Stadfæstelse af afgørelse om registrering af beskyttet hede i Tønder Kommune

Sagen omhandler Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Tønder Kommunes afgørelse om registrering af et areal på matr. nr. [m1] som beskyttet hede. Klagen blev indgivet af en medejer af ejendommen, som anførte, at arealet siden 1975 har været anvendt som oplagsplads, og at Sønderjyllands Amt i 1997 havde meddelt, at et delareal på 2.500 m² ikke var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 og lovligt kunne benyttes til oplag.

Baggrund for kommunens afgørelse

Tønder Kommune fremsendte i september 2021 et høringsbrev om et udkast til påbud om fjernelse af en markstak på den vestlige del af matriklen, da området ifølge kommunen var tilstandsændret i perioden 2018-2021 og ikke længere havde hedevegetation. Kommunen havde ved en besigtigelse konstateret, at der kun voksede græs, og at arealet var næringsbelastet af markstakke og kørsel med tunge køretøjer.

Efter klagers henvendelse og anmodning om aktindsigt i oplysninger fra Sønderjyllands Amt, traf Tønder Kommune den 10. februar 2022 afgørelse om, at en del af matriklen var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 som hede. Kommunen begrundede dette med, at en mindre del af arealet var vokset ind i § 3-beskyttelsen. Kommunen havde gennemgået luftfotos fra 1993-2017 og vurderede, at det omhandlede areal tættest ved skovvejen ikke havde været brugt som oplagsplads i denne periode, men derimod havde fremstået uforstyrret med hedevegetation. Kommunen tolkede amtets meddelelse fra 1997 således, at undtagelsen kun gjaldt, så længe arealet konsekvent blev anvendt til oplagring, hvilket ikke var tilfældet for det omhandlede delareal. Desuden var delarealet en del af et større hedeområde på over 5 ha, som havde været beskyttet siden 1983, og opfyldte dermed størrelseskriteriet for § 3-beskyttet hede.

Klagers anbringender

Klager bestred kommunens vurdering og anførte, at arealet for oplagspladsen ikke korrekt var registreret som hede siden 1993, og at klager siden 1975 havde haft tilladelse til at anvende arealet til oplagsplads. Klager henviste til Sønderjyllands Amts tilladelse fra 1997, som ifølge klager omfattede 2.500 m² og udtalte, at fremtidig benyttelse af arealet var lovlig, da det ikke var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Klager mente, at kommunens afgørelse, der reducerede det undtagne areal væsentligt, var i strid med officialprincippet, da den alene var baseret på udvalgte luftfotos, som kun viste et øjebliksbillede. Klager fremsendte egne oplysninger og luftfotos som dokumentation for den historiske arealanvendelse og påpegede, at der ikke var hedeplanter på arealet, hvilket også fremgik af kommunens egen besigtigelse i 2021, hvor der kun voksede græs.

Kommunens bemærkninger til klagen

Tønder Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at hele arealet i 1993 blev registreret som § 3-beskyttet hede. Kommunen anførte, at luftfotos fra 1999 og frem til 2017 viste, at den del af matriklen, der konkret havde været anvendt som oplagsplads, var begrænset til ca. 500 m². Kommunen vurderede, at sagen fra Sønderjyllands Amt i 1997 var mindre relevant, da kommunens afgørelse var baseret på perioden fra 1996 og frem til 2017. Kommunen konkluderede, at en del af arealet var vokset ind i § 3-beskyttelsen som hede, og at tilladelsen til oplagsplads på det areal, der i perioden 1996-2017 ikke havde været brugt til oplagsplads, derfor var tabt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Tønder Kommunes afgørelse af 10. februar 2022 om registrering af beskyttet hede på matr. nr. [m1] i Tønder Kommune. Nævnet begrænsede sin prøvelse til Tønder Kommunes vurdering af arealets beskyttelsesstatus, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Retligt grundlag og nævnets vurdering

Nævnet lagde til grund, at arealet lå i mosaik med et større registreret hedeområde på over 2.500 m², og at klagen alene vedrørte, i hvilken udstrækning klager arealmæssigt havde en undtagelse fra Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Tønder Kommunes vurdering af, at det omhandlede areal var § 3-beskyttet hede. Dette blev baseret på en tolkning af luftfotos, som viste, at arealet havde været et omtrent uberørt naturareal i perioden fra 1999 til 2018, hvor der skete ændringer ved kørsel og etablering af markstakke. Nævnet lagde vægt på, at arealet over en længere periode ud fra luftfotos samt kommunens besigtigelse i 2010 måtte antages at have været tilvokset i hedevegetation.

Fortolkning af tidligere tilladelse og officialprincippet

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Sønderjyllands Amts meddelelse af 6. juni 1997 alene omfattede vedvarende anvendelse af arealet til oplagring. Nævnet fandt ud fra tolkning af luftfotos, at klager ikke havde anvendt det omhandlede delareal til oplag i perioden 1999-2017. Nævnet var af den opfattelse, at amtets meddelelse skulle forstås således, at alene en kontinuerlig og fortsat konkret anvendelse til oplag var undtaget, hvilket ikke var tilfældet for det omhandlede delareal. Nævnet var derfor enig med Tønder Kommune i, at arealet var vokset ind i § 3-beskyttelsen, og at undtagelsen ikke længere var gældende for det omhandlede areal.

Nævnet fandt desuden, at Tønder Kommune havde efterlevet officialprincippet ved afgørelsen af 10. februar 2022. Nævnet bemærkede, at luftfotos kan være et vigtigt redskab til tolkning af arealets tilstand, især når et registreret beskyttet areal er blevet tilstandsændret. Kommunen havde besigtiget arealet i 2010 og konkluderede, at området var tilvokset i hedevegetation og opfyldte kriterierne for at være beskyttet hede. Årsagen til manglende fund af hedevegetation ved Tønder Kommunes besigtigelse i 2021 måtte antages at skyldes klagers kørsel og etablering af oplag på arealet i 2018-2021.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6.