Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om tilladelse til forøget grundvandsindvinding til markvanding ved Skærbæk

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Tønder Kommunes afgørelse af 4. juli 2022, som gav tilladelse til at forøge grundvandsindvindingen til markvanding på matr. nr. [Matrikelnummer 1] i Skærbæk. Klagen blev indgivet af Skærbæk Vandværk, der indvinder grundvand fra samme dybe magasin.

Klagerens anbringender

Skærbæk Vandværk anførte, at tilladelsen var i strid med Tønder Kommunes kommuneplan og vandforsyningsplan, da den forøgede indvindingsmængde ville medføre en overudnyttelse af grundvandsressourcen i det dybest liggende primære grundvandsmagasin (Bastrup Sand). Vandværket udtrykte også bekymring for en øget risiko for mobilisering af brunt vand i deres drikkevandsboringer, især efter en markant stigning i indvindingen fra markvandingsboringen i 2018, som faldt sammen med en stigning i turbiditet i vandværkets rentvand.

Sagens baggrund og kommunens afgørelse

Den ansøgte boring (DGU nr. [DGU nr. 1]) er 232 meter dyb og indvinder fra Bastrup Sand-magasinet. Boringen ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og et indsatsområde for grundvandsbeskyttelse (IO), men uden for almene vandværkers indvindingsoplande. Tønder Kommune havde tidligere meddelt tilladelser til indvinding fra boringen, senest i 2021 med en mængde på 113.800 m³/år. Ansøgningen fra februar 2022 omhandlede en forøgelse til 145.800 m³/år for at vande yderligere 32 ha landbrugsareal.

Tønder Kommune vurderede, at ansøgningen stred mod kommuneplanens retningslinjer 2.4.1 og 2.4.2, som prioriterer drikkevandsforsyning højest og kun undtagelsesvis tillader indvinding til andre formål fra velbeskyttede magasiner. Kommunen henviste også til vandforsyningsplanen 2012-2021, der angiver, at dybe grundvandsmagasiner som Bastrup Sand primært skal forbeholdes drikkevandsformål. På trods af dette vurderede kommunen, at der forelå et "særligt tilfælde", da der ikke var tale om en ny indvinding, og der tidligere havde været meddelt tilladelse til en større mængde. Kommunen vurderede, at indvindingen ikke ville overudnytte grundvandsressourcen, og at en påvirkning på ca. 10 cm i Skærbæk Vandværks boringer ikke var betydende. Kommunen fandt det heller ikke bevist, at brunt vand skyldtes indvindingen fra markvandingsboringerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering

Nævnet behandlede sagen i henhold til Vandforsyningsloven § 20, stk. 1 og Miljøvurderingsloven § 21. Nævnet lagde vægt på, at Vandforsyningsloven § 1 har til formål at sikre en samlet planlægning og beskyttelse af vandforekomster, og at Vandforsyningsloven § 2, stk. 1 understreger hensynet til befolkningens og erhvervslivets behov for vandforsyning samt miljø- og naturbeskyttelse. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde vandforsyningsplaner i henhold til Vandforsyningsloven § 14, stk. 1, og disse planer skal anvendes som overordnet beslutningsgrundlag, jf. nævnets praksis. Indsatsplaner, vedtaget efter Vandforsyningsloven § 13, stk. 1, skal ligeledes lægges til grund for afgørelser, jf. Vandforsyningsloven § 13 c, stk. 1. Nævnet fremhævede også princippet om, at drikkevand skal baseres på grundvand, der ikke har gennemgået videregående vandbehandling.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede Tønder Kommunes afgørelse af 4. juli 2022 om tilladelse til forøget grundvandsindvinding til markvanding til et afslag. Nævnet ophævede samtidig kommunens afgørelse om, at den ansøgte indvinding ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse.

Begrundelse for afgørelsen

Et flertal i nævnet fandt, at der ikke forelå et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en fravigelse af retningslinjerne i Tønder Kommunes kommuneplan og vandforsyningsplan. Disse planer prioriterer drikkevandsindvinding fra velbeskyttede grundvandsmagasiner som Bastrup Sand højest, og markvanding har en lavere prioritet. Nævnet lagde vægt på, at kommunens indsatsplaner angiver, at der ikke gives tilladelse til fornyelse af markvandingstilladelser, hvis de er i konflikt med almene vandværkers indvinding, hvilket nævnet vurderede var tilfældet her.

Flertallet vurderede, at tilladelsen medførte en øget risiko for mobilisering af brunt vand i Skærbæk Vandværks boringer, hvilket kunne forringe drikkevandskvaliteten. Dette blev understøttet af konstateringen af brunt vand og øget turbiditet i vandværkets rentvand siden 2018, hvor ansøgers indvinding var steget. Nævnet bemærkede, at intensiv og varierende indvinding med hyppige pumpestop og -start øger risikoen for mobilisering af stillestående vand. Selvom boringen ligger uden for det beregnede indvindingsopland, kunne det ikke med sikkerhed udelukkes, at den påvirkede vandværkets boringer, især da brunt vand er et vedvarende problem, der kræver avanceret rensning. Hensynet til drikkevandsinteresser i et OSD-område vejede tungere end ansøgers behov for markvanding.

Mindretallet fandt, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde fravigelse af planerne, idet ansøger havde et reelt behov for vand til afgrøder, og der tidligere var meddelt tilladelse til samme mængde. Mindretallet fandt det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var en sammenhæng mellem indvindingen og forekomsten af brunt vand, og at indvindingen ikke oversteg den tilgængelige grundvandsressource.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Vandforsyningsloven § 81, stk. 1.