Klage over afgørelse om lokalplanpligt ved opførelse af 1. sal og altan

Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes afgørelse af 16. august 2022, hvor kommunen fastslog, at opførelse af en 1. sal og en altan på ejendommen [A1], 8600 Silkeborg, ikke var lokalplanpligtig. En gruppe beboere i området klagede over denne afgørelse, idet de mente, at projektet var lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2.

Ejendommen og området

Ejendommen er et eksisterende rækkehus, hvor der ansøges om opførelse af en ny 1. sal på 67,8 m² og en altan på 16 m². Området er karakteriseret ved en blanding af fritliggende enfamiliehuse, rækkehuse og etageboligbebyggelse i op til 3 etager. Ejendommen er ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

Kommuneplan og bevaringsværdi

I kommuneplan 2020-2032 er området udlagt som boligområde under rammeområde 10-B-42, med et maksimalt etageantal på 3. Bygningen er ikke udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen. Klagerne anførte dog, at rækkehusbebyggelsen er registreret med en bevaringsværdi på 5 på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside, og at det ansøgte projekt ville have væsentlige konsekvenser for ejendommenes bevaringsværdi.

Klagen og sagsbehandling

Planklagenævnet modtog klagen den 5. oktober 2022. Klagerne anmodede om opsættende virkning, hvilket Planklagenævnet afviste den 10. oktober 2022. Planklagenævnet har i denne sag udelukkende behandlet spørgsmålet om lokalplanpligt, jf. Planloven § 13, stk. 2, og har ikke taget stilling til øvrige klagepunkter vedrørende kommuneplanen, servitutter eller byggelovgivningen.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Silkeborg Kommunes afgørelse om, at opførelse af en 1. sal og en altan ikke er lokalplanpligtig. Dette betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet vurderede, at kommunens byggetilladelse indebar en indirekte afgørelse om, at projektet ikke var lokalplanpligtigt, og at denne afgørelse derfor kunne påklages.

Vurdering af lokalplanpligt

Planklagenævnet fandt, at opførelse af en ny etage og en altan på det eksisterende rækkehus ikke medfører en så væsentlig ændring i det bestående miljø, at projektet er lokalplanpligtigt i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på projektets begrænsede omfang og områdets eksisterende præg af blandet bebyggelse, herunder etagebebyggelse i op til 3 etager. Det forhold, at rækkehusbebyggelsen er registreret som bevaringsværdig på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside, ændrede ikke nævnets vurdering, da denne registrering stammer fra et kommuneatlas og ikke er en udpegning i en lokalplan eller kommuneplanen.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende:

• Forholdet til kommuneplanen: Bestemmelser i en kommuneplan er ikke umiddelbart bindende for borgere og danner primært grundlag for lokalplanlægning, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. En vurdering af overensstemmelse med kommuneplanen, jf. Planloven § 12, stk. 1, har ikke retsvirkning for borgere og anses derfor ikke som en afgørelse efter planloven, der kan påklages til Planklagenævnet.
• Servitutter: Kommunens beslutning om ikke at håndhæve privatretlige servitutter efter Planloven § 43 er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Klagerne må i stedet anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene.
• Forhold efter byggelovgivningen: Klagepunkter vedrørende partshøring i henhold til bygningsreglementet (BR18) og uenighed i helhedsvurderingen (højde, lysforhold) vedrører byggelovgivningen, som Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle. Disse klagepunkter er sendt til Byggeklageenheden v/ Nævnenes Hus.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.