoprette den oprindelige konkurrencesituation.

Klagerens argumenter

Klager gjorde gældende, at afgørelsen var ugyldig på grund af formelle og materielle fejl. Hovedpunkterne i klagen var:

• Manglende partshøring: Styrelsen havde ikke partshørt klager i strid med Forvaltningslovens § 19.
• Usaglige hensyn: Afgørelsen var baseret på et usagligt hensyn om at undgå kritik af ministeriet (magtfordrejning).
• Ikke statsstøtte: Den støttede aktivitet var ikke en "økonomisk aktivitet", og støtten faldt derfor helt uden for statsstøttereglerne.
• Opdeling af støtte: Selv hvis støtten var delvist ulovlig, kunne styrelsen maksimalt kræve den del tilbage, der oversteg den lovlige grænse på 40 %. Klager henviste til nyere EU-domspraksis (sagerne C-102/21 og C-103/21), der skulle understøtte, at støtte kan opdeles i en lovlig og en ulovlig del.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Landbrugs- og Fiskeristyrelsens afgørelse om at annullere tilsagnet og kræve den udbetalte støtte tilbagebetalt. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de påklagede forhold og afviste at behandle spørgsmål om erstatningspligt, da dette hører under domstolene.

Sagsbehandling og forvaltningsretlige principper

Nævnet fandt ikke, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen havde tilsidesat sin partshøringspligt, da klager var bekendt med de faktiske oplysninger, som afgørelsen byggede på (virksomhedens størrelse og aktivitetstype). Ligeledes fandt nævnet ikke grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig på grund af magtfordrejning, da den var båret af saglige, lovlige kriterier. Begrundelsen i afgørelsen blev anset for at opfylde kravene i Forvaltningslovens § 24. Argumentet om brud på lighedsgrundsætningen blev afvist, da de sager, klager henviste til, havde et andet retsgrundlag.

Støttens karakter og lovlighed

Nævnet fastslog, at støtten var statsstøtte omfattet af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 107, stk. 1, da den blev ydet med statsmidler til en virksomheds økonomiske aktiviteter og kunne fordreje konkurrencen.

Støtteintensitet og tilbagebetaling

Kernen i afgørelsen var vurderingen af støtteintensiteten. Nævnet konstaterede, at den maksimale støtteintensitet for en stor virksomhed, der udfører eksperimentel udvikling i et samarbejdsprojekt, er 40 % i henhold til GBER artikel 25, stk. 5, litra c og stk. 6, litra b. Den tildelte støtte på 70 % var derfor i strid med GBER.

Med henvisning til EU-Domstolens praksis (særligt sag C-349/17 og C-654/17 P) konkluderede nævnet, at når en støtte ikke opfylder alle betingelser i en gruppefritagelsesforordning, er hele støtten ulovlig, da den er ydet i strid med anmeldelsespligten i TEUF artikel 108, stk. 3. En national myndighed er derfor forpligtet til at kræve hele det ulovligt tildelte beløb tilbage. Nævnet fandt ikke, at EU-dommene i sagerne C-102/21 og C-103/21 kunne føre til et andet resultat, da omstændighederne i de sager adskilte sig fra den foreliggende sag.