Ophævelse af afslag på dispensation til solceller på grund af kommunes forkerte retsopfattelse

Sagen omhandler Holbæk Kommunes afslag på dispensation til opsætning af 27 m² integrerede solceller på en ejendom i et bevaringsværdigt haveboligkvarter. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, der stiller krav om specifikke tagmaterialer for at bevare områdets karakter.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 3.14, som har til formål at fastholde områdets karakteristiske kvaliteter. I planens § 3.7 er det fastsat, at der ved omlægning af tagflader skal anvendes røde tegltagsten. Ejendommen er udpeget som bevaringsværdig i lokalplanen.

Kommunens afslag

Holbæk Kommune meddelte afslag den 18. november 2022 med den begrundelse, at bestemmelsen om tagmateriale var en del af lokalplanens principper. Kommunen mente derfor ikke, at den kunne dispensere fra bestemmelsen i henhold til Planloven § 19, da dette ville være i strid med planens formål.

Klagens hovedpunkter

Ejeren klagede over afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• At opsætning af solceller var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, da det ikke udgjorde en omlægning af taget.
• At kommunen havde en forkert retsopfattelse af muligheden for at dispensere.
• At kommunen havde handlet i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, da andre ejendomme i området havde fået lov til at opsætte solceller.

Planklagenævnet ophæver Holbæk Kommunes afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. Kommunens afgørelse er dermed ikke længere gyldig.

Vurdering af dispensationsmulighed

Planklagenævnet fastslår, at opsætning af solcellerne kræver dispensation fra lokalplanens § 3.7, da tagfladen ikke længere udelukkende vil være dækket af røde tegltagsten. Nævnet finder dog, at kommunens afgørelse er baseret på en forkert retsopfattelse. Bestemmelsen om tagmateriale i § 3.7 er en bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke en del af planens principper. Formålsbestemmelsen er generelt formuleret og fremhæver ikke specifikt denne bestemmelse som afgørende.

Da bestemmelsen ikke udgør et af planens principper, har kommunen mulighed for at dispensere efter en konkret vurdering i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Kommunens fejlagtige antagelse om, at en dispensation var udelukket, udgør en væsentlig retlig mangel, som medfører afgørelsens ugyldighed.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderer ikke, at lighedsgrundsætningen er tilsidesat. De ejendomme, klageren henviste til, havde enten opsat solceller ulovligt, eller der var tale om en dispensation givet ved en fejl af kommunen. En fejl begået af en myndighed forpligter ikke myndigheden til at gentage fejlen i fremtidige sager.

Sagen er hjemvist, og kommunen skal nu foretage en konkret og saglig vurdering af, om den vil meddele dispensation til solcelleanlægget.