Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende tagmateriale

Vordingborg Kommune meddelte den 15. december 2021 dispensation fra lokalplan nr. 99, Klintholm Havn, vedrørende tagmaterialet til en carport på ejendommen [A1], 4791 Borre. En nabo indgav klage over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Planklagenævnet har i denne sag fokuseret på to hovedspørgsmål:

• Om kommunen havde den fornødne hjemmel til at give dispensationen i henhold til planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnet har ikke behandlet de øvrige klagepunkter i sagen.

Ejendommen og Lokalplanen

Ejendommen [A1] er omfattet af lokalplan nr. 99, Klintholm Havn. Lokalplanens formål er blandt andet at sikre, at ny bebyggelse og anlæg tilpasses lokale byggetraditioner og bevarer den eksisterende miljøkarakter. Specifikt fastsætter lokalplanens § 12, litra c, krav til tagdækningsmaterialer, som skal være ikke-reflekterende og af specifikke typer som tegl, betontegl, eternit, naturskifer eller tagpap i bestemte farver (rødt, brunt, blåsort, sort eller mørkegrå).

Kommunens Afgørelse

Kommunen havde oprindeligt den 4. april 2021 givet byggetilladelse til en carport med PVC-tag. Det blev efterfølgende erkendt, at dette var en fejl, da PVC ikke er et tilladt materiale ifølge lokalplanen. På baggrund af denne sagsbehandlingsfejl valgte kommunen at give dispensation til PVC-taget. Kommunen begrundede dispensationen med, at det ansøgte ikke stred mod lokalplanens overordnede principper og formål. Desuden blev det anført, at carportens tag ikke ville være særligt synligt på grund af dens tilbagetrukne placering, at området allerede indeholder forskellige småbygninger med varierende materialer, og at tagets refleksion af solskin ikke var af en utålelig karakter. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 11. januar 2022.

Planklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Vordingborg Kommunes afgørelse af 15. december 2021. Dette betyder, at kommunens dispensation til tagmaterialet på carporten på ejendommen [A1] opretholdes.

Planklagenævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed og gyldighed af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger.

Krav om Dispensation

Planklagenævnet fastslog, at carportens PVC-tag ikke var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, og at der derfor var krav om dispensation i henhold til planlovens § 18 og planlovens § 19.

Mulighed for at Give Dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 12, litra c, om tagmaterialer ikke udgør en del af planens principper. Dette skyldes, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende, og formålsbestemmelsen i lokalplanen er en generel opremsning uden at fremhæve specifikke forhold som principper. Der var ingen andre holdepunkter for at anse bestemmelsen som en del af planens principper. På denne baggrund fandt Planklagenævnet, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 12, litra c, jf. planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser end dem, der er nævnt i stk. 1, kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2.

Planlægningsmæssigt Relevante Hensyn

Klageren anførte, at kommunen havde inddraget usaglige hensyn, herunder kommunens egen sagsbehandlingsfejl og et ønske om at undgå erstatningsansvar. Planklagenævnet fandt, at kommunens hovedbegrundelser – carportens tilbagetrukne placering, den varierende materialebrug på småbygninger i området, og tagets acceptable refleksion – var saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet bemærkede, at det forhold, at kommunen gav mulighed for dispensation på grund af en sagsbehandlingsfejl, ikke i sig selv gjorde afgørelsen usaglig. Der var heller ingen konkrete oplysninger, der indikerede, at kommunen lagde vægt på risikoen for erstatningsansvar. En kommune er desuden ikke afskåret fra at give en dispensation, selvom den ikke tidligere har gjort det. Derfor kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagepunktet om usaglige hensyn.

Forhold der ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende dispensationens hensigtsmæssighed (f.eks. præcedens), da dette ikke er et retligt spørgsmål under planloven. Ligeledes blev spørgsmålet om carportens stålkonstruktion ikke behandlet, da kommunen ikke havde truffet afgørelse herom.

Afsluttende Bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.