Landsskatteretten: Skattepligtigt tilskud - Rette indkomstmodtager af managementfee

Sagen omhandler et selskab, [virksomhed3] ApS, der modtog betalinger for konsulentarbejde, provision og management fee fra det interesseforbundne selskab [virksomhed1]. Selskabets eneejer, [person1], var samtidig ulønnet direktør i [virksomhed1] og den eneste ansatte i [virksomhed3] ApS.

Skattestyrelsen vurderede, at [person1] var den reelle modtager af indkomsten, da arbejdet blev anset for at være en del af hans direktørpligter i [virksomhed1]. Betalingerne blev derfor omkvalificeret til personlig lønindkomst for [person1] og efterfølgende anset som et skattepligtigt tilskud fra ham til hans selskab, [virksomhed3] ApS. Dette medførte en forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst.

Selskabet argumenterede for, at der var tale om reelle ydelser leveret af selskabet, som var adskilt fra direktørens opgaver, og at der forelå en gyldig managementkontrakt. Det blev fremhævet, at kontrakten var indgået på markedsvilkår og accepteret af eksterne investorer i [virksomhed1].

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at da hovedanpartshaveren var direktør i begge selskaber og den eneste, der kunne udføre arbejdet, skulle vederlaget betragtes som løn til ham personligt. De beløb, der var tilgået selskabet, blev derfor korrekt anset for et skattepligtigt tilskud.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen vedrører, hvorvidt selskabet ([virksomhed3] ApS) kan anses som den rette indkomstmodtager af fakturerede beløb fra [virksomhed1], eller om selskabet i stedet har modtaget et skattepligtigt tilskud, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c.

Landsskatteretten fandt, med henvisning til en parallel sag vedrørende selskabets hovedanpartshaver (sagsnr. [sag1]), at hovedanpartshaveren skulle anses som rette indkomstmodtager af vederlaget fra [virksomhed1].

Retten lagde afgørende vægt på følgende forhold:

• Hovedanpartshaveren var direktør og havde bestemmende indflydelse i både det betalende selskab ([virksomhed1]) og det modtagende selskab ([virksomhed3] ApS).
• Hovedanpartshaveren var den eneste ansatte i sit selskab, hvorfor de fakturerede ydelser måtte anses for at være leveret af ham personligt.
• Arbejdet blev anset for at ligge inden for rammerne af, hvad der forventes af en direktør, og vederlaget blev derfor anset for at være løn for hans direktørarbejde i [virksomhed1].

På denne baggrund konkluderede Landsskatteretten, at betalingerne fra [virksomhed1] til selskabet skulle kvalificeres som et skattepligtigt tilskud fra hovedanpartshaveren til selskabet i medfør af Statsskatteloven § 4. Da der var tale om kontrollerede transaktioner mellem interesseforbundne parter, jf. definitionen i Skattekontrolloven § 37, var Skattestyrelsens forhøjelse foretaget rettidigt inden for den udvidede frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.