Systematisk overskridelse af PM10-grænseværdier i Polen og manglende implementering af egnede luftkvalitetsplaner (Direktiv 2008/50/EF)

Denne sag vedrører et traktatbrudssøgsmål anlagt af Europa-Kommissionen mod Republikken Polen for vedvarende og systematiske tilsidesættelser af EU-reglerne om luftkvalitet, særligt vedrørende partikulært materiale (PM10).

Polen blev kritiseret for ikke at overholde de grænseværdier for PM10, der er fastsat i direktiv 2008/50/EF, i en lang række zoner og bymæssige områder i perioden 2007 til 2015. Desuden hævdede Kommissionen, at Polen ikke havde udarbejdet luftkvalitetsplaner, der indeholdt egnede foranstaltninger til at sikre, at overskridelsesperioden blev den kortest mulige, som krævet i direktivets artikel 23, stk. 1.

Republikken Polen anerkendte visse vanskeligheder med at overholde grænseværdierne, men forsvarede sine luftkvalitetsplaner og de dertil knyttede tidsfrister (sat til mellem 2020 og 2024) med henvisning til de betydelige socioøkonomiske og budgetmæssige udfordringer, som var nødvendige for at gennemføre strukturelle omstillinger, især vedrørende udskiftning af varmeanlæg. Polen rejste også formelle indsigelser mod Kommissionens påstande, herunder at disse var uklare og forsøgte at anvende bestemmelser med tilbagevirkende kraft.

Kommissionens fire klagepunkter drejede sig specifikt om:

• Systematisk overskridelse af daglige og årlige PM10-grænseværdier (Art. 13, stk. 1).
• Manglende vedtagelse af egnede foranstaltninger i luftkvalitetsplanerne, der sikrede den »kortest mulige« overskridelsesperiode (Art. 23, stk. 1).
• Overskridelse af tolerancemargenen under en periode med undtagelse (Art. 22, stk. 3).
• Ukorrekt gennemførelse af forpligtelsen om »kortest mulig« overskridelsesperiode i polsk national ret.

Domstolens Konklusion og Begrundelse

Domstolen fastslog, at Republikken Polen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2008/50/EF på alle fire klagepunkter.

Domstolen afviste Polens formelle indsigelser og understregede, at en systematisk og vedvarende tilsidesættelse af EU-retten kunne begrundes ved at inddrage faktiske omstændigheder, der var indtrådt efter den begrundede udtalelse, hvis disse var af samme art og understøttede karakteren af det vedvarende traktatbrud.

Domstolen traf afgørelse om følgende fire brud: