Nægtelse af fradrag for udgifter til personbil og underleverandør - manglende dokumentation og privat interesse

Sagen omhandler et selskabs fradrag for udgifter til en personbil (Audi SQ5 TDI) og en underleverandør ([virksomhed2] ApS) for indkomstårene 2019 og 2020. Skattestyrelsen havde nægtet fradragene og anset de afholdte udgifter for maskeret udlodning til selskabets eneanpartshaver, [person2].

Faktiske omstændigheder

Selskabet, [virksomhed1] ApS, en tagdækningsvirksomhed, fratrak i 2019 og 2020 udgifter til en Audi SQ5 TDI på henholdsvis 263.061 kr. og 151.254 kr. Eneanpartshaveren, [person2], var registreret som bruger af bilen i store dele af perioden. Selskabet havde også fratrukket 56.000 kr. for en faktura fra underleverandøren [virksomhed2] ApS, som Skattestyrelsen anså for fiktiv. [virksomhed2] ApS's direktør er dømt for hvidvask i forbindelse med udstedelse af fiktive fakturaer.

Selskabet argumenterede for, at bilen udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, og at eneanpartshaveren havde en privat bil (VW Polo). Som dokumentation fremlagdes broafgiftskvitteringer og en udlejningsfaktura for bilen til tredjemand. Vedrørende underleverandørfakturaen fastholdt selskabet, at arbejdet var reelt udført af [person4] (tidligere [person3]), som havde en gæld til stifteren af selskabet. Selskabet henviste til en ny dom fra EU-Domstolen (C-537/22 Global Ink Trade Dom af 11. januar 2024) vedrørende momsfradrag og bevisbyrden for svig, idet det blev anført, at der ikke kan stilles krav om, at den afgiftspligtige person foretager komplekse og vidtrækkende kontroller af leverandøren.

Skattestyrelsen fastholdt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for bilens erhvervsmæssige anvendelse, og at den fremlagte dokumentation var utilstrækkelig. Vedrørende underleverandørfakturaen fastholdt Skattestyrelsen, at fakturaen var fiktiv, da den manglede specificering, og personerne bag [virksomhed2] ApS var dømt for at udstede fiktive fakturaer. Selvom [person4] forklarede at have udført arbejdet, kendte han ikke [virksomhed2] ApS og havde ikke set fakturaen.

Udgifter til Audi SQ5 TDI

Selskabet fratrak følgende udgifter til Audi SQ5 TDI:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og nægtede selskabet fradrag for driftsomkostninger på i alt 470.315 kr. for indkomstårene 2019 og 2020. Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt den skattepligtige, jf. Højesterets dom af 19. marts 2004 (SKM2004.162.HR).

Selskabets udgifter til Audi SQ5 TDI

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at udgifterne til personbilen Audi SQ5 TDI var afholdt i selskabets interesse. Retten lagde vægt på, at bilen er en personbil, som eneanpartshaveren var registreret som bruger af i perioderne 16. november 2019 til 19. november 2020 og 30. november 2020 til 10. december 2021. Der var ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for registreringsforhold i den øvrige del af indkomstårene 2019-2021.

De fremlagte seks kvitteringer og to afregningsspecifikationer for broafgifter, hvoraf den relevante Audi med registreringsnummer [reg.nr.1] fremgik to steder, dokumenterede eller sandsynliggjorde ikke bilens erhvervsmæssige benyttelse tilstrækkeligt. De registrerede passager var foretaget i perioden 1. september til 3. september 2019, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere bilens generelle erhvervsmæssige anvendelse.

Det forhold, at der var fremlagt en faktura udstedt af selskabet den 15. november 2020 til [virksomhed3] ApS på udlejning af bilen i 2,5 måned, kunne heller ikke føre til et andet resultat. Dette skyldtes, at det ikke fremgik af fakturaen, hvornår lejeperioden strakte sig fra og til, og at klageren (eneanpartshaveren) havde været registreret bruger af bilen det meste af 2020 og 2021.

Landsskatteretten anså på den baggrund ikke selskabet som rette omkostningsbærer af de fratrukne udgifter til bilen eller rette indkomstmodtager i forhold til den fakturerede udlejning af bilen. Udgifterne blev anset for maskeret udlodning til eneanpartshaveren, jf. Ligningsloven § 16 A.

Udgifter til [virksomhed2] ApS

Landsskatteretten fandt, at den fremlagte faktura fra [virksomhed2] ApS ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at der var tale om en fradragsberettiget udgift efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Fakturaen indeholdt ikke tilstrækkelige oplysninger om mængden og arten af den leverede ydelse, herunder hvad opgaven specifikt vedrørte, hvornår den var udført, eller hvem der havde udført den. Der var heller ikke fremlagt en samarbejdskontrakt eller andre støttebilag.

Retten lagde desuden vægt på, at [virksomhed2] ApS ikke havde indeholdt A-skat og AM-bidrag, var taget under konkursbehandling den 15. juli 2021, og at personerne bag selskabet var dømt for hvidvask af særligt grov beskaffenhed efter Straffeloven § 290 a, stk. 2 for at have udstedt fiktive fakturaer i relation til selskabet. Dette understøttede, at fakturaen var fiktiv, og at der ikke var tale om en reel leverance.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at [person4] havde oplyst, at han havde arbejdet 160 timer for selskabet for at tilbagebetale en gæld. Dette skyldtes, at [person4] samtidig havde oplyst, at han ikke havde arbejdet for [virksomhed2] ApS, og at han ikke havde set fakturaen, som var udstedt af dette selskab. Det forhold, at fakturaen var betalt ved elektronisk pengeoverførsel, udgjorde heller ikke i sig selv dokumentation for, at levering havde fundet sted. Selskabet havde dermed ikke løftet den skærpede bevisbyrde for, at der forelå et reelt underleverandørforhold med fradragsret.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter.