Planklagenævnets afgørelse om dispensation til etablering af supplerende stiforbindelse i Thisted Kommune

Vurdering af dispensationskrav

Klageren gjorde gældende, at det ansøgte var i strid med lokalplanens §§ 1.1 og 1.2. Planklagenævnet bemærkede, at lokalplanens § 1 er en formålsbestemmelse og ikke en bindende lokalplanbestemmelse. Nævnet fandt, at det supplerende stiforløb med en bredde på 1,5 meter, som ikke fremgår af lokalplanens kortbilag 3, er i strid med lokalplanens §§ 5.1 og 5.6, og derfor kræver dispensation, jf. Planloven § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer.

Planklagenævnet fandt, at en dispensation fra lokalplanens §§ 5.1 og 5.6 til at etablere et supplerende stiforløb ikke er i strid med lokalplanens principper. Nævnet lagde vægt på, at dispensationen omfatter anlæggelse af en supplerende stiforbindelse, og at den ikke tilsidesætter lokalplanens formål om at sikre offentlighedens adgang til rekreative arealer. Placeringen af stien mellem grund [grund1] og [grund2] medfører heller ikke en ændring af planens struktur. På baggrund heraf vurderede Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation. Selve afgørelsen om dispensation er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve.

Forhold der ikke blev behandlet

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende manglende indgåelse af privat aftale om stiens placering på klagerens grund, da dette vedrører private forhold og ikke retlige spørgsmål efter planloven. Ligeledes blev klagepunktet om hensigtsmæssigheden af stiens placering, herunder krydsning af vejen, ikke behandlet, da dette omhandler hensigtsmæssighed og ikke et retligt forhold efter planloven.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Skive Kommune gav afslag på dispensationen med henvisning til, at etableringen af stien var i strid med lokalplanens § 3.5, som fastsætter, at området skal anvendes til boligformål. Kommunen vurderede, at stien var i strid med lokalplanens principper og formål, især hensynet til naboerne, som ifølge kommunen ikke i tilstrækkelig grad blev tilgodeset. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Planloven § 19, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give afslag på dispensation, da lokalplanområdet havde ændret karakter fra et feriecenter til et naturområde med stier, legeplads, sø og boligområde, hvilket betød, at lokalplanen ikke længere eksisterede efter sit oprindelige indhold. Klageren accepterede kommunens nye linjeføring af stien, som nu placeres sydvest for naboejendommen og den private fællesvej. Klageren bestred også kommunens skønsmæssige vurdering af, at nabohensyn ikke blev tilgodeset, idet afstanden til naboerne var uændret, og der allerede fandtes andre stier tæt på naboer i området.