Afgørelse om ophævelse og hjemvisning vedrørende afslag på lovliggørende tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg

Sagen omhandler en klage over Langeland Kommunes afgørelse af 30. juni 2022, hvor kommunen afslog en lovliggørende tilladelse til et kystbeskyttelsesanlæg og krævede fysisk lovliggørelse på en ejendom beliggende på Langeland. Klageren, der er nabo til og ejer af kystbeskyttelsesanlægget, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 18. juli 2022. Klagen blev indgivet i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1.

Baggrund for kystbeskyttelsesanlægget

Kystbeskyttelsesanlægget, der består af en ca. 53 meter lang skråningsbeskyttelse af sten, er etableret på en naboejendom ca. 12 meter fra klagerens ejendom. Klageren har anført, at anlægget er etableret på klagerens initiativ og bekostning, og at der foreligger en mundtlig aftale med naboejendommens ejere om etableringen. Klageren oplyste, at anlægget blev udbygget i 2019-2020 efter en storm i 2019, der medførte oversvømmelse af klagerens ejendom, som tidligere var blevet totalskadet under en stormflod i 2006.

Langeland Kommunes afgørelse

Langeland Kommune traf afgørelse i medfør af Kystbeskyttelseslovens § 3 og afslog den lovliggørende tilladelse. Kommunen begrundede afslaget med, at der ikke forelå samtykke fra ejerne af den ejendom, hvorpå kystbeskyttelsen var etableret. Kommunen henviste til, at ejerne af naboejendommen ønskede anlægget fjernet og havde accepteret, at påbud om fjernelse blev meddelt klageren i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 19 c, stk. 2.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering efter kystbeskyttelsesloven, og at anlægget var en nødvendighed for at sikre klagerens ejendom mod oversvømmelse. Klageren mente desuden, at et påbud om fjernelse skulle rettes mod ejeren af ejendommen og ikke klageren, da klageren formelt ikke havde adgang til arealet. Klageren påpegede også, at kommunen havde taget parti i en nabostridighed, og at afgørelsen var ugyldig, da den alene baserede sig på manglende samtykke uden en materiel vurdering af kystbeskyttelsesbehovet i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har behandlet klagen over Langeland Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende tilladelse til et kystbeskyttelsesanlæg. Nævnets prøvelse er begrænset til retlige spørgsmål, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Spørgsmål om kystteknisk vurdering, herunder behov for kystbeskyttelse og valg af sikringstype, er skønsmæssige og kan ikke påklages til nævnet.

Nævnets vurdering af kommunens sagsbehandling

MFKN fandt, at Langeland Kommune ikke havde foretaget den fornødne afvejning efter kystbeskyttelsesloven. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde foretaget en konkret, individuel og faglig vurdering af, om der efter kriterierne i Kystbeskyttelseslovens § 1, stk. 1 kunne meddeles lovliggørende tilladelse til det konkrete kystbeskyttelsesanlæg. Kommunens begrundelse om manglende samtykke fra ejendommens ejere kunne ikke afskære kommunen fra at foretage en vurdering af alle relevante forhold i henhold til kystbeskyttelsesloven. Nævnet bemærkede, at tvisten om samtykke er af privatretlig karakter og henhører under domstolene.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at Langeland Kommunes afgørelse led af en væsentlig retlig mangel. På den baggrund ophævede nævnet Langeland Kommunes afgørelse af 30. juni 2022 om afslag på lovliggørende tilladelse til kystbeskyttelse samt krav om fysisk lovliggørelse. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved førsteinstansen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.