Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til bolig uden erhvervstilknytning i Svendborg Kommune

Svendborg Kommune afviste den 12. oktober 2022 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 146, et område ved Fåborgvej, Ryttervej og Sofielund. Afslaget vedrørte en anmodning om at anvende ejendommen [A1], 5700 Svendborg, til bolig uden tilknytning til en virksomhed på ejendommen. Ejeren af ejendommen har efterfølgende klaget over kommunens afgørelse til Planklagenævnet.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 146. Ifølge lokalplanens § 3, stk. 1, er området udlagt til erhvervsformål, herunder butikker, lettere industri, serviceerhverv, værkstedsvirksomhed og mindre lagervirksomhed. Lokalplanens § 3, stk. 3, åbner mulighed for, at byrådet kan tillade opførelse eller indretning af én bolig på hver ejendom, forudsat at boligen er tilknyttet virksomheden, f.eks. som indehaver-, bestyrer- eller portnerbolig.

Klagesagens fokusområder

Planklagenævnet har i sin behandling af sagen fokuseret på tre hovedspørgsmål:

• Om den ansøgte anvendelse af ejendommen til bolig uden erhvervstilknytning er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller om den kræver dispensation fra lokalplanens § 3, jf. Planloven § 19.
• Hvorvidt klageren havde berettigede forventninger til en tilladelse som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser, herunder en byggetilladelse fra 1989.
• Om kommunens håndhævelse af lokalplanen i denne sag har karakter af ekspropriation, jf. Grundloven § 73.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Svendborg Kommunes afslag på dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Vurdering af dispensation

Planklagenævnet fastslog, at anvendelse af ejendommen til bolig uden tilknytning til erhverv er i strid med lokalplanens § 3, stk. 1, som udlægger området til erhvervsformål. En sådan anvendelse kræver derfor dispensation i henhold til Planloven § 19. Nævnet vurderede, at en dispensation til bolig uden erhvervstilknytning ville være i strid med lokalplanens principper, da området er udlagt til erhverv, og boligformål kun er tilladt i specifikke tilfælde med tilknytning til virksomheden. Kommunen havde derfor ikke hjemmel til at give en sådan dispensation.

Vurdering af berettigede forventninger

Klageren gjorde gældende, at en byggetilladelse fra 1989 til opførelse af et enfamiliehus skabte en berettiget forventning om, at boligen kunne anvendes uden tilknytning til erhverv. Planklagenævnet fandt dog ikke, at kommunen havde skabt en sådan berettiget forventning eller et bindende forhåndstilsagn. Nævnet lagde vægt på, at byggetilladelsen angav, at huset skulle anvendes til både beboelse og erhverv, og at der ikke var forholdt sig til anvendelse uden erhvervstilknytning. Desuden bemærkede nævnet, at selv hvis der var skabt berettigede forventninger, ville en dispensation til den ansøgte anvendelse være i strid med lokalplanens principper, jf. Planloven § 19, og dermed ulovlig.

Vurdering af ekspropriation

Klageren anførte, at kommunens afslag på dispensation havde karakter af ekspropriation, jf. Grundloven § 73. Planklagenævnet fandt, at lokalplanens bestemmelser om anvendelse til erhvervsformål (§ 3, stk. 1) og muligheden for bolig med erhvervstilknytning (§ 3, stk. 3) ikke har ekspropriativ karakter. Nævnet konkluderede, at kommunens håndhævelse af den gældende lokalplan ikke udgjorde ekspropriation.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.