Planklagenævnets stadfæstelse af Silkeborg Kommunes afgørelse om manglende lokalplanpligt ved udvidelse af rækkehus

Sagen omhandler Silkeborg Kommunes afgørelse af 16. august 2022, hvor kommunen vurderede, at en planlagt udvidelse af et eksisterende rækkehus med en ny førstesal på 67,8 m² og en altan på 16 m² ikke krævede udarbejdelse af en lokalplan. En gruppe beboere i området påklagede afgørelsen til Planklagenævnet med henvisning til, at byggeprojektet ville have væsentlige konsekvenser for områdets karakter og ejendommens bevaringsværdi.

Ejendommen er beliggende i et boligområde i Silkeborg, som i kommuneplanen er udlagt til boligformål med et maksimalt etageantal på tre etager. Området er præget af en blanding af fritliggende enfamiliehuse, rækkehuse og etageboliger. Ejendommen er ikke omfattet af en eksisterende lokalplan eller byplanvedtægt, og selve bygningen er ikke udpeget som bevaringsværdig i kommuneplanen.

Vurdering af lokalplanpligt og projektets karakter

Det centrale spørgsmål i sagen var, om projektet udgjorde et "større bygge- eller anlægsarbejde", der kræver en lokalplan jf. Planloven § 13, stk. 2. Klagerne argumenterede for, at projektet ville medføre væsentlige ændringer i miljøet, især fordi rækkehusene i området er registreret med en bevaringsværdi på 5 i Slots- og Kulturstyrelsens system (FBB).

Planklagenævnet fastslog, at vurderingen af lokalplanpligt afhænger af, om projektet medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø, herunder de visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser. Nævnet fandt dog ikke, at opførelsen af en ekstra etage og en altan på ét rækkehus var af et sådant omfang. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Projektets begrænsede størrelse (67,8 m² bebyggelse).
• At området i forvejen er præget af blandet bebyggelse, herunder huse i op til 3 etager.
• At bevaringsregistreringen stammede fra et kommuneatlas og ikke var fastlagt i en lokalplan eller kommuneplan, hvorfor den ikke i sig selv udløste lokalplanpligt.

Afvisning af øvrige klagepunkter

Klagerne anførte desuden, at byggeriet var i strid med kommuneplanen og en privatretlig servitut. Planklagenævnet afviste at behandle disse punkter med følgende begrundelser:

1. Kommuneplanen: Bestemmelser i en kommuneplan er ikke direkte bindende for borgerne, men danner grundlag for lokalplanlægning jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. En vurdering efter Planloven § 12, stk. 1 anses ikke for en klageberettiget afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.