Ophævelse af påbud om opsamling af asbestaffald på grund af manglende hjemmel til objektivt grundejeransvar

Sagen omhandler et påbud fra Aalborg Kommune til en grundejer om at fjerne asbestholdigt affald fra en kyststrækning. Kommunen meddelte påbuddet med henvisning til både jordforureningsloven og miljøbeskyttelsesloven.

Baggrund for påbuddet

Ejendommen, der ligger ud til Limfjorden, er en tidligere fyldplads, hvor der i perioden 1977-1988 blev deponeret bl.a. eternitaffald. Efter henvendelser fra borgere konstaterede kommunen synlige eternitstykker på strandarealet og andre rekreative områder. Kommunen vurderede, at der var en risiko for frigivelse af asbestfibre, som skulle forhindres.

Påbuddet bestod af tre dele:

1. Afdækning af synlige eternitstykker på interne stier og veje.
2. Afdækning af koncentrerede forekomster af eternit på almene friarealer.
3. Løbende opsamling af synlige eternitstykker på kyststrækningen.

Punkt 1 og 2 blev meddelt med hjemmel i jordforureningsloven, mens punkt 3 blev meddelt med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 46.

Klagerens argumenter

Grundejeren klagede over påbuddets tredje del og anførte flere punkter:

• Manglende grundejeransvar: Miljøbeskyttelsesloven § 43 indeholder ikke et objektivt grundejeransvar for affald, man ikke selv har frembragt.
• Jordforurening vs. affald: Asbesten er en del af jorden og skal håndteres efter jordforureningsloven, ikke som affald.
• Uklarhed: Påbuddet om "løbende opsamling" er for upræcist.
• Forureneren er ikke ukendt: Kommunen var selv ansvarlig for deponiet og kan ikke pålægge den nuværende ejer udgifterne.

Kommunens argumentation

Aalborg Kommune fastholdt påbuddet med følgende begrundelser:

• Rådighedsprincippet: Påbud kan rettes til den, der har rådighed over ejendommen, dvs. grundejeren.
• Sundhedsrisiko: Påbuddet er nødvendigt for at imødegå en sundhedsfare fra asbestaffald.
• Skelnen mellem affald og forurening: Eternitstykker, der ligger oven på jorden, er affald omfattet af miljøbeskyttelsesloven, mens nedgravet materiale er jordforurening.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver den del af Aalborg Kommunes påbud, der vedrører løbende opsamling af eternitstykker på kyststrækningen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til dette ene forhold, som var meddelt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

Nævnets retlige vurdering

Kernen i afgørelsen er spørgsmålet om, hvorvidt en grundejer kan pålægges et objektivt ansvar for at fjerne affald, som vedkommende ikke selv har frembragt. Nævnet analyserede ordlyden og forarbejderne til Miljøbeskyttelsesloven § 46, jf. § 43.

Nævnet konkluderede, at der ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udledes en hjemmel i disse bestemmelser til at pålægge en grundejer et ansvar på objektivt grundlag. Dansk rets almindelige ansvarsnorm er culpa (ansvar ved skyld), og et objektivt ansvar kræver en særskilt og klar lovhjemmel, hvilket nævnet ikke fandt var til stede i dette tilfælde.

Et påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 46 forudsætter derfor, at grundejeren har handlet uforsvarligt, hvilket der ikke var oplysninger om i sagen. På denne baggrund blev kommunens påbud om løbende opsamling ophævet.

Nævnet tog ikke stilling til de dele af påbuddet, der var udstedt efter Jordforureningsloven § 9, stk. 2, da afgørelser efter denne lov ikke kan påklages til nævnet.