Ophævelse og hjemvisning i sag om tilladelse til klapning af oprensningsmateriale

Miljøstyrelsen meddelte en 5-årig tilladelse til Gisseløre Lystbådehavn til klapning (dumpning) af 5.000 m³ oprensningsmateriale fra sejlrenden på klapplads K_020_01 i Storebælt. Materialet stammede fra vedligeholdelse af sejlrenden og blev vurderet uegnet til nyttiggørelse grundet finkornethed og forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer.

Klagen

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen med henvisning til, at klapmaterialets indhold af stoffet antracen var cirka 10 gange højere end det gældende miljøkvalitetskrav. Klager anførte, at Miljøstyrelsens vurdering, som baserede sig på et fortyndingsprincip, var utilstrækkelig, især i lyset af de kumulative effekter fra andre klaptilladelser på samme plads, som samlet udgør 172.500 m³ over fem år. Klager mente ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at klapningen ikke ville medføre en forringelse af vandområdets kemiske tilstand, som krævet i vandrammedirektivet.

Analyse af klapmaterialet

Miljøstyrelsens afgørelse var baseret på analyser fra 2017, som viste overskridelser af de nedre aktionsniveauer for flere stoffer, herunder TBT (tributyltin).

Nye oplysninger under klagesagen

Under sagens behandling blev det klart, at det modtagende vandområde (Storebælt, nord 12 sm, vandområde 203) havde status som "ikke-god" kemisk tilstand, blandt andet på grund af overskridelser af miljøkvalitetskravet for antracen. Senere data viste yderligere overskridelser for stofferne DEHP og cadmium. Miljøstyrelsen fremsendte nye beregninger, hvor de argumenterede for, at koncentrationsstigningen ville være under en selvdefineret grænse på 1 % og derfor acceptabel. Denne tilgang blev senere afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Miljøstyrelsens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. Nævnet fandt, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel.

Mangelfuld vurdering af forringelse

Nævnet fastslår, at da det modtagende vandområde (nr. 203) allerede er i "ikke-god" kemisk tilstand for bl.a. antracen, udgør enhver yderligere stigning i koncentrationen en forringelse. Dette følger af EU-Domstolens praksis (bl.a. sagerne C-461/13, Weser, og C-535/18, Land Nordrhein-Westfalen), som fortolker forringelsesforbuddet i vandrammedirektivet strengt. En forringelse foreligger, så snart et kvalitetselement, der allerede er i den laveste klasse, forringes yderligere, selv på et enkelt repræsentativt målepunkt.

Miljøstyrelsens beregningsmetode, hvor den forventede koncentrationsstigning blev gennemsnitsberegnet over hele vandområdets areal på 686 km², blev anset for at være i strid med denne praksis. Metoden udvandede den lokale påvirkning på og omkring klappladsen og gav ikke et retvisende billede af den potentielle forringelse. Nævnet afviste ligeledes Miljøstyrelsens anvendelse af et generelt 1 %-kriterium for at vurdere, om en stigning var signifikant, da dette kriterium ikke har støtte i lovgivningen eller retspraksis.

Krav til den fornyede behandling

Ved den fornyede behandling skal Miljøstyrelsen:

• Foretage en konkret vurdering af sedimentspredningen baseret på lokale forhold (strøm, sedimenttype mv.) i stedet for at anvende en generel antagelse.
• Vurdere koncentrationsændringen over en relevant tidsperiode, der tager højde for stoffernes nedbrydelighed.
• Anerkende, at enhver beregnet stigning i koncentrationen af et stof, der allerede overskrider miljøkvalitetskravet, udgør en forringelse i henhold til Indsatsbekendtgørelsens § 8.
• Undersøge og vurdere risikoen for forringelse forårsaget af andre stoffer, herunder DEHP, hvor miljøkvalitetskravet også er overskredet i vandområdet.

På det foreliggende grundlag kunne det ikke udelukkes, at klapningen, enten alene eller i kumulation med andre tilladelser, ville føre til en forringelse af vandområdets kemiske tilstand i strid med Havmiljøloven § 26.