Afslag på lovliggørende dispensation til facadebeklædning i strid med lokalplan

Sagen omhandler et afslag fra Vesthimmerlands Kommune på en ansøgning om lovliggørende dispensation til at bibeholde en facadebeklædning af fibercement (HardiePlank) på et sommerhus. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, der stiller specifikke krav til facadematerialer.

Kommunens afgørelse

Vesthimmerlands Kommune vurderede, at facadebeklædningen ikke var i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1, som foreskriver, at bygninger skal fremstå med træbeklædning, pudset eller vandskuret mur. Kommunen fandt efter en besigtigelse, at materialet, trods en prægning med træstruktur, tydeligt fremstod som et fibercementprodukt og ikke som træ. Afslaget blev begrundet med hensynet til at bevare områdets karakter og autenticitet, undgå uønsket præcedens og håndhæve lokalplanens bestemmelser, da ejendommen er synlig fra en offentlig sti.

Klagens hovedpunkter

Ejeren klagede over afgørelsen med henvisning til, at kommunens afgørelse manglede en konkret og saglig begrundelse. Klageren mente desuden, at et krav om udskiftning af facaden ville være i strid med proportionalitetsprincippet og medføre et betydeligt værdispild. Endelig henviste klageren til, at andre ejendomme i området angiveligt havde samme type facadebeklædning, hvilket rejste spørgsmål om ligebehandling.

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at give medhold i klagen og stadfæstede dermed Vesthimmerlands Kommunes afgørelse.

Fortolkning af lokalplanen

Nævnet fastslog, at facadebeklædningen af fibercement (HardiePlank) ikke er i overensstemmelse med lokalplanens § 7.1. Bestemmelsen kræver, at bygninger fremtræder med træbeklædning, og specificerer yderligere, at træbeklædning skal udføres med savskårne eller høvlede brædder. Da det anvendte materiale ikke er træ, kræver forholdet en dispensation, jf. Planlovens § 19.

Begrundelse og konkret vurdering

Planklagenævnet vurderede, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet og baseret på en konkret og individuel vurdering. Kommunen havde henvist til saglige, planlægningsmæssige hensyn som bevarelse af områdets karakter, retshåndhævelse og undgåelse af præcedens. Begrundelsen levede op til kravene i Forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Proportionalitet og værdispild

Nævnet fandt ikke, at afslaget var i strid med proportionalitetsprincippet. Selvom udgifterne til udskiftning af facaden blev anslået til 100.000-150.000 kr., vejede hensynet til retshåndhævelse og undgåelse af præcedens tungere end hensynet til at undgå værdispild.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet afviste klagepunktet om usaglig forskelsbehandling. Kommunen oplyste, at den ikke havde kendskab til eller havde givet tilladelse til lignende facadematerialer i området. Nævnet bemærkede, at selv hvis andre ulovlige forhold eksisterede, forpligter det ikke kommunen til at dispensere i den konkrete sag. Kommunen skal dog iagttage lighedsgrundsætningen ved et eventuelt påbud om fysisk lovliggørelse.