Planklagenævnets afgørelse om lokalplan for Nuuks Plads Metrostationsplads

Københavns Kommune vedtog den 1. december 2022 endeligt lokalplan nr. 489-1, Nuuks Plads Metrostationsplads tillæg 1, og kommuneplantillæg nr. 15. Formålet med planerne er at muliggøre opførelse af ny bebyggelse til boliger, butikker og serviceerhverv, delvist bevare eksisterende bygninger samt fastsætte en 0-parkeringsnorm for området.

To naboer til planområdet klagede over planvedtagelsen. Klagerne anførte, at der ikke var hjemmel i planloven til at vedtage planerne med en 0-parkeringsnorm, at planerne var i strid med kommuneplanen og lovgivningen, og at kommunen havde overtrådt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planernes indhold

Lokalplanens § 5, stk. 1, fastsætter, at parkering begrænses til 1 handicapparkeringsplads, der skal etableres på terræn med overkørsel fra Florsgade. Kommuneplantillægget tilføjer en bemærkning til kommuneramme C3*, der specificerer, at der til ny bebyggelse/ombygning på den pågældende matrikel alene skal etableres parkering til renovation, varelevering, afsætning og handicapparkering.

Kommuneplangrundlaget

Ved planernes endelige vedtagelse var Kommuneplan 2019 for Københavns Kommune gældende. Denne kommuneplan fastsætter generelle rammebestemmelser for parkeringsnormer og kommunens målsætninger for byudvikling, herunder et mål om, at biltrafikken maksimalt udgør 25% af al trafik i 2025.

Planklagenævnets rolle

Planklagenævnet behandlede de retlige spørgsmål i sagen, herunder spørgsmål om lovhjemmel, overholdelse af kommuneplanen og lovgivningen samt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Nævnet har ikke kompetence til at efterprøve uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed, da dette ikke er et retligt spørgsmål.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne, hvilket betyder, at lokalplanen og kommuneplantillægget fortsat er gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden eller gyldigheden af afgørelser, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Nævnet kan derimod ikke efterprøve uenighed i planers indhold eller hensigtsmæssighed.

Lovhjemmel for 0-parkeringsnorm

Klagerne anførte, at planloven ikke indeholder hjemmel til at vedtage en 0-parkeringsnorm. Planklagenævnet fastslog, at kommunerne har et særdeles vidt skøn i forhold til indholdet af lokalplaner, så længe det er i overensstemmelse med Planloven § 15. Specifikt giver Planloven § 15, stk. 2, nr. 4 mulighed for at lokalplanlægge om trafikale forhold, og Planloven § 15, stk. 2, nr. 10 om anvendelse af ubebyggede arealer. Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel i planloven til at fastsætte lokalplanbestemmelsen om bilparkering og vedtage kommuneplantillægget, der muliggør 0-parkeringsnormen. Hensigtsmæssigheden af antallet af parkeringspladser er ikke et retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve.

Forholdet mellem planerne og lovgivning

Klagerne mente, at planerne var i strid med kommuneplanen og virke for-princippet, samt at kommuneplantillægget var vedtaget i strid med reglerne om kommuneplansrevision. Planklagenævnet vurderede, at en kommune kan ændre tidligere kommuneplanlægning med et kommuneplantillæg. Nævnet lagde vægt på, at reglerne om vedtagelse af kommuneplantillæg er uafhængige af reglerne om kommuneplansrevision, og at der ikke er et egentligt retligt hierarki internt i kommuneplanen. En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer eller rammebestemmelser, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. Nævnet fandt, at hverken lokalplanen eller kommuneplantillægget var i strid med Kommuneplan 2019. I forhold til virke for-princippet, jf. Planloven § 12, stk. 1, skal kommunen inddrage hensynet til kommuneplanen i enkeltsagsbehandling, men nævnet har ikke kompetence til at efterprøve kommunens skøn over hensigtsmæssigheden af parkeringspladser i lokalplanen.

Lighedsgrundsætningen

Klagerne hævdede, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da lignende planer ikke var vedtaget for tilsvarende byggerier. Planklagenævnet fastslog, at lighedsgrundsætningen indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, men den afskærer ikke kommunen fra at vedtage planer, der fastlægger nye parkeringsnormer i et specifikt område. Kommunen har et vidt skøn i planlægningen, og borgere har ikke et retskrav på en bestemt lokalplanlægning. Nævnet fandt, at lighedsgrundsætningen ikke var til hinder for at fastsætte en ny parkeringsnorm i det konkrete planområde, og der var ikke grundlag for at antage, at kommunen havde lagt usaglige hensyn til grund for fastsættelsen af parkeringsnormen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Klagegebyrer tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klagerne medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.