Nægtelse af momsfradrag for underleverandørudgifter - manglende dokumentation og tvivl om realitet

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets momstilsvar med 312.719 kr. for perioden fra den 1. oktober 2019 til den 31. december 2020. Forhøjelsen skyldtes nægtelse af fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til fire underleverandører, som Skattestyrelsen anså for at være fiktive.

Selskabet, [virksomhed1] ApS, stiftet i juli 2019 med branchekoden ”Forberedende byggepladsarbejder”, havde i den påklagede periode 3-4 ansatte. Selskabet havde angivet moms kvartalsvis og havde en samlet salgsmoms på 734.193 kr. og købsmoms på 485.346 kr. for perioden. Skattestyrelsen indledte en kontrol af selskabets momsopgørelse og anmodede om yderligere materiale, herunder samarbejdsaftaler med underleverandører.

Skattestyrelsen nægtede fradrag for købsmoms fra fire specifikke underleverandører: [virksomhed2] ApS, [virksomhed3] ApS (tidligere [virksomhed6] ApS), [virksomhed4] A/S og [virksomhed5]. De samlede nægtede momsfradrag udgjorde 312.719 kr. fordelt på 64.094 kr. i 2019 og 248.625 kr. i 2020.

Forhold vedrørende underleverandørerne

Skattestyrelsen fremhævede en række problematiske forhold ved underleverandørerne:

• [virksomhed2] ApS: Opløst efter konkurs, ingen registrerede ansatte, fakturaer med sparsomme beskrivelser og stavefejl, betaling til en litauisk bankkonto, og tidligere tvivl om selskabets realitet.
• [virksomhed3] ApS: Opløst efter konkurs, ingen registrerede ansatte i 2020, fakturaer med generiske beskrivelser som ”Leje af mandskab” eller ”Entreprise Fastpris efter aftale”, og betaling til bankkonti, som selskabet ikke var indehaver af. Derudover skiftede bankkonti og delte en konto med en anden underleverandør.
• [virksomhed4] A/S: Under konkurs, tidligere dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed via fiktive fakturaer, og Skattestyrelsen havde tidligere konstateret tvivl om selskabets realitet. Fakturaer med sparsomme beskrivelser og betaling til en konto, som selskabet ikke var indehaver af.
• [virksomhed5]: Ophørt, registreret med kun én ansat i faktureringsperioden, havde ikke indberettet moms for perioden, og Skattestyrelsen havde tidligere identificeret selskabet som en ”fakturafabrik” uden reelt indhold.

Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for fakturaernes realitet, da de ikke opfyldte fakturakravene i Momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5, 6 og 7 og ikke dokumenterede, at købene vedrørte selskabets momspligtige aktiviteter, jf. Momslovens § 37. Derudover blev der lagt vægt på de usædvanlige forhold ved underleverandørerne og manglen på yderligere dokumentation som timesedler eller kontrakter.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant påstod, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig, subsidiært at der ikke var grundlag for forhøjelsen, og mere subsidiært at sagen skulle hjemvises. Repræsentanten anførte, at selskabet drev en legitim entreprenørvirksomhed, og at det var nødvendigt at indleje arbejdskraft for at udføre opgaverne for egne kunder. Selskabet havde modtaget fakturaer, der opfyldte fakturabekendtgørelsens krav, og havde betalt elektronisk i henhold til Ligningslovens § 8Y. Repræsentanten argumenterede, at selskabet ikke havde pligt til at foretage en dybere undersøgelse af underleverandørerne, og at Skattestyrelsen ikke havde anfægtet, at selskabet havde leveret ydelser til sine egne kunder.

Selskabet gjorde gældende, at Skattestyrelsen havde krænket retssikkerhedslovens § 10 og EMRK artikel 6 ved ikke at oplyse om konkret mistanke om strafbare forhold allerede ved den første materialeindkaldelse, hvilket medførte ugyldighed på grund af selvinkriminering. Endvidere blev det anført, at Skattestyrelsen havde tilsidesat officialprincippet ved ikke at oplyse sagen tilstrækkeligt, herunder ved ikke at undersøge selskabets kunder. Selskabet påpegede også en selvmodsigelse i Skattestyrelsens afgørelse vedrørende forældelse og grov uagtsomhed, jf. Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 og Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

Skattestyrelsens bemærkninger til klagen

Skattestyrelsen fastholdt, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for fradragsretten, jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og Momslovens § 37, stk. 1, modsætningsvis. De gentog argumenterne om underleverandørernes manglende ressourcer, de mistænkelige bankforhold og den manglende dokumentation. Skattestyrelsen afviste, at selvinkrimineringsforbuddet var overtrådt, da der ikke forelå en konkret mistanke ved den første materialeindkaldelse, og at EMRK artikel 6 ikke vedrører administrative klageprocedurer i skattesager. Officialprincippet var overholdt, da der var foretaget rimelige bestræbelser på at oplyse sagen. Det forhold, at selskabet havde leveret ydelser til egne kunder, dokumenterede ikke, at de pågældende underleverandører havde leveret fradragsberettigede ydelser til selskabet, og elektronisk betaling var ikke tilstrækkelig dokumentation i sig selv.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på i alt 312.719 kr. for perioden fra den 1. oktober 2019 til den 31. december 2020. Afgørelsen var baseret på en vurdering af, at fakturaerne fra selskabets underleverandører var fiktive.

Materiel vurdering

Retten henviste til Momslovens § 37, Momsbekendtgørelsens § 82 og Momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1, nr. 5 og 6, som fastsætter betingelserne for momsfradrag og fakturakrav. Det blev fastslået, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde, der påhviler en virksomhed, når fakturaer ikke opfylder de forskriftsmæssige krav om angivelse af ydelsernes art og omfang, og når der foreligger unormale forhold. Retten lagde vægt på følgende:

• Fakturaerne manglede konkrete oplysninger om omfanget og arten af de leverede ydelser, samt hvor og hvornår arbejdet var udført, og af hvem.
• Selskabet havde ikke fremlagt supplerende dokumentation som samarbejdsaftaler, timesedler eller korrespondance, der kunne understøtte fakturaernes realitet.
• Underleverandørernes fakturaer indeholdt sparsomme og generiske beskrivelser af arbejdet.
• Der var uregelmæssigheder ved bankoplysningerne på fakturaerne, herunder brug af forskellige konti, samme konti for forskellige underleverandører, konti der ikke tilhørte underleverandørerne, og en konto i Litauen.
• Flere underleverandører havde ingen eller kun én ansat i faktureringsperioden, hvilket rejste tvivl om deres kapacitet til at levere de fakturerede ydelser.
• Samtlige underleverandører var ophørt, taget under konkurs eller opløst efter konkurs.
• En af underleverandørerne, [virksomhed4] A/S, var dømt for at agere som stråmandsvirksomhed med det formål at udstede fiktive fakturaer til brug for uberettigede skatte- og momsfradrag.
• Det forhold, at betalinger var foretaget elektronisk, udgjorde ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at ydelserne faktisk var leveret, jf. SKM2023.213.ØLR.
• Selskabets fremlagte salgsfakturaer til egne kunder dokumenterede ikke, at det var de omhandlede underleverandører, der havde udført arbejdet.

Formalitetsvurdering

Ugyldighed ved selvinkriminering: Landsskatteretten fandt ikke, at Skattestyrelsen havde overtrådt selvinkrimineringsforbuddet i Retssikkerhedslovens § 10 eller EMRK artikel 6. Retten bemærkede, at EMRK artikel 6 ikke finder anvendelse på skattesager, jf. Ferrazzini v. Italien. Forpligtelsen til at vejlede om retten til ikke at inkriminere sig selv forudsætter en konkret mistanke om et strafbart forhold på tidspunktet for informationsindhentning, hvilket ikke forelå ved den første materialeindkaldelse. Skattestyrelsen havde dog vejledt selskabet herom i forslaget til afgørelse.

Ugyldighed på baggrund af manglende udøvelse af officialprincippet: Retten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde overtrådt officialprincippet. Afgørelsen var truffet på baggrund af de tilgængelige oplysninger, og Skattestyrelsen havde foretaget rimelige bestræbelser på at indhente materiale og kontrollere underleverandørernes forhold, jf. SKM2014.325.ØLR.

Hjemvisning: Retten afviste at hjemvise sagen til fornyet behandling. Der var ikke fremlagt nye oplysninger, der ændrede sagens karakter i en sådan grad, at en ny sagsbehandling var nødvendig, og Skattestyrelsens afgørelse indeholdt ikke væsentlige fejl, der kunne begrunde en hjemvisning.