Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af enfamiliehus i Allerød Kommune

Allerød Kommune afslog den 11. oktober 2022 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af et enfamiliehus og en garage på en ubebygget ejendom i Lynge. Ejendommen, der er på 5.000 m², ligger i landzone og har tidligere huset en landbrugsejendom, som blev nedrevet i 1986 i forbindelse med grusgravning. En tinglyst servitut fra 1986 fastsatte vilkår for geninddragelse til jordbrugsmæssig drift eller genopførelse af beboelse efter endt grusgravning. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 343, Nymølle Landsby, delområde L, som er udlagt til landbrugsejendomme med landbrugspligt og kun må anvendes til helårsbeboelse og landbrugsformål. Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser, som anses for at være en del af lokalplanens principper, hvorfor dispensation ikke var mulig. Desuden henviste kommunen til en restriktiv praksis for opførelse af enfamiliehuse i landzone og ejendommens placering inden for arealreservationerne for transportkorridorer i Fingerplan 2019. Ejeren klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at lokalplanen tillader opførelse af ny boligbebyggelse, og at landbrugspligten er irrelevant for den principielle beslutning om boligbebyggelse.

Planklagenævnet stadfæstede Allerød Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var korrekt, og at det ansøgte var i strid med lokalplanens principper.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Forholdet til lokalplanen

Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation, jf. Planlovens § 19, stk. 1. En dispensation må ikke være i strid med planens principper, som omfatter formåls- og anvendelsesbestemmelser. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 5.2, der udlægger delområde L til helårsbeboelse og landbrugsformål med landbrugspligt, skal forstås som helårsbeboelse i tilknytning til landbrugsformål. Nævnet lagde vægt på, at ejendommen specifikt er udlagt til landbrugsformål i lokalplanen. Det forhold, at der i 1986 blev tinglyst en servitut om genopførelse, havde ingen betydning for vurderingen af lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Da landbrugspligten på ejendommen er ophævet, og det ansøgte enfamiliehus er uden tilknytning til landbrugsformål, er det i strid med lokalplanens § 5.2. Nævnet fandt, at den ansøgte anvendelse ikke ligger tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til landbrugsformål, og en dispensation ville derfor være i strid med planens principper. Det ansøgte forudsætter derfor tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Lighedsgrundsætningen

Klageren gjorde gældende, at afslaget var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Planklagenævnet fastslog, at kommunen ikke har hjemmel til at dispensere fra lokalplanens principper, jf. Planlovens § 19. Tidligere dispensationer til lignende forhold kan ikke give klageren krav på dispensation, hvis det er i strid med loven.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet stadfæstede Allerød Kommunes afgørelse. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.