Landsskatteretten stadfæster afgørelse om nægtet momsfradrag for malervirksomhed grundet manglende dokumentation for underleverandørydelser

Sagen omhandler en malerforretning, [virksomhed1], der klagede over Skattestyrelsens forhøjelse af virksomhedens momstilsvar med i alt 352.535 kr. for perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2022. Forhøjelsen skyldtes Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for købsmoms af udgifter til syv underleverandører, da der blev rejst tvivl om realiteten af de fakturerede ydelser.

Virksomheden, der er ejet og drevet af [person1], havde i den påklagede periode varierende antal ansatte, typisk én til to. Virksomheden angav løbende momstilsvar, men Skattestyrelsen fandt, at en række fakturaer fra underleverandørerne ikke kunne godkendes som grundlag for momsfradrag. De omstridte fakturaer og momsbeløb var som følger:

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at fakturaerne ikke levede op til fakturakravene i Momsbekendtgørelsen § 58 (dagældende) og Momsbekendtgørelsen § 57 (nugældende), da de manglede specifikation af art, mængde, leveringsperiode og udførende person. Desuden havde Skattestyrelsen konstateret, at flere af underleverandørerne ([virksomhed2], [virksomhed3], [virksomhed4], [virksomhed5], [virksomhed6], [virksomhed7], [virksomhed8]) enten havde udstedt fiktive fakturaer, manglede reel drift, var gået konkurs, eller ikke havde ansatte til at udføre det fakturerede arbejde. Disse forhold skabte en formodning om, at der ikke var udført reelt arbejde, og at der snarere var tale om pengeflytning. Skattestyrelsen henviste til, at virksomheden havde en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet, og henviste til retspraksis som SKM2009.325.ØLR og SKM2020.150.BR.

Virksomheden bestred Skattestyrelsens opfattelse og gjorde gældende, at fakturaerne var reelle, og at der var modtaget ydelser. De anførte, at anvendelsen af underleverandører var almindelig i branchen og økonomisk fordelagtig. Virksomheden henviste til EU-Domstolens praksis (C-438/09 Boguslaw Juliusz Dankowski, C-368 Pannon Gép Centrum kft., C-285/11 Bonik, C-80/11 og C-142/11 Mahagében Dávid, C-324/11 Tóth, C-131/13 Schoenimport), der ifølge virksomheden fastslår, at formelle fejl på fakturaer eller svig hos underleverandører ikke automatisk afskærer fradragsret, medmindre den afgiftspligtige vidste eller burde have vidst, at transaktionen var led i svig. Virksomheden mente, at de havde overholdt deres undersøgelsespligt og fremlagt tilstrækkelig dokumentation i form af fakturaer og tilvalgsark med detaljerede specifikationer og billeder. De påpegede, at Skattestyrelsen ikke havde dokumenteret, at virksomheden havde kendskab til eventuel svig hos underleverandørerne. Virksomheden fremhævede, at de væsentligste fakturakrav – identifikation af udsteder og art af ydelser – var opfyldt, og at betalingerne var dokumenteret via bankoverførsler.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte fradrag for købsmoms på i alt 352.535 kr. for perioden 1. januar 2020 til 30. juni 2022. Afgørelsen bygger på, at virksomheden ikke har løftet den skærpede bevisbyrde for, at de fakturerede ydelser fra underleverandørerne reelt er leveret.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Mangelfuld fakturadokumentation: Fakturaerne levede ikke op til de forskriftsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 57 og Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 og 6. De manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt tilstrækkelige detaljer om de udførte opgaver, hvor og hvornår arbejdet var udført.
• Skærpet bevisbyrde: På grund af de mangelfulde fakturaer og de unormale forhold omkring underleverandørerne, påhvilede der virksomheden en skærpet bevisbyrde for, at der var foretaget momspligtige leverancer, jf. blandt andet SKM2023.213.ØLR.
• Manglende supplerende dokumentation: Virksomheden havde ikke fremlagt yderligere dokumentation som samarbejdsaftaler, timesedler eller oplysninger om, hvem der konkret havde udført arbejdet, jf. SKM2020.484.BR.
• Forhold hos underleverandørerne: Størstedelen af underleverandørerne havde ikke været registreret med ansatte, havde ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag, og flere var gået konkurs. Nogle var registreret med branchekoder og formål, der ikke stemte overens med de fakturerede ydelser, jf. SKM2021.395.BR.
• Betaling alene er ikke tilstrækkeligt: Det forhold, at fakturaerne var betalt ved elektroniske pengeoverførsler, udgjorde ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at leveringer af ydelser havde fundet sted, jf. SKM2023.213.ØLR.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at der var tale om så usædvanlige omstændigheder, at de indsendte fakturaer ikke kunne anses for at være reelle, og virksomheden havde derfor ikke dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt.