Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til fast bund i telt inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til etablering af fast bund i et telt inden for strandbeskyttelseslinjen på matr. nr. [Matrikelnummer1] og [Matrikelnummer2] i Odder Kommune. Kystdirektoratet havde desuden meddelt påbud om lovliggørelse af forholdet i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, samt Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5.

Ejendommen, der primært fungerer som campingplads, ligger i landzone vest for Århus Bugt, hvor hovedparten er omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje, og en del ligger inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje. Det omhandlede telt med fast bund er placeret inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet konstaterede under en anden sag, at flere faciliteter på ejendommen var etableret uden dispensation. Direktoratet varslede påbud om at fjerne den faste bund i teltet, også omtalt som en træterrasse. Afgørelsen henviste til en tinglyst deklaration fra 1982, der angiver, at det inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje kun er tilladt at campere med almindelige telte (uden fast bund). Dette støttes af en afgørelse fra Overfredningsnævnet af 17. juli 1979.

Overfredningsnævnets udtalelse fra 1979 fastslog, at den dagældende Naturfredningsloven § 46 ikke var til hinder for almindelig teltning, men at retten ikke omfattede ”hustelte” med fast bund eller faste vægge. Kystdirektoratet fandt ikke anledning til at ændre denne vurdering.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at det er forkert, at telte med et ”løst” fast gulv ikke må anvendes, og at dette overholder campingreglementet. Klageren fremhævede, at campinglivet har ændret sig siden 1979 med et ønske om højere komfort, og at behovet for gulv i telte kan være motiveret af helbredsmæssige hensyn. Klageren ønskede, at afgørelsen blev ændret til en dispensation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen med udgangspunkt i klageafskæringen for tilsynsafgørelser, som dog tillader prøvelse af fortolkningen af lovgrundlaget, herunder om et forhold er ulovligt, og om dispensation kan meddeles i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Nævnet kan begrænse sin prøvelse til de væsentligste forhold, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Nævnet vurderede, at Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 indeholder et generelt forbud mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, og at dispensation kun kan meddeles i særlige tilfælde, hvilket administreres meget restriktivt. Nævnet konstaterede, at Overfredningsnævnets udtalelse fra 1979 alene omhandlede en fortolkning af den dagældende naturfredningslov og ikke en konkret vurdering af dispensationsmulighederne.

Mangelfuld begrundelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Kystdirektoratets afslag på dispensation var mangelfuldt begrundet. Direktoratet havde udelukkende henvist til Overfredningsnævnets udmelding fra 1979 og forbudsbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15, uden konkret at vurdere, om der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til det ansøgte træplateau, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b. Dette er i strid med kravene til begrundelse i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kystdirektoratets afgørelse af 3. maj 2022 om afslag på lovliggørende dispensation til fast bund i telt inden for strandbeskyttelseslinjen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Kystdirektoratet. Direktoratet skal i den fornyede behandling konkret vurdere, om der foreligger et særligt tilfælde, der kan begrunde dispensation, og begrunde afgørelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser.