Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage fra grundejerforening vedrørende dispensation til antennemast i fredningsområde

Sagen omhandler en klage over Fredningsnævnet for Nordsjællands afgørelse af 10. maj 2022, som gav dispensation til opsætning af en ca. 36 meter høj antennemast på en ejendom i Gilleleje. Ejendommen er omfattet af en fredningskendelse fra 1950, der har til formål at bevare udsigten fra Gilbjergstien og sikre offentlighedens adgang. Antennemasten skulle erstatte en tidligere mast på et vandtårn, som ansøger ikke længere havde adgang til. Fredningsnævnet vurderede, at masten ikke ville stride mod fredningens formål, da den ikke væsentligt ville være udsigt- eller indsigtshindrende og ikke ville påvirke offentlighedens adgangsforhold. Selvom masten blev anset for skæmmende, blev dispensationen givet med henvisning til, at den erstattede en tidligere mast, var udformet til minimal visuel påvirkning, skulle placeres i udkanten af det fredede område, og var nødvendig for mobildækning, herunder alarmopkald fra en nærliggende strand. Dispensationen blev givet med vilkår om placering tæt på eksisterende vandtårn og vej for at minimere påvirkningen.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Afgørelsen blev påklaget af en grundejerforening, der er repræsenteret ved advokat. Klager anførte, at grundejerforeninger tidligere er fundet klageberettigede efter Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5. Klager gjorde desuden gældende, at klagefristen ikke var overskredet, da afgørelsen ikke var meddelt dem direkte, og de først blev bekendt med den senere. Hovedargumentet mod dispensationen var, at antennemasten ville skæmme det fredede landskab, og at den nye placering og udformning var væsentligt anderledes end den tidligere mast, hvorfor den ikke burde erstattes på den ansøgte måde.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Fredningsnævnet for Nordsjællands afgørelse. Afvisningen skyldtes, at klager, en lokal grundejerforening, ikke blev anset for klageberettiget i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5.

Vurdering af klageberettigelse

Nævnet lagde til grund, at klager er en lokal forening. For at en lokal forening kan være klageberettiget efter Naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 5, skal den have en væsentlig interesse i afgørelsen, og denne interesse skal være værnet efter naturbeskyttelsesloven. Vurderingen foretages konkret ud fra foreningens vedtægter. En "væsentlig interesse" indebærer, at foreningen skal være berørt i en kvalificeret grad, og nævnet lægger vægt på, om vedtægterne udtrykkeligt varetager hensyn beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Generelt formulerede formål er normalt ikke tilstrækkelige.

Nævnets konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at klager ikke opfyldte betingelserne for klageberettigelse. Nævnet lagde vægt på, at foreningens vedtægtsmæssige formål var af generel karakter og uden særlig tilknytning til interesser beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Klager blev anset for en grundejerforening, hvis primære formål var at varetage medlemmernes interesser i relation til foreningens ejendomme og veje, hvilket ikke er beskyttet af naturbeskyttelsesloven. Da klager ikke var omfattet af kredsen af klageberettigede, kunne klagen ikke realitetsbehandles. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.