Afslag på lovliggørende dispensation for sauna inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til en opført sauna inden for strandbeskyttelseslinjen på matr. nr. [M1] og [M2] i Nykøbing M. Saunaen er placeret ca. 65 meter fra kysten og inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje, tilbagetrukket fra stranden mellem et klubhus og et vandrehjem.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 21. december 2022 afslag på dispensationen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet vurderede, at ansøgningen ikke kunne behandles efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 5, da området ikke er omfattet af en lokalplan. Kystdirektoratet fandt ikke, at saunaen kunne karakteriseres som en facilitet til støtte for friluftslivet, da dens placering gav indtryk af tilhørsforhold til vandrehjemmet eller roklubben, og en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedensvirkning.

Klagerens anbringender

Foreningen [F1] påklagede afgørelsen den 18. januar 2023 på vegne af ejendommens ejer. Klager anførte, at Kystdirektoratet havde anvendt forkert retsgrundlag, idet ansøgningen burde være behandlet efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 og ikke Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 5, da området ikke er lokalplanlagt. Klager mente desuden, at der var begået sagsbehandlingsfejl ved manglende partshøring.

Klager fremhævede, at saunaen er placeret under hensyntagen til naturen og kystlandskabet, og at den er fuldt tilgængelig for offentligheden 3-4 gange ugentligt mod betaling, hvilket burde kvalificere den som en facilitet til støtte for friluftslivet. Det blev også anført, at ansøgningen burde være behandlet efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 7 om lempeligere dispensationsadgang for eksisterende turismevirksomheder, da vandrehjemmet måtte betragtes som sådan. Klager afviste præcedensvirkning, da projektet havde modtaget støtte fra Friluftsrådet, og lignende etableringer ikke ville være mulige lokalt. Klager påpegede desuden, at Kystdirektoratets argumentation var selvmodsigende, og at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen sammenlignet med andre sager.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til den opførte sauna inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at det ansøgte ikke var omfattet af de lempeligere dispensationsadgange.

Vurdering af retsgrundlag

Nævnet vurderede, at saunaen ikke var omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 7 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 8 eller Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 5. Dette skyldtes, at klager, som vinterbadeklub, ikke kunne anses for en eksisterende turismevirksomhed, og området ikke var lokalplanlagt. Placeringen i tilknytning til vandrehjemmet ændrede ikke denne vurdering.

Vurdering af friluftsformål

Miljø- og Fødevareklagenævnet tilsidesatte ikke Kystdirektoratets vurdering af, at saunaen ikke var omfattet af den lempeligere dispensationspraksis for mindre faciliteter til støtte for friluftslivet. Nævnet lagde vægt på saunaens tilbagetrukne placering, der gav indtryk af tilhørsforhold til vandrehjemmet eller roklubben, samt dens begrænsede tilgængelighed, åbningstider og krav om betaling efter brug. Derfor skulle ansøgningen vurderes efter den sædvanlige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Særlige omstændigheder og præcedens

Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Projektet med den kystnære placering og delvise indblik fra stranden ville medføre en negativ påvirkning af det kystnære område og var ikke foreneligt med strandbeskyttelseslinjens formål. Ønsket om at bibeholde saunaen, som ikke var tiltænkt en bred kreds af offentligheden, udgjorde ikke et særligt forhold. Nævnet lagde særligt vægt på den restriktive praksis inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje og risikoen for utilsigtet præcedensvirkning i lignende sager, uanset støtte fra Friluftsrådet.

Afsluttende bemærkninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af behovet for partshøring. Der var heller ikke fremkommet oplysninger om sammenlignelige dispensationer, og nævnet var ikke bundet af førsteinstansens eventuelle tidligere praksis. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt.