Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes afgørelse af 3. oktober 2022, som tillader, at offentlighedens adgang til en vejstrækning forbi beboelsen på matr. nr. [F1], beliggende [A1], kan hindres ved skiltning. Kommunen traf afgørelsen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 26, stk. 1, med den begrundelse, at færdslen i særlig grad generer privatlivets fred.
Sagen startede med en anmeldelse den 19. november 2021 om, at vejen ved [A1] var spærret. Silkeborg Kommune konstaterede ved et vejsyn, at der var opsat adgangsbegrænsende skilte og udlagt hindringer. Ejeren af [A1] havde forud for skiltningen forsøgt at hindre adgangen på anden vis, herunder ved ansøgning om nedlæggelse eller omlægning af vejen. Vejdirektoratet stadfæstede i 2019 Silkeborg Kommunes afslag på nedlæggelse af en del af vejen i henhold til lov om private fællesveje, og Miljøstyrelsen afslog i 2020 ansøgning om omlægning af vejen efter skovloven, da den planlagte vejføring var i fredskov.
Vejen, benævnt [A9], løber fra det sydlige skel af matr. nr. [F2] og har primært et øst-vestgående forløb. Den deler sig flere steder og har tre parallelle vejforløb mellem [A10] og [A6]. Det nordligste forløb går forbi [A1], hvor vejen ligger meget tæt på beboelsen (ca. 4-5 m) og endnu tættere på gårdspladsen, som bruges som opholdssted og parkeringsplads. Kommunen vurderede, at det ville være urimeligt og omkostningsfuldt at etablere afskærmning, og at hensynet til privatlivets fred vejede tungere end hensynet til offentlighedens adgang, især da der findes alternative parallelle vejforløb, som offentligheden kan benytte uden at forstyrre privatlivets fred.
Afgørelsen blev påklaget af to grupper af omboende. Klagerne anførte, at vejstrækningen forbi [A1] har været benyttet i over 30 år til adgang til jordlodder ved Gudenåen, både med bil, traktor, cykel og til fods. De frygtede, at en afspærring ville medføre øget trafik på andre markveje, som herefter også kunne blive afspærret. Desuden ville det tvinge dem til at benytte [A6] med øget risiko for uheld og længere transporttid, hvilket også kunne påvirke akutberedskab. Klagerne udtrykte også undren over kommunens ændrede holdning og henviste til manglende vedligeholdelse af alternative vejforløb.
Silkeborg Kommune præciserede, at afgørelsen kun omhandler hindring af offentlighedens adgang til fods og på cykel, da motorkøretøjer ikke er omfattet af naturbeskyttelsesloven. Kommunen har ikke taget stilling til privatretlige vejrettigheder, da dette er et spørgsmål for domstolene. Kommunen bemærkede endvidere, at der efter besigtigelsen af de konkrete forhold var omstændigheder, som kunne føre til den påklagede afgørelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, og afviser at realitetsbehandle klagerne over Silkeborg Kommunes afgørelse.
Nævnet fandt, at klagerne ikke er klageberettigede i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1. Dette skyldes, at ejere af omkringliggende ejendomme og beboere i området, som ikke er ansøgere, ikke er klageberettigede, da nabohensyn og -interesser ikke er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven. Nævnet lagde desuden vægt på, at brugere af en sti heller ikke er klageberettigede i forhold til afgørelser efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser, selvom der måtte være tale om en privatretlig vejret eller en hævdsvunden færdselsret.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
En ejendomsejer er blevet dømt for at opsætte ulovlige skræmmeskilte og kæder, der hindrede offentlighedens adgang til klitområder og et fyrtårn.
Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelse af 31. januar 2020, der afslog en ansøgning om at lukke et strandareal for offentlighedens adgang på en ejendom i Hellerup. Kommunen meddelte samtidig tilladelse til midlertidig opsætning af et mobilt trådhegn under visse vilkår.
Ejendommen er en parcelhusgrund ud mod Øresund, hvor der i forbindelse med byggearbejde på en kystbeskyttelsesmur var etableret et hegn af træplader. Dette hegn indhegnede et areal på ca. 114 m² af strandbredden, som tidligere var bevokset med rynket rose.
Gentofte Kommune havde tidligere, den 14. marts 2018, meddelt afslag på lukning af strandarealet og påbudt fjernelse af afskærmning, men tilladt midlertidig opsætning af en delvis afskærmning i et år. Kommunen henviste til , som fastslår offentlighedens adgang til strandbredder. Denne afgørelse blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 9. november 2018, som vurderede, at arealet havde karakter af en strandbred. Nævnets afgørelse blev indbragt for Københavns Byret, som frifandt nævnet, og sagen er anket til Østre Landsret.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
By-, Land- og Kirkeministeriet har i efteråret 2023 taget initiativ til nedsættelse af en arbejdsgruppe om autocampere. Arbejdsgruppen blev forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen og med deltagelse af relevante myndigheder, som bl.a. har ressortansvaret for vejlovgivningen, herunder reglerne for parkering.
Kommunen havde i flere omgange forlænget den midlertidige tilladelse til byggepladshegnet på grund af forsinkelser i byggeriet. Den seneste ansøgning fra klager om forlængelse af tilladelsen til byggepladshegnet indtil udgangen af oktober 2020 blev afslået af Gentofte Kommune.
Klageren anførte, at afgørelsen var ugyldig på grund af hjemmelsmangel, idet det opsatte hegn ikke krævede kommunens tilladelse. Klageren argumenterede for, at:
Klageren anmodede desuden om en faglig vurdering af middel- og højvandstandslinje, strandbreddens udstrækning og vegetationens karakter.
Gentofte Kommune fastholdt, at det indhegnede areal var strandbred omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 22, og at hybenbuske/rynket rose er typisk strandbredsvegetation. Kommunen vurderede, at det opsatte byggepladshegn udgjorde en væsentlig hindring for offentlighedens adgang. Kommunen bemærkede også, at klageren havde fjernet eksisterende bevoksning og foretaget ny tilplantning af hybenlignende bevoksning, hvilket kommunen vurderede var ulovligt og varslede et påbud om fjernelse.
Da klageren ikke fjernede pladehegnet, udstedte kommunen et påbud og indgav politianmeldelse. Københavns Byret påbød klageren at fjerne eller ændre afskærmningen, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret. Pladehegnet blev herefter erstattet med et trådhegn.
Sagen omhandler en klage over Guldborgsund Kommunes afslag på en ansøgning fra V1 om at forbyde cykling på Det Falstersk...
Læs mereSagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afgørelse af 11. juni 2019, der afslog en ejers anmodning om at nedlæ...
Læs mere