Landzonetilladelse og lovliggørelsespåbud - hængekøjer, legehus og skure

Solrød Kommune afslog den 17. maj 2022 en ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse til opstilling af tre hængekøjer, et legehus, to skure og en bålplads på en ejendom i landzone. Kommunen udstedte samtidig et påbud om lovliggørelse. Ejendommen, der er en landbrugsejendom på ca. 67,9 ha, ligger i et område udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde med kulturhistoriske bevaringsværdier og er delvist omfattet af en lokalplan for tæt-lav boligbebyggelse. Arealet, hvor de ansøgte forhold er placeret, er udlejet til klageren og anvendes som idrætsareal.

Sagens forhistorie og det ansøgte

I 2003 gav Solrød Kommune landzonetilladelse til at anvende et ca. 3.000 m² stort areal til idrætsplads for en skole. Denne tilladelse var betinget af, at der ikke blev opført bygninger eller opstillet lysmaster på arealet, og at det skulle tilbageføres til landbrugsjord, når det ikke længere blev brugt til idrætsformål. De ansøgte forhold omfatter to redskabsskure på ca. 9 m² og 6 m², et bålsted, tre hængekøjer og et legehus på ca. 1,5 m².

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen vurderede, at en lovliggørelse af de ansøgte forhold ville medføre en uhensigtsmæssig sløring af grænsen mellem land og by og reelt skabe et legepladsområde, der ville intensivere brugen af arealet. Kommunen lagde vægt på, at dette ville udvide skolens areal ind i det lokalplanlagte område. Kommunen fandt desuden, at der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde en tilladelse.

Planklagenævnets behandlingsspørgsmål

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdene kræver landzonetilladelse, jf. Planloven § 35, stk. 1.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af indrettelseshensyn.
• Om der kunne gives landzonetilladelse til forholdene, jf. Planloven § 35, stk. 1.
• Om kommunen havde hjemmel til at give påbud, jf. Planloven § 51.
• Om reglerne om partshøring efter Forvaltningsloven § 19 i form af et varsel var overholdt.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen efter at have vurderet kommunens kompetence i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af krav om landzonetilladelse (bagatelgrænse)

Nævnet vurderede, at de opsatte hængekøjer, bålstedet og legehuset faldt under bagatelgrænsen for, hvad der udløser krav om landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1. Dette skyldtes omfanget, udtrykket og materialerne samt placeringen på et afgrænset idrætsareal. For de to skure fandt nævnet derimod, at de skulle betragtes som bebyggelse, der kræver landzonetilladelse, idet de er faste og blivende konstruktioner af en vis størrelse, der har betydning for landzonebestemmelsernes formål.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Klageren oplyste, at skurene havde været opstillet i ca. 12-14 år. Planklagenævnet fandt dog ikke, at der forelå indrettelseshensyn, der afskar kommunen fra at kræve skurene lovliggjort. Nævnet lagde vægt på, at klageren var bekendt med en tidligere tilladelse fra 2003, som udtrykkeligt forbød opførelse af bebyggelse på arealet. Desuden blev skurenes placering ud mod det åbne land tillagt vægt.

Afslag på landzonetilladelse til skure

Planklagenævnet stadfæstede Solrød Kommunes afslag på lovliggørende landzonetilladelse til de to skure. Nævnet begrundede dette med, at skurene fremstår som fritliggende ud mod det åbne land og er placeret i forlængelse af ejendommens eksisterende bygningsmasse mod nordøst. Det blev også fremhævet, at det var en forudsætning for den tidligere landzonetilladelse til idrætsanlægget, at der ikke blev opført bebyggelse på arealet.

Påbud om lovliggørelse

Kommunen havde hjemmel til at påbyde lovliggørelse af skurene i medfør af Planloven § 51, stk. 3, da afslaget på landzonetilladelse blev stadfæstet. Imidlertid ophævede Planklagenævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse, da kommunen ikke havde varslet påbuddet forudgående. Dette blev anset for en væsentlig retlig mangel. For hængekøjer, legehus og bålplads havde kommunen ikke hjemmel til at påbyde lovliggørelse, da disse forhold ikke krævede landzonetilladelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet ophævede Solrød Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse for hængekøjer, legehus og bålplads, da disse ikke kræver tilladelse. Kommunens afslag på lovliggørende landzonetilladelse til de to skure blev stadfæstet. Endelig blev kommunens påbud om lovliggørelse ophævet på grund af manglende varsling. Nævnet understregede, at et eventuelt nyt påbud skal varsles og partshøres i overensstemmelse med Planloven § 63, stk. 1.