Planklagenævnets afgørelse om miljøvurdering og vedtagelse af lokalplan nr. 40.6.1 for refugium på [adresse1], Gribskov Kommune

Gribskov Kommune traf den 13. december 2021 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til lokalplan nr. 40.6.1, der omhandler et refugium på [adresse1]. Kommunen vedtog efterfølgende planen endeligt den 6. april 2022. En række grundejere i området klagede over både screeningsafgørelsen og planvedtagelsen til Planklagenævnet.

Klagepunkter

Klagerne anførte en række punkter, som Planklagenævnet behandlede:

• Om reglerne i Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter vedrørende Natura 2000-områder var overholdt.
• Om Miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljøscreening var opfyldt i forhold til trafik, støj og landskabelig påvirkning.
• Om der skulle have været foretaget en obligatorisk miljøvurdering af planen.
• Om planvedtagelsen var baseret på saglige og planlægningsmæssige hensyn.
• Om lokalplanen var i strid med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Området og Plangrundlaget

Sagen vedrører lokalplan nr. 40.6.1, som ændrer den tidligere vedtagne lokalplan nr. 40.6 for samme område. Planområdet omfatter matrikelnummer [matr.nr.1] på [adresse1], et areal på ca. 2 ha. Den sydlige del er sommerhusområde, mens den nordligste del mod kysten er landzone. Lokalplanen skaber et planmæssigt grundlag for et refugium og præciserer ejendommens anvendelse som refugium. Ved planens vedtagelse var Kommuneplan 2021-2033 for Gribskov Kommune gældende.

Planområdet grænser op til det marine Natura 2000-område N195, Gilleleje Flak og Tragten (Habitatområde H171), udpeget for sandbanker, rev og marsvin.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle afgørelser efter Miljøvurderingsloven § 48, stk. 1, når planen er udarbejdet i henhold til Planloven. Nævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes planudarbejdelse, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovlighed og gyldighed af afgørelser, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet kan dog ikke efterprøve, om en plans indhold er hensigtsmæssigt, da dette er et politisk skøn.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Gribskov Kommunes screeningsafgørelse af 13. december 2021 og heller ikke i klagen over den endelige vedtagelse af lokalplan nr. 40.6.1. Dette betyder, at screeningsafgørelsen og lokalplantillægget fortsat er gældende.

Påvirkning af Natura 2000-område

Klagerne mente, at kommunens vurdering af påvirkning af Natura 2000-områder var mangelfuld. Planklagenævnet bemærkede, at Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet danner grundlag for Natura 2000-områder, og at Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 kræver vurdering af planer, der kan påvirke disse områder væsentligt. Dette er implementeret i Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 3, stk. 1 og Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6 samt Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 8, stk. 8, nr. 1. Kommunen havde vurderet, at landbaserede aktiviteter ikke ville påvirke marine naturtyper eller marsvin væsentligt på grund af fysisk adskillelse og mangel på undervandsstøj. Planklagenævnet fandt kommunens vurdering tilstrækkelig og gav ikke medhold i klagepunktet.

Miljøscreening eller obligatorisk miljøvurdering

Planklagenævnet vurderede, om der skulle have været en obligatorisk miljøvurdering. En sådan er påkrævet for planer, der kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, jf. Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 2. For planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan, kræves kun miljøvurdering, hvis planen antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. Miljøvurderingsloven § 8, stk. 2, nr. 1. Nævnet fandt, at planen ikke væsentligt påvirkede Natura 2000-området, og at planområdet var af mindre fysisk størrelse i forhold til kommunens samlede areal. Der var derfor ikke pligt til obligatorisk miljøvurdering.

Indholdet af kommunens miljøscreening

Kravene til en miljøscreening fremgår af Miljøvurderingslovens § 10 og bilag 3. En screening er en oversigtlig vurdering, ikke en detaljeret undersøgelse.

Trafik og parkering

Klagerne anførte øget trafik og mangelfulde parkeringsforhold. Kommunen havde vurderet, at lokalplanen ikke medførte en væsentlig ændring i trafikmængden, da den ikke lagde op til øget anvendelse af ejendommen, og parkering skulle ske på egen grund. Planklagenævnet fandt kommunens vurdering tilstrækkelig.

Lyd- og lysstøj

Klagerne mente, at lyd- og lysstøj ville påvirke naturlivet. Kommunen havde vurderet, at området ikke ville blive væsentligt påvirket af lys, refleksioner eller skyggeforhold, og at der ikke var støjpåvirkning. Lokalplanen ændrede ikke på mulighederne for belysning. Nævnet fandt kommunens redegørelse tilstrækkelig, især da lokalplantillægget ikke medførte en væsentlig øget anvendelse.

Landskabelig og naturmæssig påvirkning

Klagerne anførte, at lokalplantillægget ville påvirke landskabelige og naturmæssige beskyttelsesinteresser. Kommunen havde vurderet, at den nordligste del af ejendommen, der er beskyttet efter Naturbeskyttelsesloven § 3 og udpeget som Grønt Danmarkskort og bevaringsværdigt landskab, ikke ville blive påvirket, da lokalplanen ikke planlagde for ændret anvendelse eller yderligere bebyggelse i disse områder. Nævnet fandt kommunens vurdering tilstrækkelig.

Samlet vurdering af miljøscreeningen

Planklagenævnet fandt samlet set, at miljøscreeningen var sket i overensstemmelse med Miljøvurderingsloven, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens faglige vurdering af, at der ikke var pligt til at udarbejde en miljøvurdering.

Planlægningsmæssig begrundelse

Klagerne mente, at lokalplanen manglede en saglig planlægningsmæssig begrundelse. Efter Planlovens § 13, stk. 1 og Planlovens § 15, stk. 1 skal en lokalplan indeholde oplysninger om formål og retsvirkninger, og formålet skal fastlægge den planlægningsmæssige begrundelse. Nævnet fandt, at lokalplanens formål om at fastholde og præcisere det planmæssige grundlag for et refugium var en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn.

Forholdet mellem kommuneplan og lokalplan

Klagerne anførte, at lokalplanen var i strid med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at lokalplanens anvendelse til refugium med hotelvirksomhed, kurser, møder m.v. var i overensstemmelse med kommuneplanramme 5.R.03, som angiver generel anvendelse som rekreativt område og specifik anvendelse som ferie- og kongrescenter, øvrige ferie- og fritidsformål samt rekreativt formål som feriehjem for Sankt Lukas Stiftelsen. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens anvendelse var i overensstemmelse med den generelle og specifikke anvendelse i kommuneplanen.

Uklarhed i lokalplanen

Klagerne mente, at lokalplanen var uklar på grund af gentagelse af ophævede bestemmelser og utydelig farvemarkering. Planklagenævnet fandt, at dette ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel, da planloven ikke stiller krav til, hvordan bestemmelser i en lokalplan skal fremstå. Nævnet bemærkede, at upræcise bestemmelser generelt ikke påvirker lokalplanens gyldighed, men kan have betydning for håndhævelsen.