Stadfæstelse af indskærpelse vedrørende sporbarhed af fødevarer

Sagen omhandler en virksomheds klage over en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen vedrørende mangelfuld sporbarhedsdokumentation for fiskeprodukter. Fødevarestyrelsen havde under et kontrolbesøg den 17. januar 2022 modtaget fem fakturaer og tre følgesedler som dokumentation, men fandt ved efterfølgende gennemgang, at disse ikke opfyldte kravene til sporbarhed, da virksomhedens adresse ikke fremgik som modtager-, fakturerings- eller leveringsadresse. Dette førte til en indskærpelse den 15. februar 2022.

Fødevarestyrelsens indskærpelse

Fødevarestyrelsen indskærpede, at ledere af fødevarevirksomheder skal kunne identificere, hvorfra de har fået leveret en fødevare, og etablere systemer og procedurer til at stille sådanne oplysninger til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning. Indskærpelsen blev givet i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed artikel 18, stk. 2. Styrelsen begrundede indskærpelsen med, at manglende korrekt sporbarhedsdokumentation kunne udgøre en risiko for forbrugernes sundhed, da det ville forhindre sporing og eventuel tilbagetrækning af fødevarer.

Virksomhedens klage og argumenter

Virksomheden påklagede indskærpelsen den 18. februar 2022 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at alle udleverede fakturaer og følgesedler angav leverandøren, og at det var leverandørens ansvar at sikre korrekt leveringsadresse. Virksomheden mente at have sikret sporbarhed et led tilbage og henviste til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 931/2011 om de sporbarhedskrav, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 gælder for animalske fødevarer artikel 3, idet klager havde opfyldt sit ansvar for sporbarhed et led frem ved at angive egne oplysninger på udstedte fakturaer. Klager mente, at indskærpelsen burde rettes mod leverandøren, da klager alene var aftager af produkterne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed artikel 18, stk. 2, jf. Fødevarelovens § 58 a, stk. 1. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets vurdering af sporbarhedskrav

Nævnet fandt, at virksomheden ikke havde overholdt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed artikel 18, stk. 2. Dette skyldtes, at klagers adresse ikke fremgik som modtager-, fakturerings- eller leveringsadresse på de udleverede fakturaer og følgesedler. Nævnet henviste til EU-Kommissionens vejledning, som fastslår, at sporbarhedsdokumentation skal indeholde oplysninger om leverandørens navn og adresse, identifikation af varerne, kundens navn og adresse, dato og mængde for at opfylde formålet med forordningens artikel 18. Nævnet vurderede, at klager ikke havde været i stand til at identificere fødevarernes oprindelse på Fødevarestyrelsens anmodning, og at de etablerede systemer og procedurer var utilstrækkelige.

Virksomhedens ansvar

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at det i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed artikel 17, stk. 1, er lederen af fødevarevirksomheden, der bærer ansvaret for at overholde fødevarelovgivningen. Nævnet fandt derfor, at det var klagers ansvar at fremvise tilstrækkelig sporbarhedsdokumentation for de modtagne varer, og at klager var den rette modtager af indskærpelsen.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens indskærpelse af 15. februar 2022. Indskærpelsens ordlyd blev dog ændret til: ”Ledere af fødevarevirksomheder skal være i stand til at identificere, hvorfra de har fået leveret en fødevare. Til det formål skal der etableres systemer og procedurer, hvorved sådanne oplysninger kan stilles til rådighed for de kompetente myndigheder på deres anmodning.”