Landsskatteretten stadfæster forhøjelse af skattepligtig indkomst på baggrund af manglende dokumentation for indtægters oprindelse

Sagen omhandlede en klagers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2020 og 2021, hvor Skattestyrelsen havde forhøjet indkomsten som overskud af virksomhed baseret på indsætninger på klagerens bankkonto. Klageren var ikke registreret med virksomhed i CVR, men en annonce på [www...] tilbød tømrer- og murerarbejde med polske håndværkere, både med og uden regning.

Skattestyrelsen gennemgik klagerens bankkontoudtog og konstaterede en række kontante indsætninger og MobilePay-overførsler, som ikke blev anset for private. De samlede indsætninger udgjorde 68.800 kr. for 2020 og 155.099 kr. for 2021. Klageren forklarede, at MobilePay-overførslerne var fra venner, og kontante indsætninger stammede fra salg af genstande på [www...] eller fra klagerens moder. En større indbetaling fra [virksomhed1] ApS blev forklaret som en videresendelse til en ven, der ikke kunne foretage udenlandske overførsler. Andre indsætninger blev forklaret som salg af et maleri og kontormøbler.

Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst skønsmæssigt, da klageren ikke havde selvangivet overskud af virksomhed og ikke kunne dokumentere indsætningernes skattefrihed. Skattestyrelsen anså beløbene for at være inklusiv moms og gav et skønsmæssigt fradrag for driftsudgifter på 20 % af omsætningen ekskl. moms. Dette resulterede i en forhøjelse på 44.032 kr. for 2020 og 99.264 kr. for 2021.

Klageren nedlagde påstand om, at den skattepligtige indkomst skulle nedsættes til 0 kr., idet indsætningerne stammede fra familiemedlemmer, venner, en aflyst fotosession eller var videresendte beløb. Klageren fremlagde en erklæring fra sin moder om kontante gaver og henviste til telefonnumre for salg af maleri og kontormøbler. Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen var berettiget til at forhøje indkomsten, og om skønnet for driftsudgifter var rimeligt. Retten henviste til Statsskatteloven § 4 om skattepligtig indkomst, Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a om salg af ejendele, Skattekontrolloven § 2, stk. 1 om selvangivelsespligt, og Skattekontrolloven § 74 jf. Skattekontrolloven § 6, stk. 3 om skønsmæssig ansættelse. Fradrag for udgifter behandles efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten fandt, at bankindsætningerne i indkomstårene 2020 og 2021 havde en sådan hyppighed og omfang, at det var klageren, der havde bevisbyrden for, at beløbene ikke skulle beskattes hos klageren, jf. SKM2013.537.ØLR.

MobilePay-indsætninger

Retten fandt, at det ikke på tilstrækkelig vis var godtgjort, at MobilePay-overførslerne på 25.900 kr. for indkomståret 2020 og 25.579 kr. for indkomståret 2021 ikke udgjorde skattepligtig omsætning i klagerens uregistrerede virksomhed. Klagerens påstand om, at indsætningerne hidrørte fra familiemedlemmer, venner og fra en aflyst fotosession, kunne ikke medføre et andet resultat. Retten lagde vægt på, at klagerens forklaring ikke var underbygget af objektive kendsgerninger, herunder dokumentation for, at MobilePay-overførslerne stammede fra midler fritaget for beskatning eller fra allerede beskattede midler. Klagerens henvisning til telefonnumre på vennerne udgjorde ikke i sig selv en dokumentation for, at indsætningerne var skattefrie midler.

Kontantindsætninger

For så vidt angår indsætningerne på 42.900 kr. og 44.000 kr., der var indsat ved kontantindsættelse på klagerens bankkonto i henholdsvis 2020 og 2021, fandt retten, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om indsætninger, der ikke skulle beskattes hos klageren. Retten lagde vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at der var tale om skattefrie eller allerede beskattede midler. Den af klageren fremlagte erklæring om, at kontantindsætningerne hidrørte fra klagerens moder, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der var sket skiftende forklaringer for kontantindsætningerne, som klageren først havde anført stammede fra salg på [www...] og efterfølgende havde anført stammede fra klagerens moder. Retten havde også henset til, at der var tale om en erklæring dateret den 27. februar 2023 til brug for klagesagen og ikke i øvrigt var understøttet af objektive kendsgerninger.

Faktura af 3. august 2021 og 1. september 2021

Retten fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at indsætningen på 3.500 kr. modtaget den 9. august 2021 og indsætningen på 50.220 kr. modtaget den 16. september 2021 fra [virksomhed1] ApS stammede fra midler, som ikke skulle beskattes hos klageren. Retten lagde herved vægt på, at indsætningerne stammede fra betalinger af fakturaer, som var indgået på klagerens bankkonto, hvor klageren havde haft råderet over disse og dermed måtte anses for at have passeret klagerens økonomi. Der var endvidere lagt vægt på, at klageren ikke havde fremlagt anden dokumentation, der understøttede påstanden. Klagerens forklaring om, at klageren kun havde modtaget indsætningerne, fordi [virksomhed1] ApS ikke havde kunnet foretage udenlandske overførsler, samt at klageren havde fremlagt fakturaer fra [virksomhed4] og bankudskrifter fra en konto hos [finans2], kunne ikke medføre et andet resultat.

[www...]

Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne på henholdsvis 18.920 kr. og 12.880 kr., som skulle stamme fra salg af et maleri samt kontormøbler på [www...], var undtaget beskatning hos klageren. Retten havde i sin vurdering lagt vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation eller andet materiale, som viste, at klageren havde været i besiddelse af et maleri eller kontormøbler. Der var endvidere ikke fremlagt dokumentation eller andet materiale, som viste, at indsætningerne vedrørte et salg af disse. Det var ikke alene ved klagerens forklaring sandsynliggjort, at der var tale om beløb, som allerede var beskattet eller var undtaget fra beskatning.

Fradrag

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn over fradrag for driftsudgifter. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde fremlagt materiale i sagen, som sandsynliggjorde, at Skattestyrelsen havde foretaget et urimeligt skøn over fradrag for udgifter i sagen.

Retten stadfæstede på baggrund af ovenstående Skattestyrelsens afgørelse.