Planklagenævnets afgørelse om bebyggelsesprocent for sommerhus på [A1], Hjørring Kommune

Hjørring Kommune traf den 8. december 2022 afgørelse om, at bebyggelsesprocenten for et sommerhus med tilhørende overdækning og garage på ejendommen [A1] var i overensstemmelse med lokalplan nr. 4.7.0.0, Sommerhusområderne i Løkken-Vrå Kommune. Afgørelsen blev påklaget af en nabo og en grundejerforening i området. Ejendommen, der har et grundareal på 2.238 m2, er omfattet af lokalplan nr. 4.7.0.0, vedtaget den 11. februar 1991, som i § 6.1 fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 10.

Planklagenævnet havde tidligere, den 30. august 2022, ophævet en lignende afgørelse fra kommunen. Dengang fandt nævnet, at et teknik- og redskabsrum på 31 m2 skulle medregnes i etagearealet, hvilket medførte, at bebyggelsesprocenten ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 6.1.

I den nuværende sag har kommunen givet byggetilladelse til et revideret projekt, hvor det tidligere udhus er ændret til en garage. Kommunen vurderede, at garagearealet er fradragsberettiget efter beregningsreglerne i Bygningsreglement for småhuse 1985 (BR-S 85), og at det reviderede projekt derfor er i overensstemmelse med lokalplanen.

Klagerne vedrører primært to spørgsmål, som Planklagenævnet har behandlet:

Klagepunkter

• Om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller kræver dispensation fra lokalplanens § 6.1, jf. Planloven § 19.
• Om reglerne om partshøring er overholdt, jf. Forvaltningsloven § 19.

Planklagenævnet har ikke behandlet øvrige klagepunkter, da de enten faldt uden for nævnets kompetence eller ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagerne over Hjørring Kommunes afgørelse af 8. december 2022. Kommunens afgørelse gælder derfor.

Planklagenævnets kompetence omfatter retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af bebyggelsesprocent

Lokalplanens § 6.1 fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 10. Da lokalplanen er fra 1991, skal beregningen af bebyggelsesprocenten ske efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, nemlig Bygningsreglement for småhuse 1985 (BR-S 85). Ifølge BR-S 85, bilag A, afsnit A.2.2.3, stk. 5, litra a, medregnes kun den del af garagearealet, der overstiger 35 m2, i etagearealet for fritliggende enfamiliehuse. Da den ansøgte garage er på 31 m2, skal den ikke medregnes i etagearealet.

Ejendommens grundareal er 2.238 m2, hvilket giver mulighed for et etageareal på op til 223,8 m2 (10% af 2.238 m2). Det ansøgte byggeri har et samlet boligareal på 223,5 m2, når garagearealet ikke medregnes. Planklagenævnet finder derfor, at forholdet er i overensstemmelse med lokalplanens § 6.1 og således ikke kræver dispensation, jf. Planloven § 19.

Vurdering af partshøring og indsigelser

Klagerne anførte, at kommunen havde undladt at partshøre to borgere, som tidligere var blevet hørt. Planklagenævnet fandt, at selvom der måtte have været pligt til partshøring, lider kommunens afgørelse ikke af en væsentlig retlig mangel. Dette skyldes, at det ansøgte byggeri er umiddelbart tilladt, og en eventuel ophævelse og hjemvisning af sagen ikke ville føre til et andet resultat. Nævnet tog derfor ikke stilling til, om de to borgere var parter i sagen.

Vedrørende håndtering af indsigelser bemærkede klagerne, at kommunen havde undladt at tage indsigelser i betragtning og besvare dem. Planklagenævnet konstaterede, at kommunen havde været opmærksom på de indkomne indsigelser, og at de var indgået i vurderingen. Der er ikke krav om, at kommunen skal imødekomme indkomne høringssvar, kun at de skal indgå i vurderingen, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Forhold som ikke behandles

Planklagenævnet har ikke behandlet klagepunkter vedrørende:

• Tilsyn: Klager over, at bygningen reelt er et udhus og ikke en garage, er et tilsynsspørgsmål, der ikke er omfattet af den påklagede byggetilladelse. Kommunerne fører tilsyn efter Planloven § 51, stk. 1.
• Isolerede sagsbehandlingsspørgsmål: Klager over tilsidesættelse af notatpligt, vejledningspligt og god forvaltningsskik, da disse ikke medfører ugyldighed af afgørelsen.
• Delegation af kompetence: Klager over kommunens interne delegationsbeslutninger, da dette ikke er et retligt spørgsmål, som nævnet kan efterprøve.
• Hensigtsmæssighed: Klager over færdselssikkerhed og negativ betydning for naboer, da dette vedrører afgørelsens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.