Klage over byggetilladelse til sommerhus på Slettestrand - overholdelse af lokalplan

Jammerbugt Kommune traf den 31. januar 2022 afgørelse om, at opførelse af et sommerhus på ejendommen [adresse1] var i overensstemmelse med lokalplan nr. 53, Slettestrand. En nabo klagede over denne afgørelse, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen. Ejendommen er beliggende i delområde S1.II under lokalplanen, som fastsætter specifikke regler for bebyggelse og terrænregulering.

Klagepunkter og relevante lokalplanbestemmelser

Planklagenævnet behandlede fire hovedspørgsmål i klagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter Planlovens § 18 eller krævede dispensation fra lokalplanens pkt. 5.2.3, 5.3.4 og 7.2.
• Om kommunen havde begrundet afgørelsen i henhold til Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 24.
• Om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.

Lokalplan nr. 53 indeholder følgende relevante bestemmelser:

• Pkt. 5.2.3 (Sommerhusområder): Ingen bygning må anbringes på en klit eller bakketop, så mere end tag og skorsten rager op over toppen. Ved stærkt skrånende grunde kan bygningsmyndigheden fastsætte et niveauplan for bygningshøjder.
• Pkt. 5.3.4: Den maksimale bygningshøjde er 4,0 m i sommerhusområder.
• Pkt. 7.2 (Ubebyggede arealer): Terrænregulering på mere end 0,5 m i forhold til eksisterende terræn kræver kommunal tilladelse, forudsat reguleringen sker bag byggelinjer og ikke nærmere naboskel end 1,0 m.

Kommunen havde givet byggetilladelse den 31. januar 2022, hvilket Planklagenævnet forstod som en afgørelse om, at projektet var i overensstemmelse med lokalplanen.

Planklagenævnet ophævede Jammerbugt Kommunes afgørelse af 31. januar 2022 om, at opførelse af et sommerhus og terrænregulering på ejendommen [adresse1] var i overensstemmelse med lokalplan nr. 53, Slettestrand, og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende.

Planklagenævnets kompetence og forståelse af afgørelsen

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod kommunens byggetilladelse som en indirekte afgørelse om projektets overensstemmelse med lokalplanen.

Vurdering af lokalplanens bestemmelser

Lokalplanens pkt. 5.2.3 (Klit- og bakketoppe)

Planklagenævnet fandt ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af, at byggeriet ikke var placeret på eller nær en klit- eller bakketop. Nævnet lagde vægt på, at ejendommens terræn fremstod med en række forhøjninger uden enkeltstående markante toppe. Klagepunktet blev derfor ikke medholdt.

Lokalplanens pkt. 5.3.4 (Bygningshøjde)

Nævnet konstaterede, at kommunen havde godkendt byggeriet med en maksimal højde i kote 9,22, hvilket med et fastsat niveauplan i kote 4,90 resulterede i en bygningshøjde på 4,32 m. Dette oversteg den maksimale bygningshøjde på 4,0 m fastsat i lokalplanen. Forholdet var således i strid med lokalplanens pkt. 5.3.4 og krævede dispensation i henhold til Planlovens § 19. Planklagenævnet kunne ikke tage stilling til efterfølgende revideret tegningsmateriale, da dette ikke var omfattet af den oprindelige afgørelse.

Lokalplanens pkt. 7.2 (Terrænregulering)

Planklagenævnet opfattede bestemmelsen som en dispensationsbestemmelse. Nævnet fandt, at der var ansøgt om terrænregulering på mere end 0,5 m i forbindelse med parkeringsarealet og udendørsarealet ved sommerhuset, med reguleringer på op til 1,87 m og 1,39 m. Dette krævede tilladelse/dispensation efter lokalplanen. Nævnet tog ikke stilling til terrænregulering ved indkørsel og selve sommerhuset, da kommunen alligevel skulle træffe en ny afgørelse.

Partshøring og begrundelse

Partshøring (Forvaltningslovens § 19)

Planklagenævnet vurderede, at klageren ikke var part i sagen om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanens pkt. 5.2.3. Dette skyldtes, at klagerens sommerhus lå omkring 32 m fra det ansøgte, hvilket ikke medførte væsentlige indbliks- og skyggegener. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klageren i dette spørgsmål.

Begrundelse (Forvaltningslovens § 22)

Da klageren ikke blev anset for part i afgørelsen om lokalplanens pkt. 5.2.3, havde kommunen ingen pligt til at begrunde afgørelsen over for klageren. Klagepunktet blev derfor ikke medholdt.

Naboorientering (Planlovens § 20)

Planklagenævnet fandt, at der ikke var krav om naboorientering i medfør af Planlovens § 20, stk. 1, da forholdet vedrørende lokalplanens pkt. 5.2.3 var umiddelbart tilladt og ikke krævede dispensation.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed (f.eks. indbliks-, skygge- og udsigtsgener samt æstetik), da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven. Forhold relateret til byggelovgivningen, såsom fastlæggelse af niveauplan og helhedsvurdering, faldt ligeledes uden for Planklagenævnets kompetence. Disse punkter var allerede videresendt til Byggeklageenheden.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.