Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over støj fra husstandsvindmølle

Sagen omhandler en klage over Hjørring Kommunes afgørelse af 14. januar 2022 vedrørende støjgener fra en husstandsvindmølle beliggende på [A1], Hirtshals. Vindmøllen blev opstillet i 2013, og kommunen modtog først klager over støj i sommeren 2021.

Kommunens vurdering og afgørelse

Efter at have modtaget henvendelser om støjgener, foretog Hjørring Kommune seks orienterende støjmålinger i sensommeren og efteråret 2021. Den mest optimale måling viste en støjbelastning på 39 dB ved den nærmeste nabo, som bor 270 meter fra vindmøllen. Kommunen vurderede, at støjgrænsen på 44 dB ved nærmeste nabo, fastsat i Bekendtgørelse om støj fra vindmøller, var overholdt, selv med en usikkerhed på 5 dB.

På baggrund af disse målinger besluttede Hjørring Kommune ikke at meddele påbud til vindmølleejeren om at udføre akkrediterede støjmålinger eller støjdæmpning, da kommunen anså støjgrænserne for overholdt.

Klagerens anbringender

En omboende påklagede kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. februar 2022 med følgende anbringender:

• Der må være foretaget en ændring af vindmøllen, da klager ikke havde oplevet støjgener før foråret 2021.
• Servicebesøg i forbindelse med klager over støj havde ikke afhjulpet generne.
• Støjmålingerne var ikke retvisende, da kommunen havde anvendt vindhastighed varslet 78 km fra møllen. Klager anmodede derfor om nye støjmålinger med samtidig vindmåling på lokaliteten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Hjørring Kommunes afgørelse om støj fra husstandsvindmøllen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets begrundelse for afvisning

Nævnet henviste til, at støjkravene for vindmøllen fremgår af Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 3, nr. 1, litra a, som fastsætter en grænseværdi på 44 dB(A) ved udendørs opholdsarealer ved en vindhastighed på 8 m/s.

Kommunerne fører tilsyn med overholdelse af Miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 1 og regler udstedt i medfør heraf, herunder vindmøllebekendtgørelsen. Hvis ulovlige forhold konstateres, har kommunen pligt til at gribe ind, medmindre forholdet er af underordnet betydning, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 68.

Nævnet fastslog, at kommunens afgørelser truffet som led i tilsynsvirksomheden ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3. Tilsynsmyndigheden tilrettelægger selv tilsynet og vurderer, hvilke oplysninger der er nødvendige. Kommunen kan pålægge vindmølleejeren at udføre støjmålinger og beregninger i henhold til Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 12, hvilket svarer til den generelle bestemmelse i Miljøbeskyttelsesloven § 72, stk. 1, nr. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fortolkede Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 13 således, at kun adressaten for et påbud efter § 12 kan påklage afgørelsen. En afgørelse om ikke at udnytte muligheden for at påbyde støjmålinger betragtes som en del af tilsynet og dermed som en tilsynsafgørelse.

Nævnet konkluderede, at Hjørring Kommunes afgørelse af 14. januar 2021 om ikke at meddele påbud var truffet som led i kommunens tilsynsvirksomhed. Da kommunale afgørelser truffet som led i tilsynet ikke kan påklages til nævnet, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1 og Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3, manglede Miljø- og Fødevareklagenævnet kompetence til at behandle klagen.

Nævnet bemærkede, at en eventuel klage over kommunens tilsyn skal rettes til Ankestyrelsen, der fører tilsyn med kommunerne efter Kommunestyrelsesloven.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 101, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.