Tilladelse til digital reklamestander opretholdt trods klage over gener og kommunes inhabilitet

Sagen omhandler en klage fra en ejendomsejer over Københavns Kommunes tilladelse til opstilling af en digital reklamestander på Amagertorv. Tilladelsen blev givet i henhold til Vejlovens § 80, stk. 1, som giver vejmyndigheden mulighed for at tillade anbringelse af genstande som reklamer på offentligt vejareal.

Klagens Hovedpunkter

Ejendomsejeren klagede over afgørelsen med følgende begrundelser:

• Manglende partshøring: Lejere på 3. og 4. sal i ejendommen var ikke blevet hørt, selvom de bruger indgangen fra Strøget.
• Usaglige hensyn: Kommunen havde prioriteret egne økonomiske interesser (via en koncessionskontrakt med reklamefirmaet) over trafikale hensyn og naboernes interesser.
• Gener og trafikale problemer: Reklamestanderen var placeret unødigt tæt på ejendommen, blokerede for fodgængere og var til gene for ejendommens brugere og butikker.
• Alternative placeringer: Kommunen kunne have valgt en mindre generende placering.

Vejdirektoratets Vurdering og Afgørelse

Vejdirektoratet behandlede klagen for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. Vejlovens § 132, stk. 1, og kunne ikke tage stilling til kommunens skønsmæssige afvejning af hensyn.

Partskreds: Vejdirektoratet var enig med kommunen i, at kun ejendomsejeren og lejerne af butikkerne i stueetagen var parter i sagen. Deres interesse var væsentlig og individuel, da reklamestanderen kunne påvirke indblikket til deres butiksvinduer. Lejere på de øvre etager blev ikke anset for at være parter, da deres adgangsforhold ikke blev påvirket i tilstrækkelig grad.

Saglige Hensyn: Vejdirektoratet konstaterede, at kommunen havde foretaget en konkret og saglig vurdering. Kommunen havde afvejet ansøgerens interesse mod naboernes, og havde inddraget hensyn som:

• At placeringen påvirkede byrummet og de forretningsdrivende mindst muligt.
• At adgang til ejendomme og butikker blev opretholdt.
• At fodgængere fortsat kunne passere, og at der var indblik til butiksvinduer.
• At placeringen var godkendt af politiet.

Myndighedsinhabilitet: Vejdirektoratet anerkendte, at kommunen havde en økonomisk interesse i sagen via sin koncessionskontrakt, hvilket medførte myndighedsinhabilitet, jf. princippet i . Kommunen havde dog håndteret dette korrekt ved organisatorisk at adskille den enhed, der varetog kontrakten, fra den enhed, der fungerede som vejmyndighed og behandlede ansøgningen. Da en kommune ikke kan overdrage sin myndighedskompetence til en anden kommune, var denne interne adskillelse en passende foranstaltning for at mindske habilitetsproblemet.