Planklagenævnets afgørelse om lokalplanpligt ved udstykning af sommerhusgrunde

Syddjurs Kommune traf den 18. august 2022 afgørelse om, at udstykning af 8 sommerhusgrunde fra ejendommen A1, 8400 Ebeltoft, er lokalplanpligtig. Ansøgeren klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet, som skulle vurdere, om forholdet er lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2.

Ejendommen og områdets karakter

Ejendommen A1, beliggende i Ebeltoft, er en stor ubebygget naturgrund, der tidligere er overført til sommerhusområde i den dagældende Bygningsvedtægt for Ebeltoft Kommune fra 1970. Den ligger cirka 400 meter fra kysten og er dermed placeret i kystnærhedszonen. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan, men er i Kommuneplan 2020-2032 udlagt som sommerhusområde under rammeområde 1.13.S14, Sommerhusområde ved Lyngsbæk Strand. Grunden grænser op til et åbent markareal med træer på to sider og et eksisterende sommerhusområde på de øvrige to sider.

Kommunens begrundelse for lokalplanpligt

Kommunen begrundede sin afgørelse med, at udstykningen af de 8 sommerhusgrunde ville medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø, da arealet i dag fremstår som en større naturgrund uden beboelsesbygning. Kommunen fremhævede, at området indeholder et større slugtområde med naturinteresser, der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven § 3, og at der er en økologisk forbindelse gennem området. Det større naturområde vurderes at være en væsentlig kvalitet for de omkringliggende sommerhusbeboere. Kommunen anførte desuden, at Planloven § 13, stk. 2 kræver en lokalplan for større udstykninger, og at de omkringliggende beboere skulle have mulighed for at yde indflydelse på planlægningen.

Klagerens indvendinger

Klageren anførte, at udstykningen ikke burde udløse lokalplanpligt, idet der i området findes cirka 2.000 bebyggede sommerhusgrunde uden lokalplan, hvilket ifølge klageren er et brud på lighedsgrundsætningen. Klageren gjorde desuden gældende, at udstykningen ligger uden for det område, der er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven § 3, og at den økologiske forbindelse løber mellem to specifikke byggefelter (grund 11 og 12).

Planklagenævnet fandt, at den ansøgte udstykning af de 8 sommerhusgrunde medfører en så væsentlig ændring i det bestående miljø, at projektet er lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Syddjurs Kommunes afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence og vurderingsgrundlag

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Ved vurderingen af lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2 er det afgørende kriterium, om et projekt vil medføre væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dette omfatter projektets omfang samt dets visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i forhold til områdets karakter. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at større projekter vurderes i en planmæssig sammenhæng, og at borgere får mulighed for indflydelse på planlægningen. Projekter kan kræve lokalplan, selvom de ikke er store, hvis de påvirker sårbare områder.

Nævnets konkrete vurdering

Nævnet lagde vægt på, at udstykningen muliggør opførelse af 8 sommerhuse på en ubebygget grund, hvor der kun findes en driftsbygning. Desuden blev det inddraget, at kommunen i april 2022 allerede havde givet tilladelse til udstykning af 6 sommerhusgrunde på et tilstødende areal, hvilket betyder, at det samlede projekt udgør 14 sommerhusgrunde. Nævnet fremhævede også, at udstykningen sker i et sommerhusområde, hvor rekreative natur- og friarealer har særlig betydning for områdets karakter og værdi. Dette understøttes af, at arealet ligger i forlængelse af en grøn, ubebygget kile, som i kommuneplanen er udpeget til økologisk forbindelse og område med naturbeskyttelsesinteresser, og som er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven § 3.

Afvisning af klagerens indvendinger

Vedrørende klagerens argument om, at kommunens vurdering var baseret på usaglige hensyn, bemærkede nævnet, at afgørelsen om lokalplanpligt er en retlig vurdering og ikke en skønsmæssig afgørelse. Nævnet traf sin afgørelse ud fra de relevante forhold og fandt det derfor ikke nødvendigt at tage stilling til dette klagepunkt. Angående klagerens henvisning til lighedsgrundsætningen og de mange eksisterende sommerhusgrunde uden lokalplan, fastslog nævnet, at det ansøgte projekt er omfattet af Planloven § 13, stk. 2 baseret på nævnets egen vurdering. Eventuelle tidligere afgørelser fra kommunen i lignende sager ville derfor ikke ændre nævnets afgørelse i denne sag.

Kommunens forpligtelse

Planklagenævnet bemærkede afslutningsvist, at det følger af Planloven § 13, stk. 3, at en kommune snarest skal udarbejde et forslag til lokalplan og fremme sagen mest muligt, hvis en ønsket foranstaltning kræver lokalplan efter lovens § 13, stk. 2, og er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.