Planklagenævnets tilladelse til indretning af alkover til gæster i en eksisterende maskinhal på en landbrugsejendom i Fredericia

Den konkrete landzonemæssige vurdering

Ved vurderingen af, om der kunne gives tilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, delte nævnet sig. Et flertal på 10 ud af 11 medlemmer valgte at give tilladelse til projektet baseret på følgende observationer:

Nævnet lagde afgørende vægt på, at faciliteterne understøtter den eksisterende landbrugsvirksomhed, og at projektet ikke strider mod de overordnede planlægningshensyn for området, da det er placeret inden for en landsbyafgrænsning.

Planklagenævnet ændrer Fredericia Kommunes afslag til en landzonetilladelse. Nævnet finder, at de 6 alkover ikke udgør en selvstændig bolig, og at der foreligger en tilstrækkelig driftsmæssig og planlægningsmæssig begrundelse for at tillade indretningen i den eksisterende bygning. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden for 5 år, jf. Planloven § 56, stk. 2.

Ansøgning og kommunal sagsbehandling

Klageren, der driver en entreprenørvirksomhed med branchekode "Forberedende byggepladsarbejder", ansøgte om lovliggørelse af indretning af en del af virksomheden i bygning 2 og etablering af en oplagsplads. Klageren oplyste, at bygning 2 var blevet overflødig for landbrugsdriften, da landbrugsarealerne var bortforpagtet. Kommunen foretog besigtigelser og afholdt møder med klageren, hvor der blev registreret materiel og oplag tilhørende virksomheden. Kommunen anmodede om yderligere dokumentation, herunder bortforpagtningsaftale, liste over materiel og indretningsplan, men modtog ikke det efterspurgte materiale inden den fastsatte frist.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at klageren ikke havde fremsendt den efterspurgte dokumentation for bortforpagtning og bygningens anvendelse i minimum fem år, som er betingelser for anvendelse af Planloven § 37, stk. 1. Kommunen anførte desuden, at entreprenørvirksomhed ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 37, stk. 1, og at landområdet skal friholdes for yderligere byfunktioner, medmindre de er umiddelbart tilladte efter planlovens §§ 36 og 37.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede til Planklagenævnet og anførte navnlig, at kommunens afgørelse ikke opfyldte de almindelige forvaltningsretlige krav om en konkret og individuel begrundelse. Klageren mente, at der var afgivet tilstrækkelig detaljeret forklaring om ejendommens landbrugsmæssige anvendelse, bortforpagtning, brug af bygning 2 og materiel under kommunens besigtigelser og møder.