Landsskatteretten: Moms – Nægtelse af fradrag for købsmoms – Manglende dokumentation – Fiktive fakturaer – Forhøjelse af salgsmoms – Privat salg af bådhus

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af momstilsvaret i klagerens enkeltmandsvirksomhed, [virksomhed1], for perioden 1. april 2020 til 30. juni 2021. Forhøjelsen skyldtes dels en forhøjelse af salgsmoms og dels nægtelse af fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandører samt øvrige udgifter. Virksomheden, der var registreret som tømrer- og bygningssnedkervirksomhed, havde ikke ansatte i den påklagede periode og afregnede moms kvartalsvis.

Skattestyrelsen havde oprindeligt forhøjet salgsmomsen med 14.000 kr. for 1. kvartal 2021, da en indsætning på 70.000 kr. på klagerens private bankkonto blev anset for at være virksomhedens omsætning. Klageren fremlagde dog en overdragelsesaftale, der dokumenterede, at beløbet stammede fra et privat salg af et bådhus. Skattestyrelsen anerkendte efterfølgende, at salget var af privat karakter, og at salgsmomsen derfor ikke skulle forhøjes med dette beløb.

Den primære del af sagen vedrørte nægtelse af fradrag for købsmoms for udgifter til fem underleverandører: [virksomhed2], [virksomhed3] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed5] og [virksomhed6] ApS. De samlede fradrag, der blev nægtet, beløb sig til 189.205 kr. for underleverandører og 1.671,02 kr. for øvrige udgifter. Skattestyrelsen begrundede nægtelsen med, at fakturaerne fra underleverandørerne var mangelfulde og ikke dokumenterede de leverede ydelser tilstrækkeligt. Mange af underleverandørerne havde ingen ansatte, indberettede nulangivelser for moms, og var gået konkurs. Skattestyrelsen mistænkte, at der var tale om fiktive fakturaer fra såkaldte ”fakturafabrikker”, der blev brugt til uberettiget momsfradrag og dækning af sort løn. Klageren fastholdt, at der var realitet bag fakturaerne, og at arbejdet var udført og viderefaktureret til virksomhedens kunder. Klageren anførte også, at hans læse- og skrivevanskeligheder betød, at mundtlige aftaler var almindelige, og at han ikke havde indsigt i underleverandørernes interne forhold. Klageren mente ikke, at den skærpede bevisbyrde var opfyldt af Skattestyrelsen, og at han selv havde løftet sin bevisbyrde.

For de øvrige udgifter, der beløb sig til 8.355,09 kr. (heraf 1.671,02 kr. moms), nægtede Skattestyrelsen fradrag, da kvitteringerne var udstedt til en anden virksomhed, [virksomhed6] ApS, og dermed ikke kunne anses for at vedrøre klagerens virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse vedrørende salgsmoms, men stadfæster afgørelsen vedrørende købsmoms.

Salgsmoms

Skattestyrelsen havde forhøjet virksomhedens salgsmoms med 14.000 kr. for 1. kvartal 2021, baseret på en indsætning på 70.000 kr. på klagerens private bankkonto. Landsskatteretten fandt, at klageren havde dokumenteret, at indsætningen stammede fra et privat salg af et bådhus, hvilket blev understøttet af en overdragelsesaftale og Skattestyrelsens egen ændrede vurdering. Beløbet skulle derfor ikke indgå i virksomhedens momspligtige omsætning i henhold til Momsloven § 46, stk. 1 og Momsloven § 27, stk. 1. Landsskatteretten nedsatte derfor virksomhedens salgsmoms med 14.000 kr. for 1. kvartal 2021.

Købsmoms

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandører og øvrige udgifter. Retten lagde vægt på følgende:

• Manglende fakturakrav: Fakturaerne fra underleverandørerne opfyldte ikke de forskriftsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 og 6, da de manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført.
• Skærpet bevisbyrde: På grund af de mangelfulde fakturaer påhvilede der virksomheden en skærpet bevisbyrde for, at der var foretaget momspligtige leverancer, jf. SKM2023.213.ØLR.
• Manglende dokumentation: Virksomheden havde ikke fremlagt samarbejdsaftaler, timesedler eller andre understøttende bilag, der kunne redegøre for grundlaget for samarbejdet med underleverandørerne, jf. SKM2020.484.BR.
• Underleverandørernes forhold: Størstedelen af underleverandørerne (virksomhed2, virksomhed3, virksomhed4 og virksomhed6) havde ikke været registreret med ansatte, havde ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, havde ikke afregnet moms, og var alle gået konkurs. Deres branchekoder og formål stemte ofte ikke overens med de fakturerede ydelser, jf. SKM2021.395.BR og SKM2024.101.BR.
• Specifikke forhold for virksomhed5: Selvom virksomhed5 havde ansatte, var der store uoverensstemmelser mellem bogført omsætning og udstedte fakturaer, samt betydelige udenlandske overførsler, hvilket yderligere understøttede mistanken om fiktive ydelser.
• Betaling som bevis: Det forhold, at fakturaerne var betalt via bankoverførsler, udgjorde ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at ydelserne faktisk var leveret, jf. SKM2023.213.ØLR.
• Øvrige udgifter: Fradrag for øvrige udgifter blev nægtet, da fakturaerne var udstedt til en anden virksomhed, og købene dermed ikke kunne anses for anvendt til klagerens virksomheds leverancer i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og stk. 2.